Brrrr … koldt!

Nogle tror, alt er godt, bare man har paraply og kuffert med sig og ellers er moderigtigt klædt i høj flip, grøn frakke og rundpuldet hat. Andre kan godt mærke, man skal skynde sig at få en tyk frakke på over sin tweedjakke og sine plusfours. Måske en skindhue også.

Det blæser udenfor, det er råt, og vi har ikke fået tændt op i brændeovnen i dag. Jeg har svøbt mig ind i noget blødt tøj og et tæppe, og aftenspadsereturen er droppet uden nævneværdig overtalelse. Vindstødene kaster sig omkring gavlen og får det til at lyde, som om taget løfter sig om lidt. Jeg håber da, at alle tagsten er forsvarligt forankret.

Det er jo slet ikke usædvanligt midt i marts, at det er så bidende koldt. Men der har altså været år, hvor det hele så lidt mere forårsagtigt ud på denne tid. For eksempel var der lysende krokus i kolonihaven 15. marts for to år siden. Vel var det også koldt dengang, men sådan som det er i dag, har jeg overhovedet ikke lyst til så meget som at tænke på at være i haven. Jeg har ellers ferie i hele påskeugen og havde sådan set forestillet mig at få gravet det stykke køkkenhave, jeg ikke nåede i efteråret. Det vil sige hovedparten af køkkenhaven. Det kan være, det bliver bedre til den tid. Det kan være, godt med tykt tøj kan gøre det. Sammen med hårdt spadearbejde.

I dag bliver det i hvert fald tæppe og skutten sig.

Forresten går Tintins bukser til knæet plus fire tommer. Det er derfor, bukser med den længde hedder plusfours.

“Fremtidsudsigten for mennesker med lipom er meget positiv”

Når man læser sådan en håbefuld forsikring, bliver man jo næsten helt glad for sit lipom.

Jeg læste udsagnet på en hjemmeside tilhørende en speciallægepraksis i hovedstadsområdet. Ikke fordi jeg skal derhen, men fordi man der havde gjort sig umage med at forklare lipomet og dets årsager, symptomer, diagnose, behandling og altså fremtidsudsigterne for folk, der hænger på sådan et.

Det er kort fortalt en knude af fedtvæv under huden. Helt uskadelig, og som regel behøver den ingen behandling.

Bortset fra min, som har den ekstra feature (lægens formulering), at den bliver betændt med mellemrum. Det startede som – og tilgiv en ganske kort journalgennemgang – en heftig bums midt på ryggen for fem år siden, som jeg fik en antibiotikakur for. To år senere var der rumlen i undergrunden igen. Det gør nas, mens det står på. Ny kur, som slog udbruddet ned, og jeg afmeldte den tid, jeg ellers havde fået til at få bæstet fjernet. Jeg har dog lige siden haft en gummiagtig kugle under huden, og nu er den gal igen. Mit lipom blærer sig med sin ekstra feature, og jeg er på antibiotika igen.

Og nu skal den altså væk. Hvis den har tænkt sig at gå til angreb hvert andet eller tredje år, kan jeg nemt nå at døje med den ti-femten gange mere i mit liv. Og hvis det varer to uger hver gang, er det alligevel pænt meget tid, jeg sammenlagt kommer til at bruge på det. Hvis den oven i købet bliver større for hver gang, er det efterhånden spørgsmålet, hvem der hænger på hvem.

Sidst bekræftede lægen i en mail, at jeg var henvist til fjernelse. Det var alligevel en noget voldsom formulering, synes jeg, men måske har han valgt at se det fra fedtknudens side. I hvert fald skal vi skilles, lipomet og jeg, og jeg forestiller mig nu alligevel, at det er mig, der har den største fordel af det.

Og med en positiv fremtidsudsigt, siger internettet selv.

Værd at samle på

Jeg gad vide, hvor min servietsamling befinder sig. Eller snarere, hvornår min servietsamling aktivt blev sendt til destruktion? Eller givet væk?

