21. november 2017 | den store bunke |
Vi har været der. Vi har gjort vores borgerpligt og tjent demokratiet med hver to krydser, der trængte sig på.
Der er noget helt, helt særligt over sådan en valgdag. Man har talt en del om, hvorfor vi ikke stemmer digitalt. Tillid til valgresultatet og stemmehemmelighed er et par af grundene til, at vi ikke kommer til det de næste mange år. Læs mere om det her. Og så er jeg også sikker på, at dét at rejse sig og fysisk drage ud og sætte sit kryds med en rigtig blyant på et stykke papir udløser langt flere endorfiner og en større tilfredshed end at sidde hjemme og swipe kandidater til højre eller venstre på en skærm.
Vi tog af sted sidst på eftermiddagen for at plante den 20-åriges første kommunal- og regionsvalgskrydser og de to midaldrendes for-hvem-ved-hvilken-gangs ditto. Hallen var stuvende fuld, og demokratiet fik hele armen. Vores valgsted i Viborg er Danmarks største, hvor 23.748 cpr-numre har fået tilsendt valgkort. Der var 16 valgborde, og vælgerkøerne snoede sig ind mellem hinanden som et analogt Snake-spil. Jeg er stolt over at være en del af det.
Vi har hver især stemt efter bedste overbevisning, og det viste sig på vejen hjem, at vi alle tre var enige om den samme kandidat på den ene stemmeseddel og helt uenige i den anden afstemning. Selve billedet på Demokratiet i én Toyota Aygo!
Inde på rådhuset myldrer det netop nu med mediefolk, for en kendis blandt kandidaterne kaster ekstra spænding og rampelys på valgresultatet. Der er åben valgcafe, og DR1 sender direkte derindefra den halve eller hele nat, mens stemmerne tælles op og aftalerne indgås. Vi ved, der arbejdes hårdt derinde, både foran og bag kameraerne.
Regionshuset ligger nogle få hundrede meter derfra, og her er der også koncentreret optælling og travlhed hele natten. Bent Hansen-æraen er slut, og vi har valgt den nye chef. De skal bare lige tælle stemmerne, før vi ved, hvem det er.
Aftenen har den helt rigtige valgatmosfære, og snart begynder formen af de næste fire år at tegne sig.
15. november 2017 | den store bunke |
Det er, som om Mofibo er kommet lidt mere op … på hesten, var det nærliggende at skrive, men jeg mente nu i omdrejninger. Her på det seneste har jeg lagt mærke til, at de nye bøger er hurtigere tilgængelige som lydbog. Tidligere skulle vi vente i ret lang tid efter udgivelsen af papirudgaven, før man havde fået indlæst og lagt op. Det går langt hurtigere nu. I øjeblikket lytter jeg til Sissel-Jo Gazans Blækhat, som er forholdsvis ny, og før den var jeg igennem Michael Katz Krefelds Pagten, som jeg kunne downloade allerede dagen efter udgivelsen. Jeg kunne måske have gjort det allerede på selve dagen, men da var jeg endnu ikke helt færdig med Bjørneby af Fredrik Backman. Den blev i øvrigt udgivet i starten af oktober.
Jeg kunne godt remse flere titler op på nyudkomne bøger, jeg allerede har læst, men jeg vil hellere fortælle, hvad jeg har i vente. Jeg har en åben note på telefonen, hvor jeg løbende skriver forfatter og titel, når jeg støder på omtaler, snuser rundt i boghandeler og bliver anbefalet bøger af andre. Nogle af dem har jeg næsten opgivet at se på Mofibo, andre strømmer ind. Nogle kan jeg ikke huske, hvorfor jeg noterede, andre glæder jeg mig virkelig til at komme i gang med. Listen er skrevet i den rækkefølge, jeg blev opmærksom på titlerne, og helt uden prioriteringer.
Her er læsehestens liste:
Ove Dahl: Drabschefen
Hustvedt: Sommeren uden mænd
Riebnitzsky: Orkansæsonen og stilheden
Lucinda Stilet: De syv søstre
Jussi Adler-Olsen: Alfabethuset
Pauliina Rauhala: Himmelsang
Paul Auster: 4321
Albertine Sarrazin: Astragal
Michel Houellebecq: Underkastelse
David Lagercrantz: Manden der søgte sin egen skygge
Jonathan Franzen: Purity
Maria Gerhard: Der bor Hollywoodstjerner på vejen
Steffen Jacobsen: Da blev jeg døden
Elsebeth Egholm: Jeg finder dig altid
Dan Brown: Oprindelse
Colson Whitehead: Den underjordiske jernbane
A.J. Kazinski: Miraklernes nat
Anne B Ragde: Liebhaverne
Hanne-Vibeke Holst: Som pesten
Lotte og Søren Hammer: To små piger
Om der ellers sker noget i mit liv? Ja, i morgen skal jeg i biografen, og i maj skal jeg til Utah.
13. november 2017 | Hørt og set i forbifarten |
Der stod kardemommekapsler på min indkøbsseddel. Det skal bruges til noget rødbedechutney med peberrod – en opskrift, Morten havde ledt efter i et stykke tid og fandt forleden, da han tog et ryk med noget oprydning.
