Lysets historik

Jeg er ikke typen, der smider væk. Dette dekorationslys har jeg flyttet med mig i over ti år. Det kan jeg regne ud ved at genkalde mig forskellige steder i forskellige boliger, hvor jeg har haft det liggende. I kælderen i Slesvigsgade, i pulterkammeret i Sct. Mathias Gade, i det sorte skab i Vestergade. Til sidst havnede det i det røde skab i Teglmarken.

I gode venner, der gang på gang har hjulpet mig med at flytte – og uendeligt mange tak for dét! – véd hermed også, hvad der for eksempel har været i mine mere end firs flyttekasser, som I har bakset med. Det røde lys har I flyttet for mig tre gange. Det har det overlevet, for lyset vinder altid, og det gode er, at I ikke skal bære på det mere. Vi skal nemlig ikke flytte foreløbig, og lyset fra fortiden ender sin rejse nu.

Det står nemlig i en juledekoration sammen med en plade mos, jeg gravede op fra skovbunden med mine behandskede næver på turen til Vedsø i går og bar hjem i én hånd, så min arm til sidst var helt forkrampet. I halvmørket nappede jeg også en fyrredusk, en barket pind, en grankvist og noget der stikker, og sammen med et par dimserier fra den store kasse med julepynt gør naturen sig helt godt på julescenen, synes jeg.

Nu må vi se, hvor længe det holder, inden det visner. Naturen har det jo bedst ude i naturen.

Til gengæld er der kun få dage, til lyset – altså det store udendørs – vender og begynder at vende tilbage.

11.821 skridt mod Utah

Landet ligger sådan, at om cirka fem måneder putter vi vandrestøvlerne i rygsækkene, og når vi tager dem op og snører dem fast på fødderne, er vi i Utah.

Jeg ved ikke rigtigt, hvilken udtale jeg skal lægge mig fast på. Når jeg udtaler det Jutaarhh, kigger folk spørgende på mig, og når jeg prøver at sige det på en mere dansk måde, ser de på mig med et blik, der siger “Hvem Jutta?”

Men Utah. Det vestlige USA. Mormoner. Der hvor Donny Osmond kommer fra – hvis man er så gammel, at man kan huske ham. Nationalparkerne Canyonlands og Grand Staircase Escalante.

Det er netop i disse to nationalparker, vi skal vandre. Tre dage i den ene og tre dage i den anden, og der er rasende pænt begge steder. Se bare.

Det vil være rigtig godt at få trænet. At få gået. At få nogle kilometer i fødderne. Både fordi det vil komme os til gode, når vi går i gang derovre, og fordi det jo helt generelt er godt at røre sig. Vi er ikke fantastisk gode til at få det gjort.

Men i dag var en flot dag, og i dag gik vi otte kilometer.

Det er ganske vist ikke amerikanske kløfter og taffelbjerge, men få kilometer fra hvor vi bor ligger et meget smukt dansk istidslandskab med søer og bakker, og der gik vi ud.

Så er vi i gang.

Husets vin er den vin, man har

“Er løbet tør for rødvin og må drikke tør hvidvin”, skrev jeg på Facebook for nogle år siden. Det var dengang jeg opdaterede noget oftere, end jeg gør nu, og det her var så en status, der ikke handlede om at løbe. Det gjorde mange af dem ellers, kan jeg se nu bagefter, og jeg kan også godt se, at jeg på den måde egentlig har været ret irriterende at følge. Og betragtet fra den vinkel er det vel ret fint, at jeg ikke får løbet så meget.

Men det var nu slet ikke derhen, jeg ville. Sagen er, at jeg er nået til den samme erkendelse som den aften i 2013 eller hvornår det nu var. Jeg kiggede lige i vinskabet, og jeg synes altså, at rødvinsbeholdningen er noget pauver. Tænk, jeg mente, vi havde så meget, men det hænger måske sammen med alle de tomme vinflasker, jeg kastede i flaskecontaineren tidligere i dag.

Så må jeg jo nøjes med tør hvidvin.

Og sagt mellem os er det slet ikke noget kors.

To om dagen

Det her handler ikke om, hvor meget fisk eller frugt man bør spise, eller om hvor mange gange om dagen man lyver. Overskriften er bare valgt, fordi det var det antal billeder, jeg i gennemsnit tog i en virkelig dejlig og hyggelig weekend. Spørgsmålet er nu, om den weekend overhovedet fandt sted, når den nu ikke blev gennemdokumenteret. Eller om jeg bare havde tilstrækkelig travlt med at være til stede i virkeligheden.

Her er, hvad der blev pixelbåret.

Det fine, fine Nytorv i Viborg, som er gået all in på julemarked – og gør det fortryllende godt.

På Nytorv ligger den ganske nyåbnede restaurant Kehlet, som gør det i italiensk – og gør det guddommeligt godt.

Sneen dryssede og skabte eventyr lige uden for vinduerne

Søndagsspadsereturen gav røde kinder og varm chokolade – sødmefuldt, lækkert og godt.

I dag er det sådan her – varmt og godt.

Resten kan ikke bevises.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , - Skriv en kommentar.

Ønsker eller bestillinger? Utopi eller realisme? Fred eller tasker?

Hold da op, hvor kom jeg lige til at føle mig tingsfikseret og kommercielt orienteret!

Jeg scrollede igennem mit Facebookfeed og stoppede op ved en af de mange adventskonkurrencer, som de digitale medier er fulde af i øjeblikket. Det var fra en guldsmed, der udloddede et smukt smykke, og man kunne få et lod, hvis man likede guldsmedens side og det aktuelle opslag samt skrev sit største juleønske i kommentarfeltet.

Jeg overvejede, hvilken ting på min ønskeseddel, jeg ville blive allergladest for at få, og mon ikke det var den taske, jeg sådan trænger til, fordi alting skaller af og går i stykker på den, jeg slæber af sted med hver eneste dag. Jo, en ny taske, bestemte jeg mig for, og så begyndte jeg at udtænke en kæk formulering om det til kommentarfeltet ved guldsmedens opslag. Imens ville jeg lige kigge de øvrige kommentarer igennem.

Og tænk, så havde de ALLE SAMMEN skrevet ’fred på jorden’, ’en skøn juleaften’, ’at børnene får en dejlig jul’, ’lykke’, ’en hyggelig jul’ og meget mere fra samme hylde. Ikke en eneste havde skrevet, hvad de virkelig ønskede sig.

Tænk, det havde jeg slet ikke tænkt på. Jeg var så naiv, at jeg bare troede, guldsmeden ville have et ærligt svar, samtidig med at de får nogle navne, de kan trække lod imellem. Men hvad forstår jeg mig på dét?

Jeg deltager ikke i konkurrencen nu. Jeg vil ikke være den eneste, der offentligt ønsker mig en taske frem for fred på jorden.