Vi samlede på så meget som børn. Kom vi til at snakke om hen over frokosten i dag. Egentlig startede snakken med, at vi delte en øl fra De 5 gårde, en Orla Märzen var det, hvis nogle sidder med lige dét spørgsmål. De 5 gårde er et produktionssamarbejde mellem fem danske godser og herregårde, og jeg kaldte for sjov pilsneren for en proprietærøl. Og fortalte, at begrebet proprietærgård temmelig tidligt i min barndom kom ind i mit aktive ordforråd, for når mine forældre havde været på den årlige udflugt med Nordfyns Landboforening, berettede de altid om besøgene på de store gårde, gerne i det eksotiske Jylland, hvor der var arrangeret markvandring for mændene, mens konerne var på havevandring. Og her var det væsentligt, især for min far, at skelne mellem herregårdene og de mindre proprietærgårde. På udflugterne fik deltagerne altid frokost på en eller anden restauration og eftermiddagskaffe et andet sted, og her havde min mor et stående påbud om at tage servietter med hjem til mig. Med logoer fra spændende steder som Pøt Mølle og Rask Mølle.

Jeg gad vide, om der overhovedet er nogen, der får trykt papirservietter med logo mere. I mine over tredive år som grafiker har jeg aldrig været ude for, at virksomheder, der skulle have ny designlinje og fik lavet brevpapir, visitkort og facadeskilte, også lige skulle have trykt en stabel servietter. Måske er alle restauranterne bare gået over til at dække op med stofservietter, som var nærmest kongelig Spitzenklasse, da jeg var barn. Men at ingen har specialservietter mere, gør det jo helt umuligt for små servietsamlende piger at udvide deres samlinger …!

Som om der findes servietsamlende småpiger mere.

Det var her, vi kom ind på samlingerne.

Servietsamlingen havde min længstvarende interesse. Det var en virkelig fin og stor kollektion. Jeg samlede også halvhjertet på frimærker. Der fandtes et sort album med ordet FRIMÆRKER i guldbogstaver på forsiden, som jeg havde arvet fra mine brødre, og de fleste frimærker stammede fra postkortene, som min mors moster i Farstrup havde sendt fra Kanarieøerne. Derfor havde vi temmelig mange fra Spanien, og grundet styret i landet på den tid var de stort set alle sammen med Franco på. General Franco i alle farver. Mortens barndoms halvhjertede frimærkesamling stammede mest fra Medova tepakkerne, hvor der lå en lille pose med 3-4 frimærker. Dem havde vi også nogle af. De kunne være fra Magyar Posta og Helvetia, som vi ikke anede hvor var.

Mortens storebror samlede på mønter. Det kan nu ikke have været en omfattende samling, for en af lillebrødrene nolede mønterne fra den lige så hurtigt, som de blev samlet, og købte snolder for dem.

Jeg arvede en påbegyndt flaskekapselsamling fra en af min brødre. Der er nemlig en stor fordel ved at være nummer tre i søskendeflokken: Man behøver ikke starte helt fra bunden selv. Det var også en fin samling, bortset fra enkle klamme og rustne eksemplarer, der dog havde så unikke motiver, at de ikke bare kunne kasseres. Den byggede jeg videre på i flere år og endte med over 300 forskellige kapsler, blandt andet flere fra det eksotiske Jylland, som jeg fandt på ferier hos min penneveninde på Grindstedkanten. Kapselsamlingen ved jeg heller ikke, hvor endte henne.

Hvad samler børn på i dag?

Sort Sol skinnede

Sommetider falder de fineste oplevelser på en torsdag aften.

I aftes skinnede Sort Sol over Viborg. I en fyldt Store Sal på Paletten, som er sådan et fint spillested. Jeg har været frivillig på Paletten i syv år, og der har jeg haft mange bartjanser og – frem for alt – rigtig mange gode musikalske oplevelser, både med artister, jeg kendte i forvejen, og nogle, der kom ud af det blå. For mig i hvert fald.

