Watergate – status pt

Da jeg kogte ris til aftensmad, hentede jeg ris og salt inde foran fjernsynet i stuen, hvor køkkenskufferne står.

Når jeg skal hjemmefra, tager jeg min frakke, som hænger på en bøjle i vindueskarmen i stuen, og mine sko står på en reol lige foran tørretumbleren i baggangen.

Under køkkenbordet, hvor krydderi- og melskufferne plejer at sidde, er der hul – helt ned i gulvet. Selve karosseriet til skufferne står på højkant i stuen, og ovenpå det hviler den skuffe, vi har stanniol, madpapir og plastikposer i. I den skuffe står i øvrigt også sukkerstrødåsen, som også er blevet helt forvirret i alt det kaos og har valgt en fremmed skuffe.

I entreen er der ikke andet end et hul i gulvet og en affugter, og derfor er overtøj og sko placeret lidt rundt omkring.

Men hey, lækken er stoppet! Der løber ikke længere 300 liter vand i døgnet ud i undergrunden, som der har gjort siden april. Eller – vi ved ikke, hvor længe vandet og vores penge er fosset ud under huset, men vi ved, at siden vi overtog huset, har vi brugt 90 kubikmeter vand mere end normalt for en husstand som vores. Og så er jeg bare ved simpel hovedregning nået frem til et gennemsnit på 300 liter i døgnet. Der kan være gået hul i rørene for færre måneder siden, og så har det daglige udslip selvfølgelig været større. 90.000 liter vand er meget. Især når man ikke rigtigt har brugt det til andet end at holde fundamentet fugtigt.

Men nu er hullet lappet. Hullerne. Der var faktisk tre huller, og det sidste viste sig som et springvand i entreen. Morten sendte mig statusvideoer, mens jeg var på arbejde og han var hjemme med vvs-manden. Efter hul nummer to var beskeden: “Tivoli Teglmarken meddeler: Nyt hul fundet. Nyt hul lappet. Trykprøve negativ.” – og jeg vidste ikke, om det sidste var godt eller skidt. Jeg mener– en positiv graviditetsprøve kan jo godt være noget negativt, og omvendt. Uden sammenligning, i øvrigt.

Men her var negativ ikke godt. Der var stadig en læk, og entregulvet blev hugget til mere pulver. Og så sprang fontænen – og blev lappet.

Og dét er godt!

Nu skal det tørre lidt, inden køkkenskabet sættes ind igen, så ris og mel og krydderier kan være lige ved hånden igen, og køkkenet kan ligne sig selv.

Entreen? Ja, det er en anden historie. Vi undgår ikke at skulle skifte alle husets rør ud. ALLE, blev der sagt. Og forestil jer lige, hvor omfattende en operation dét er! Derfor skal entregulvet ikke lappes, for det – og en hel del andet – skal alligevel snart brækkes op. Så nu dækker vi det bare af, og så er resten som nævnt en anden historie. Et andet forsikringsselskab. En anden finansiering. En anden fortælling om bøvl.

Den kommer der nok mere om.

Jeg vil bare for en stund hvile øjnene på de forsythiagrene, jeg hentede i kolonihaven i går. De springer nok snart ud og spreder forårsforhåbninger. Luftfugtigheden burde i hvert fald være høj nok.

Kend hende på knækket

De nye bukser der. Dem som det lykkedes mig at købe trods min aversion mod svedende at stå og prøve tøj i butikkers prøverum. En aversion der trods alt er mindre end min uvilje til at købe tøj online og have besvær med at sende upassende stykker tøj retur. SELV om det åbenbart bare er aldrende dinosaurer som mig, der har det sådan. Jeg har forstået, at det er så uforskammet enkelt og omkostningsfrit at købe tyve stykker tøj og returnere de nitten, at man nærmest skal skamme sig, hvis man ikke benytter sig af det. Og dermed slipper for at skumsvede i nødtørftigt tildækkede prøverum.

Men altså, dén del overlevede jeg så og kom hjem med en grå og en sort buks i noget stræææækmateriale.

Den grå variant kan jeg ikke sige noget om, men den sorte har jeg taget i brug. Og dét, der sker, er, at der foregår en form for forrykkelse i skridtsømmen, når jeg går. Ikke noget der kan mærkes som sådan, men noget der kan høres.

Flop. Gå. Flop. Gå. Flop. Gå. Flop. Gå. Flop …

Dét er faktisk ret irriterende. Det lyder, som om jeg går og prutter for hver andet skridt. Men det gør jeg altså ikke.

Faktisk ville jeg hellere have gummisneakers, der piber slubrende ved hvert skridt, som et par af mine kolleger har, så jeg tydeligt kan høre, hvem der kommer gående hen ad midtergangen på kontoret, selv om jeg sidder med ryggen til.

Måske tænker de også sådan om mig? Der kommer Birgitte, hun døjer vist tit med lidt luft i maven …?

Men hør engang, tag godt imod mig, jeg døjer kun med små smæld af uheldigt strækstof!

Åh, at være et æble

Jeg ryddede op i kamerarullen på min telefon. Eller … indebærer ’oprydning’ ikke en vis form for omstrukturering, som gør et eller andet lettere eller mere overskueligt? En systematisering af en slags?

Så var det ikke oprydning.

Forfra.

Jeg rullede igennem kamerarullen på min telefon. Der ligger mange sære billeder der. Også en hel del, som jeg ikke erindrer, hvorfor jeg har taget. Her er for eksempel en Samsung-telefon, der har klædt sig ud som en iPhone.

Vi ved ikke hvorfor. Android plejer ikke at ville være Apple. Slet ikke. Men denne her har været i fastelavnshumør den dag.

Hold da op!

Det var de første ord, jeg sagde, da jeg vågnede i morges og tjekkede, hvad klokken var. Hold da op! For det var ikke engang morgen længere. Uret viste 11.05! Vi kan stadig!

Vi var til jagtmiddag i går. Hele konsortiet med fruer til flerretters menu med gode vine og snakkesaligt samvær. Det var en god aften, og vi var først hjemme i seng henad tre. Så ved vi jo bare af erfaring, at efter sådan en aften vågner vi lige så tidligt, som vi plejer, enten fordi vi skal tisse eller bare fordi vi plejer. Selv om det netop kunne være dejligt at sove et par timer længere og nyde, at vi ikke har planer om udgående aktiviteter.

Jeg var da også vågen for at forrette ved halv otte-tiden, og jeg nåede da også at tænke øv.

Men det lykkedes åbenbart alligevel at sende systemet i slummer igen. Vi stod op halv TOLV og spiste noget, vi jo ikke rigtigt kunne kalde morgenmad. Siden har det bare været den hyggeligste dag med ild i brændeovnen og tullen rundt og vinter-OL og alt og ingenting.

Men 11.05! Det er alligevel imponerende.

Den tarvelige type

Kender I de mennesker, der forklæder lumpenhed som gode gerninger?

Det er dem, der siger med perlende stemme: “Nu har jeg taget sengetøjet af og lagt noget rent frem, så kan den af os, der går først i seng, lægge det på.” Velvidende, at det oftest er den anden, der rammer soveværelset først.

Jeg er den type.

Men mit lumpne trick virkede ikke, som det skulle.

Den anden blev sjovt nok ikke træt først den aften, og så gik det sådan, at sengen stadig var upåklædt, da vi halvsent og heltrætte kom op i soveværelset samtidig.

Jeg er en dårlig sniger.