Skindluehiking

Min jægersmand havde været på årets sidste jagt, og den slags giver en vis portion motion og i hvert fald så meget frisk luft, at han ikke var til sinds at klæde sig i vandremundering og skridte mere ud, da han kom hjem. Det havde jeg heller ikke regnet med, men selv var jeg tilpas fuld af skridt, der skulle gås, efter have tilbragt det meste af dagen med vasketøj, støvsugning, bollebagning, brændeindbæring og telefonsnak.

Så jeg tog vandrestøvlerne på fødderne og skindluen på hovedet og drog af sted. 7,7 km afternoon hike, sagde mit Endomondo-track bagefter, og det sagde den, fordi jeg havde indstillet aktiviteten til ’vandring’. Det var måske lidt overgjort, for Den Danske Ordbog definerer ’hike’ som ’vandretur som varer en dag eller et døgn, og som man tilbagelægger medbringende al nødvendig bagage, mad osv.’. Sådan var det ikke helt. Jeg gik trods alt kun 7,72 kilometer og var ude i en time og 40 minutter. Og jeg havde ikke mad med.

Her er jeg ikke kommet ret langt hjemmefra

Det her cirka 800 meter fra, hvor jeg bor. For trekvart år siden skiftede jeg job og holdt op med at køre den her vej. De har lavet en rundkørsel, mens jeg vendte ryggen til, opdagede jeg i dag. Men den er åbenbart stadig så ny, at de er nødt til at skilte med det.

Broen efter rundkørslen bærer en motortrafikvej, som man ikke bare sådan kan krydse til fods. Men jeg kender den hemmelige passage.

Og så kommer man ad en fin, øde skovvej mellem høje nåletræer.

Men man ved, at der færdes både mennesker og dyr, når nogen har villet have ulejlighed med at sætte en hochsitz op. Men de var der ikke i dag.

Der er både pænt og vådt omkring Viborg.

Til sidst var der også blevet pænt mørkt, og så fortjente jeg også at komme hjem til brændeovn og sofa.

Da havde skindluen også gjort det godt.

En slags femårsdag

“New Kid on the Blog”…! For fem år siden spillede jeg ord med navnet på et amerikansk boyband fra slutfirserne-starthalvfemserne og fandt det første mod til at servere mig selv for eventuelle læsere gennem Facebook.

Der var ikke nogen særlig anledning til at breake lige den dag midt i januar. Det var ikke engang hverken det første eller det andet indlæg, jeg skrev, og ikke om noget særligt. Det var det her, og det handlede om at løbe og lytte. Det første gjorde jeg jævnligt dengang, det sidste var nyt. Det sidste gør jeg stadig, det første er mere eller mindre taget af programmet til fordel for andre beskæftigelser. Sådan er tilværelsen så dynamisk.

Men bloggen består, stadig med sit oprindelige navn trods flere adresseændringer siden starten. Faktisk bor Grevinden nu sin tredje fysiske adresse. Og så passer det hele jo.

En slags tillykke til mig!

PAS nu på

Jeg har lige sagt farvel til yngsten og hans kæreste, som tager på forlænget weekend i London i morgen. Siden de nu ikke er sammen med os i aften, har jeg opbrugt mulighederne for at kaste moderlige kommentarer efter dem med Husk nu, Hvornår, Hvordan, Hvad, Har I tænkt på … find selv på flere. Det var nok klogt gjort af dem ikke at være her. Jeg kunne nemt være kommet til at gentage mig selv.

Men det er jo bare, fordi vi véd alt det, de ikke har tænkt på. Alt det, vores forældre aldrig formanede os om, fordi de ikke kendte verden og slet ikke vidste alt det, vi selv gjorde vores erfaringer om.

Men VI ved det!

Jeg har prøvet at komme i tanker om, hvornår jeg selv var på egen hånd første gang. Det kan jeg ikke. Så her er bare mit første pas. Med hessianomslag og udstedt i 1974. Tænk, at jeg alligevel var 15 år, før jeg havde brug for et pas, og det var altså ikke, fordi jeg tidligere har været skrevet i mine forældres. De havde ikke pas.

Jeg må have fået det til en lejrskoletur til Sønderjylland i 2. real, hvor vi sikkert har skullet over grænsen. Men der var jeg jo ikke engang på egen hånd. I virkeligheden har jeg nok ikke rejst selv før interrail med to veninder efter gymnasiet, og det var på mit næste pas.

Yngsten har haft eget pas, siden han var 8. Nu rejser han på sit tredje, og selvfølgelig går det godt, og selvfølgelig får de en kanontur.

Som man altid gør, når man rejser på egen hånd uden sin mors evindelige formaningsdrys.

Sådan undgår du tømmermænd

Det er enkelt: Hold det enkelt.

Ok, indrømmet, overskriften bevæger sig i omegnen af click-bait. Men selve konklusionen er der altså ikke noget i vejen med.

I weekenden har jeg haft besøg af to veninder og tidligere kolleger, og når vi er sammen, plejer det at være både højrøstet og med rigeligt alkoholindtag. Lad os bare være ærlige og sige, at vi ofte har groet nogle velvoksne tømmermænd i hinandens selskab.

Og det var såmænd ikke, fordi vi denne gang drak ret meget mindre, end vi plejer, vi holdt os bare udelukkende til bobler. Champagne/Asti/Crémant/Spumante fra vi mødtes midt på eftermiddagen, til vi gik i seng på den anden side af midnat, også til oksemørbraden. Vi nåede aldrig til al den hvidvin og de øl, vi også havde klar, ganske enkelt fordi vi havde bobler nok.

Og det var åbenbart den helt rigtige formel. I hvert fald vågnede vi alle tre søndag morgen og var helt friske uden antydning af hovedpine eller andre former for tømmermænd.

Tænk engang. At dét skulle komme fra mig!

Men altså: Keep it simple, stick to champagne og slip for tømmermænd. Det vil JEG til.

Udpluk #17

  • Leden ved at opdage, at en hårsæk på hagen har taget sig uopdagede friheder og groet et tolv millimeter langt sort skæghår – Hvor længe har dét siddet der?! Blandet med en hemmelig fryd over stadig at kunne gro et hår, der er sort.
  • Synes hele tiden der er grus i mine sko. Kommer det måske ud af mine fødder?
  • Vandrekasket!! Findes det? Jeg skal have en.
  • ’Et usandtroligt uhav af forlemper’. Fik en veninde engang sagt.
  • En kollega annoncerede sit kommende faderskab. Jeg har ét råd til nybagte forældre: Lad være med at skændes om, hvem der sover mindst. Sov i stedet!
  • Et bonusråd: Der. Er. Ingen. Grund. Til. At TO mennesker er vågne om natten!
  • Så har jeg ikke flere aktuelle råd. Min yngste fylder snart 21. Min viden om spædbarnspleje er gået af mode.