Alle de, der er i sync med samtiden, HAR allerede udgivet et udførligt tilbageblik på deres 2017 og er forlængst i gang med at se frem på et 2018, som de forventer sig utroligt meget af.

Men jeg tænkte altså allerede på mit årets tilbageblik, da jeg gik på juleferie for et par uger siden, så på en måde var jeg langt foran. Så gik ferien, og jeg kom muligvis bagud, og måske er tidspunktet forpasset, og måske skulle jeg hellere se fremad med det samme.

Men ska’ vi ta’ den alligevel?

Det kan gøres kort. Mine vigtigste milepæle i 2017 var, at vi købte hus og byttede midtbyens larm og hurlumhej ud med højt til himlen og dobbelt carport i forstæderne. Vi ved nu, at solen står op i øst, og at nytårsaften giver toiletpapir i hækken og frække barberskumstegninger foran hoveddøren. Og jeg skiftede job – efter 32 år som grafiker sprang jeg ud som tekstforfatter på fuld tid, og efter tre år med 2.500 månedlige landevejskilometer er jeg tilbage i hjembyen med cykelafstand til arbejde. Men vejret har bare været så vådt i de sidste otte måneder, ikke også…?!

Hvad mere? Jeg har fået ny cykel og iPhone 6. Vi har holdt konfirmation og dyrket kolonihaven. Min mor flyttede på plejehjem og har snart været igennem en årscyklus i den nye gamleverden. Men dét er jo hendes 2017 mere end mit. Vi har holdt ferie i Norge og Tyskland, besøgt Sverige et par gange, haft gæster fra nær og fjern. Tiden er fløjet af sted, og jeg har ingen forventning om, at det kommer til at gå langsommere.

For eksempel er der allerede gået to dage af et nyt år. Har jeg så nytårsforsætter? Næh, det har jeg faktisk aldrig, men jeg mindes, at jeg nytårsaften sagde, jeg ville begynde at tygge min mad noget bedre. Det er jo til at overkomme, så det kan vi godt aftale, at jeg gør.

I marts havde jeg nogle forsætter for vores nye liv i rækkehuset. Over tid har vi fået banko på fire ud af seks. Det første er vi tilsyneladende ikke nået til endnu, og det sidste lever jeg fint foruden. Jeg tror, 2018 bliver et godt år. Vi har for eksempel allerede fået nye – i hvert fald for os – stole og ryddet huset helt op efter nytårsfesten.

Godt nytår!