Jeg har aldrig købt kardemommekapsler før og vidste hverken, hvordan de ser ud, eller hvor de købes. Udseendet beskrev Morten efter hukommelsen som en slankere udgave af bog. Fra bøgetræer, I ved. Det andet gav internettet svar på: Hele kardemommekapsler kan købes hos etniske købmænd og asiatiske supermarkeder, og sådan et sted har vi i Viborg.
De har alt muligt derinde. Mængder af alskens krydderier i små og store glas og breve, posevis af farvestrålende ris og kerner, bønner og linser, lige fra små poser til store sække. Dåser med alt muligt. Bag disken sidder indehaveren i sin blå kittel og overskuer det hele og tager mod betaling og ordner verdenssituationen med kunderne. Eller lokalsituationen – jeg er ikke helt sikker.
Jeg koncentrerede mig om de mange krydderihylder. Der var flere udgaver af hel kardemomme, men ikke noget med kapsler, og ikke noget der lignede smalle bog. Til sidst tog jeg et brev med hen til disken.
– Er det det her, man kalder kardemommekapsler?
– Ja.
– Okay, så skal jeg have det her.
– Hundrede kroner.
Hundr… ?? Jeg syntes, det var dyrt, men hvad ved jeg om kardemomme. Måske er det sjældent guld ligesom safran. Jeg holdt masken og begyndte at trække dankortet frem i stedet for de mønter, jeg havde tænkt var nok.
Begyndende glimt i sorte øjne.
– Det koster 15 kroner, men du betaler hundrede kroner i dag.
– … Hvorfor?!?
Latter i sorte øjne.
– Det er for sjov. 15 kroner!
Latter i blå øjne også.
– Men synes du ikke, jeg var god til at tage det med stenansigt? Jeg ved jo tydeligvis ikke noget om kardemomme.
Det syntes han.
Man bli’r så glad af sådan en lille episode. Det var aldrig sket i Føtex.
11. november 2017 | den store bunke |
Det der Singles Day, hvis ankomst hertil først blev varslet i forgårs – det var i hvert fald første gang, jeg hørte om det – er åbenbart det helt store i Kina. Den falder i dag, 11. november, og er en slags Valentinsdag for singler, hvor man i stedet kan date ting på udsalg. Det får angiveligt Black Friday til at ligne en grøntsagsbod ved vejkanten, og jeg hørte i radioen, at der allerede er omsat for seks milliarder i Kina i dag. Jeg ved ikke, om det er kroner eller dollars, men seks milliarder er temmelig meget i alle valutaer.
Går glip af ting i dag. Workshop og fest for frivilligkorpset på Paletten. Men er ufrivilligt syg.
Der er også Bogforum. Der kunne jeg også være. Men fordi syg.
Faktisk gør de også Domkirken lysflot i aften med noget, der hedder Himlen over Viborg. Men ditto.
Både Morten og jeg har meldt fra til de arrangementer, vi havde på programmet i dag. Så megen ynkelighed under ét tag.
Jeg ville ønske, det var muligt at lytte til Michael Katz Krefelds Pagten (som jeg er i gang med) samtidig med, at jeg læste Ildefonzo Falcones’ Jordens Arvinger i analog papirbog (som jeg ikke er startet på) og så DRKs Vild med Bøger-programmer (som jeg ikke har fået set endnu) på iPaden. Det kan jeg ikke, og siden jeg ikke har kunnet tage et valg, bladrer jeg bare i vores store bog om Miniatur Wunderland i Hamborg og spiller Candy Crush, når jeg får tildelt et nyt liv.
Satte gang i Wordfeud-appen og har vundet to spil. Hjernen virker.
Har talt varmekilderne op. Otte optændingspinde og syv store stykker brænde i brændekassen. Vi behøver ikke rejse udenfor til brændestablen i aften.
I Miniatur Wunderland Hamburg varer et døgn 15 minutter. På det kvarter skifter alle de tusindvis af LED-lamper til natbelysning og tilbage til dag igen. Det vil sige, at jeg i miniatyretid var derinde i fire uger, da jeg besøgte stedet i sommerferien. Ret lang sommerferie, alligevel.
Så var der ikke flere tanker.
10. november 2017 | den store bunke |
I dagens løb sendte jeg Morten en mail med ordlyden: “I aften vil jeg gerne have nippemad og vin og brændeovn”.
Jeg har fået begge dele, og vi er begge sunket sammen i sofaen og har det præcis som Apples pauseikon, der kører på skærmen, når systemet tænker grundigt over en ordre – når det for eksempel har fået besked på at åbne et program eller gemme noget og ikke ved, hvor det skal starte. I gamle dage var det et timeglas, der senere blev opgraderet til en farvestrålende badeboldlignende cirkel, der kører rundt og rundt. Windows’ pendant var tidligere en blå ring som en vaniljekrans, der drejer rundt i uendeligheden, nu er det en urskive, der langsomt fyldes ud, har jeg ladet mig fortælle.
Det hele fortæller bare, at der faktisk ikke rigtigt foregår noget i motorrummet.
Morten har skrantet i en uges tid, og jeg er lige startet og for nedadgående. Vi har det sådan her: ondt i musklerne, ondt i halsen, dækket af en dyne af træthed, den ene hoster, og den anden er begyndende fugtig i næsen. Det er faktisk ikke muntert.
Inden længe får vi nok en besked om, at systemet ikke længere svarer.
