4. december 2017 | den store bunke |
I et blødt sving på landevejen mellem Morud og Søndersø ligger en ejendom med en karakteristisk kvist, og jeg har ingen anelse om, hvem der bor i huset. Men da jeg var barn, boede min rige familie der.
Bag huset ligger Farstrup Furniture, som dengang hed Farstrup Savværk, og det blev grundlagt i 1910 af min mormors søster Marie og hendes mand Theodor. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg kan huske Theodor, som døde, da jeg var knapt 4 år, men Moster i Farstrup er et fyrtårn i min erindring.
Min mormor og hendes søskende med ægtefæller spillede kort hver tirsdag eftermiddag, mændene spillede l’hombre, og konerne spillede et kortspil, der hedder brus, og som vi sikkert er meget få mennesker tilbage i verden, der kan. Jeg lærte det som helt lille, og sommetider blev jeg tilkaldt, hvis damerne manglede en fjerdemand. Jeg elskede det, og Moster var den af mormors søskende, jeg bedst kunne lide. Hun var rap i replikken, klog, velhavende og eventyrlig, rejste til eksotiske steder, der hed De Kanariske Øer, fortalte sjove historier og var på alle måder et fascinerende menneske med tanke for andre. Hun blev altid kaldt Moster i Farstrup – fordi hun var min mors moster og boede i Farstrup. Hun tog endda titlen så meget til sig, at hun på sine gamle dage pyntede den lidt op, når hun skrev postkort og fødselsdagkort til mig. Hun indledte dem altid med ’Kære lille Bergitte’ (sådan udtaler gamle mennesker på Fyn mit navn) og afsluttede dem med ’Kærlig hilsen Mosther’ med et kækt h føjet ind.
Alt det når jeg at tænke på, hver gang jeg passerer huset og fabrikken.
3. december 2017 | den store bunke |
Ja, for det er lige sent nok at give gode råd til den første adventssøndag. Og det er ikke fordi jeg har holdt kortene tæt og smølet med at give tippet her videre, for jeg har først lavet vores adventskrans i dag. Udelukkende fordi det først var i dag, det lykkedes mig at købe dekorationsler. Jeg har vidst i flere dage, hvordan jeg ville skrue adventsdekorationen sammen, men jeg har BARE ikke kunnet finde en butik, der solgte ler. LER!
Jeg har forsøgt. Ihærdigt. I forgårs var jeg i tre supermarkeder i Viborg, og i går var jeg i fire dagligvarebutikker i en by på Nordfyn. Alle steder havde de alt muligt andet, – gran, lav, kogler, lys, bånd, oasis, men ikke noget ler. Jeg var faktisk ved at tro, der var udstedt en fatwa mod dekorationsler, at det pludselig var blevet fyldt med forbudte tungmetaller og sundhedsskadelige mikrober, og jeg var den eneste, der ikke vidste det.
Men i Plantorama i dag havde de ler. Til 6,95 for en standardrulle. Og SÅ kunne jeg gøre adventskrans efter inspiration fra et nyhedsbrev fra Politiken. Og måske er du sådan en, der HAR ler, men ikke ved, hvad du skal bruge det til, og i øvrigt har glemt alt om advent. Men så kan du stadig nå at gøre sådan her:
Du skal fore din randform med husholdningsfilm (fordi den skal kunne holde vand) og lægge fire lerkugler ned i den. Dem planter du lysene i, og ind imellem sætter du fire potter minijulestjerner. Til sidst vikler du ståltråd om noget sløjfeformet bånd og stikker det fast i leret foran hvert lys. Så venter du til på søndag, hvor du tænder to lys. Husk at vande julestjernerne af og til. Jeg ved godt, at julestjerner er overraskende svære at slå ihjel, men det skal da nok lige passe, at det lykkes netop når man har brug for, at de er i live. Så vand!
Jeg har også brugt søndagen på at bage småkager, mens jægersmanden slagtede rådyr. Vinterforråd på forskellige planer. Der er lakridssmåkager og fedtebrød i dåserne, og de smager godt. Den ene opskrift er revet ud af et blad, den anden er Frøken Jensens.
Så var der ikke flere juletips i dag.
2. december 2017 | den store bunke |
De gik godt. De var endda også hyggelige, de små fire timers julefest på plejehjemmet i eftermiddag.
Vi var vel omkring halvtreds, og mor og jeg havde overhovedet ikke behøvet at komme i så god tid for at få nogle ordentlige pladser, for der var lavet bordplan. Men så udnyttede vi tiden til en rundvisning, blandt andet i Sårklinikken, hvor jeg fik udpeget de undersøgelsesrum, min mor har fået behandling i, og Træningscenteret, hvor hun har gået og gået og gået, da hun genoptrænede efter et lårbensbrud for nogle år siden. Og så var det tid at vende tilbage til Caféen.
De gamle udgjorde en tredjedel af de forsamlede, og resten var fordelt på personale og gråhårede børn ligesom mig. Musikken var placeret i hjørnet, Carl på harmonika og Henning på elguitar, og til at styre de mange, mange sange og salmer, vi sang fra Det Store Sanghæfte, blev hver gang den samme udpeget – “Synger du for, Carl Martin?!”
Det var faktisk meget godt at få trænet julesangstemmen lidt inden juleaften. Jeg sad og kom i tanker om, hvor dirrende og anstrengt min stemme plejer at være, når vi når til den sidste og meget hurtige sang rundt om træet. I år kræver familietraditionen, at vi synger 13 sange – en for hvert hjerte i den kærlige krans – så det er bare med at have luft nok i sangstemmen.
Ind i mellem alt det syngeri blev der serveret ribbensteg med det hele og risalamande med det hele. Nogle skulle nødes, og nogle skulle endelig ikke have skålene stående foran sig, “for så ta’r han selv!!”, og jeg kunne se på den pågældendes omfang, at han har haft alt for let adgang til skålene tidligere i sit liv.
Et par stykker sad og fik en lille lur undervejs og havde nok ikke så meget ud af festlighederne, andre nød at få snakket med de omkringsiddende, og generelt var der god stemning. Min mor er den snakkende type og havde snart en samtale i gang med Åses dreng (på omkring halvtreds), der sad ved siden af, om heste og ridestævner på Vilhelmsborg. Ikke at hun nogensinde har interesseret sig for heste, men det gjorde min far, og så ved man jo et og andet, der kan holde en samtale i gang. Det var i hvert fald rart at se.
Henne omkring kaffen og småkagerne trængte flere af beboerne til at komme hjem og stirre huller i luften, og kørestolene begyndte lige så stille at trille af sted med gråhårede børn omkring. Og da ingen kunne drikke mere kaffe, og ingen måtte få mere Baileys, spillede Carl og Henning Nissernes vagtparade, og vi sluttede af med at synge Dejlig er den himmelblå (med det sidste både skrevet i ét ord i Det Store Sanghæfte og udtalt i ét ord, da sangen blev valgt!), og så brød alle op.
Vi evaluerede kort hjemme hos mor, inden jeg kørte hjem, og var enige om, at det var en god eftermiddag,