I aftes var jeg ikke på arbejde. Jeg var var der som gæst sammen med en flok gode venner, og jeg stod lige midt i salen. Få meter fra scenekanten, få meter fra Steen Jørgensen.

 

Jeg må indrømme, at jeg ikke er ret godt hjemme i Sort Sols bagkatalog. Faktisk kender jeg kun én sang sådan rigtigt. Men det betød ikke noget i går. Det var en megagod og meget intens koncert. Flot, flot lysscenografi, meget enkelt i sit udtryk, og et super velspillende band med en karismatisk forsanger. Både nye og gamle numre. Ikke så meget snak, bare musik fra start til slut. Og lys. Og nærvær.

Tak for det. Bare tak.

Her får I fire lykkelige, uredigerede minutter af den sang, jeg kender.

 

Når vi flytter – og evaluerer

Tænk! Det er snart et år siden, vi overtog rækkehusidyllen. Første april 2017 var hus og have, højt til himlen og kreditforeningslån vores. Og utætte rør, viste det sig siden, men det er en helt anden historie, som vi ikke kender slutningen på endnu. Men den ender godt! Blev der sagt!

I dag for et år siden skrev jeg en række flytteforsæt under overskriften Når vi flytter, skal vi. Det var temmelig forskellige områder, jeg regnede med at ændre på. Lad os se på, hvordan det er gået.

  • gøre et seriøst forsøg på at lave madplaner og købe ind efter dem. Jeg gjorde det engang. Det er hæsligt at skulle igennem planlægning, indkøbslisteskrivning og indkøb, men når dét er gjort, og det er jo bare to timers investering en lørdag formiddag, så er det en daglig fest kun at skulle tage kød ud af fryseren og vide, hvad der skal blive ud af det.
    – Det er ikke sket. Vi køber stadig ind samme dag og fremtidssikrer højst til næste dag. Ingen er motiveret til andet, og i øvrigt spiser vi rasende godt og varieret.
  • grille noget mere.
    – Det er vist nogenlunde status quo. I øvrigt spiser vi rasende godt og varieret …
  • anskaffe nogle spisebordsstole, som ikke grundet slitage drysser sort skindsmulder ned på gulvet, hver gang man sidder på dem, så jeg hele tiden tror, nogen har tabt chokoladekagekrummer ned under bordet. Også selvom ingen har spist chokoladekage.
    – DET SKETE!
  • tænde op i brændeovnen på råkolde dage.
    – Det sker hele tiden, også netop nu. Og. Det. Er. Så. Fedt! Jeg rånyder den brændeovn, gør jeg!
  • gå med bare fødder fra stuen og lige ud i haven på varme dage.
    – Sådan var det. Og sådan bliver det igen.
  • have fat i et bordstativ til bageplader, så boller kan hæve i lag – og afkøle i lag – i stedet for at fylde hele køkkenbordet, som de gør nu, når jeg laver fire plader ad gangen. Ligesom bagernes stikvogne, bare i bordudgave. Jeg ved de findes, jeg skal bare finde ud af, hvor man kan få et. Om ikke andet, kan jeg vel altid bøje et i hegnstråd, ligesom jeg engang bukkede et fortrinligt kogebogsstativ. Man kan bukke alt i hegnstråd.
    – Det viste sig i praksis, at det ikke var nødvendigt. Køkkenvindueskarmen er lang og bred nok til, at der kan stå fire bageplader ved siden af hinanden. Det fungerer, og der kommer noget godt ud af det.

Er I stadig glade for huset?”, spurgte Lasse i øvrigt, da det med de utætte og ulovlige rør var en realitet. Og det er vi. For når nye rør er lagt ind, og bøvlet er lagt bag os, bliver det jo godt igen og sikkert endnu bedre.

Grundfølelsen for det her hus har hele tiden været og er fortsat GOD.

Også selv om vi stadig sjathandler.