Ligesom Gun-Britt

Hos frisøren. Frisør C klipper i mit hår, frisør A fejer gulvet for nogle andres hår og kaster et blik i spejlet hen på mig.

Frisør A: Det er en rigtig flot farve, dit hår har! (MIT hår!)

Frisør C: Ja, dét er det!

Frisør A: Der er lidt Gun-Britt over det.

Mig: Tak! Jeg ville også godt have hendes hårtykkelse.

Frisør C: Århh, det er slet ikke sikkert, det er så tykt, som man tror. Hun kan sikkert nogle tricks.

Jeg synes godt, frisør As anden replik tåler gentagelse: Der er lidt Gun-Britt over det.

Jeg er en sucker for hårkomplimenter. Jeg har stadig traumer over dengang, frisør C kaldte mit hår ’pjevset’.

Shape up – hit med det

Jeg er til fals for engelske to-ordskombinationer, der lover mig en smukkere kropsform. Super support, magic lift, jeg falder for det hele. Shape up – med perfect lift-finessen ved sidesømmen i de nye bukser, jeg har været nødt til at købe. Jeg havde kun ét par bukser tilbage, fordi mit andet par revnede i sidste weekend i Bruxelles. Derfor rejste jeg i øvrigt lettere hjem end ud, det er vist aldrig sket før.

Så jeg har købt bukser. Det lykkedes. To par shape up jeans i hver sin farve. Jeg har tidligere købt bukser i samme forretning og fik også denne gang god behandling. Derimod opgav jeg at købe undertøj. Jeg vidste allerede, da jeg gik ind i undertøjsbutikken, at det ikke ville gå. Der var ikke andre kunder, og ekspedienten gik i gang med det samme: “Hej, kom indenfor og velkommen til [butikkens navn]”, ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?”, “Er det en speciel model, du leder efter?”, “Aj, men du ser bare så målrettet ud”, “Der er jo også de to stativer der i midten, du kan blande tilbuddet med”, “Altså, du skal bare sige til” … Jeg kan SLET ikke ha’ det! Jeg gik en pligtrunde med stift blik og styrede hurtigt ud igen. Det er nok derfor jeg næsten aldrig køber tøj. Jeg vil ikke ekspederes …?

Jeg finder noget magic online. Måske.

På denne dag #7

Det sjoveste ved Facebooks mindedelinger er at gense de tråde, der trak mange kommentarer, og huske mine tanker i forbindelse med opslaget. På den femte februar har jeg historisk set delt en lang række uinteressante opdateringer, som at jeg havde købt Parisbilletter til mig og børnene – skrevet på halvfransk; som at jeg gerne ville bytte et sæt mormorarme til en morfar; som at jeg havde været til en inspirerende løbedag med Allan Zachariasen og fået syret organismen til, og som at jeg lavede wokmad til en skiferie.

Men den fineste femte februar-finurlighed var denne her fra for to år siden. Fordi det ikke kun var mine minder, men tråden trak mine venners minder med ind.

Værsågod. One Direction, Donny Osmond, David Bowie og Suzi Quatro i ét.

Udpluk #18

  • For en uge siden på dette tidspunkt havde vi travlt med at være forsinkede i lufthavnen i Bruxelles.
  • Og ugen efter… dén er bare gået hurtigt. Jeg synes ikke, jeg har lavet andet end at arbejde. Og vaske tøj og lave aftensmad og gå aftentur og gå for sent i seng.
  • Jo, jeg har også været på kursus. Men det var også arbejde. Kunsten at skrive fængende salgstekster. Og fængende overskrifter til dem. Det ser ikke sådan ud, men jeg HAR altså lært noget.
  • Weekenden er også gået hurtigt. Jeg har besøgt min mor og været til generalforsamling og fest og lavet en stor grafisk opgave og gået en lang tur.
  • For resten er det nok også al den snak om vores rørskade, der har trukket mig træt i de seneste dage. Vi har haft smed, murer, tømrer og maler i gang med at give tilbud, som vi skal sende til forsikringsselskabet, så de kan gå i gang med at behandle sagen. Der er altså et stykke vej endnu, inden vi kan sige, hvad der konkret kommer til at ske. Jeg tør ikke rigtigt gennemtænke alle konsekvenserne, men jeg har vovet mig så langt som til at tælle op, at ud af de 12 rum, som vores hus indeholder, vil de otte blive berørt og skal have enten gulve, vægge eller lofter brækket op. Pffffhh! Træt …
  • Jeg hørte om en gruppe kvinder, som har lavet en forening, hvor de blandt andet vil arbejde på, at de landmænd, de er gift med, kommer ud for færre arbejdsulykker, og helt generelt vil de gerne gøre opmærksom på alle de ting, der glæder dem ved landbruget, og publicere de gode historier. Jeg tænker bare, at en forening, der gerne vil tages seriøst, måske ikke skulle have kaldt sig De glade stiletter.
  • Nå, men jeg er Den glade hjemmesko, og jeg har opdaget, at jeg har glemt at se afsnittet af Broen fra sidste søndag, hvor jeg jo hang for vildt ud i den belgiske lufthavn. Det må jeg hellere få gjort.