hep

Facebook fortæller mig det hver og hver anden dag for tiden. Jeg har ikke helt bidt mærke i, hvad de synes jeg så skal, for det kommer jo ikke bag på mig, at dagen nærmer sig. Det er ved denne tid hvert eneste år. I næste uge er det. Det er først næste år, jeg fylder rundt, så i år er det bare lillerundt.

Det bliver en af de fødselsdage, jeg fejrer i udlandet. Denne gang er det i Prag. Når man har fødselsdag midt om sommeren, midt i ferietiden, er sandsynligheden for at være udenlands eller bare i sommerlandet på dagen temmelig stor. Jeg har fejret fødselsdag så forskellige steder som i hytte i de norske fjelde, i campingvogn på Sydals, i sommerhus i Torup, i den svenske skærgård, ja endda i en bus på vej hjem fra Kroatien hvor vi kom igennem mange lande på fødselsdagen. Nogle fødselsdage husker jeg selvfølgelig bedre end andre. Nogle har sat større spor end gennemsnittet. For eksempel – og mest – da jeg fyldte 33 og fødte mit første barn om aftenen. Da jeg fyldte 24 og fangede en gedde i skærgården ved Karlskrona og spiste den til aftensmad. Da jeg fyldte 54 i kolonihaven på en fantastisk sommeraften med grillmad, gode venner, masser af vin, paddekaffe og ild i den mexicanske pejs. Da jeg fyldte 9, og nogle af pigerne fra klassen glemte, at de var inviteret til min fødselsdag, fordi det var midt i sommerferien.

Og da jeg fyldte 26, mens jeg var på en måneds russisk sprogskole i Volgograd, det tidligere Stalingrad, og tilbragte dagen med at være på besøg på en pionérlejr og blive sunget for af 300 børnekommunister, drikke vodka og champagne og holde aftenfest med de andre unge sprogskoleelever og de unge russere, der skulle ’passe på’ os.

26, mand! Det er længe siden. Nu fylder ældstebarnet allerede 26…

Lykønskning på russisk vis foregik ved, at jeg skulle ’løftes’ i ørerne en gang for hvert år, jeg blev. Tanden kaldte vi ham, fordi han manglede én. Rigtigt hed han vist nok Vasilij, eller Vasja blandt venner.

Sådan nogle sære ting byder Prag nok alligevel ikke på.