hep

Den gode del af fortællingen er den fantastiske vandretræningstur, vi havde med Utah-holdet i går. Femten kilometer rundt om Hald Sø i det kuperede og smukke istidsterræn, op og ned i bakker og gennem skov i områder, hvor ikke mange færdes til daglig. Det var første gang, vi var samlet, og det ser ud til at være en flok gode mennesker, der nok skal få en eventyrlig uge sammen. Kemien virker god.

Den ærgerlige del af fortællingen kom, da vi i slutningen af turen vadede gennem et vandløb, der var lidt dybere, end jeg havde troet. Jeg var kæk, da jeg tog støvler og stømper af og vadede over åen i vand til midt på lårene. Først da jeg igen havde fået fodtøj på, slog det mig, at jeg havde mobiltelefonen i lårlommen på mine bukser.

Heldigvis så der ikke ud til at være sket noget med den.

Men så manglede lyden, da jeg tog et billede.

Senere var der kun lyd, når jeg satte hovedtelefonerne til.

Genstart hjalp ikke.

Så blev den for en sikkerheds skyld begravet i en pose ris nogle timer.

Måske ville en systemopdatering hjæl….

Dér døde telefonen. Lige da æblet var tonet frem skærmen.

Det var på det tidspunkt, jeg blev den kedelige version af mig selv. En udgave, jeg slet ikke kan lide.

Hele aftenen kunne jeg ikke tænke på andet end konsekvenserne af telefondød. Hvordan og hvad nu og hvad med og hvad gør jeg og snart Utah og mine data og numre og noter og hvordan er det nu med sikkerhedskopiering og forsikring og kan jeg låne en telefon og jeg må sikre mig, at min mor har Mortens nummer og hvorfor tænkte jeg mig dog ikke om og så videre. OG så videre. OG så videre.

Jeg vågnede endda klokken 01.45 i nat og tænkte med det samme ’åh nej, der er jo sket det forfærdelige’ og lå og stirrede hul i mørket. Indtil jeg heldigvis faldt i søvn igen. Og vågnede 25 minutter før alarmen var sat. På iPaden.

Så meget skal det altså hyle mig ud af den, at en gadget forulykker! Den reaktion er jeg faktisk ikke vild med. Men det er jo næsten min ene arm, og det er godt nok længe siden, jeg har været helt uden telefon og ikke engang har haft en aflagt mobil at sætte simkortet i.

Så blev det næste dag.

Selvfølgelig var mine spekulationer overdrevne og unødvendige.

Jeg har lånt en midlertidig telefon, den druknede kan måske genoplives, og hvis ikke, har jeg to forskellige veje til en ny. Værre er det ikke. Verden står endnu.

Men jeg vader aldrig tankeløst over en rivende flod igen uden at have telefonen højt løftet over hovedet!