I den seneste time har der kørt noget melodigrandprixsemifinale i mit fjernsyn. Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke har hørt efter en eneste sang og derfor ikke kan sige, hvilke lande der er favoritter til at vinde eller forsvinde. En gang imellem kigger jeg op, og der er ikke noget, der kan holde mig fanget, selv om Ole Tøpholm er begejstret som altid.

Hvad laver jeg da? Hvorfor slukker jeg ikke?

Forskelligt. Og tjah.

Først læste jeg i et friluftsmagasin, der var lagt med i en pakke med endnu et stykke vandreudstyr, jeg har købt.

Så var der noget med at få skrevet lister over ting, jeg skal huske at gøre. Og gøre nogle af dem.

Der gik også noget tid med at undersøge, hvorfor mine iPhone-fotos er begyndt at blive navngivet med IMG_ og et nummer i stedet for år-måned-dato-klokkeslæt. Jeg kan bedre lide sidstnævnte, men jeg fandt hverken ud af, hvorfor navngivningen er ændret eller hvordan jeg selv laver det om. Nogen?

Og så var jeg lige ude og snuse i min aftenhave. Den dufter godt, og jeg huskede at vande krydderurterne. Der er oregano, koriander, mynte og rosmarin. De kan lide at være hos os, ser det ud til.

Egentlig havde jeg en grafisk opgave, jeg ville have kigget på, men det er da ikke sikkert, jeg når at få gang i den i dag.

Sådan kan man nemt fylde en aften ud med … tjah, forskelligt.