Så er den gal igen: Punkterne har hobet sig op på Huske at-noten på min telefon. Måske var det bare at starte fra den ene ende og fortsætte til den anden ende og ganske enkelt få tingene gjort. Men sådan fungerer det ikke helt. Punkterne er ikke listet i en prioriteret rækkefølge, men mere i en … sådan … vilkårlig orden, så kronologien i det skal jeg også tage stilling til.

Tage georginer med hjem – Jeg gravede dem dygtigt og helt efter bogen op i kolonihaven, inden der kom frost, men de ligger stadig i huset deroppe, og jeg bør altså snarest svinge ind omkring og tage dem med hjem til vinteropbevaring et frostsikret sted. Snarest, blev der sagt!

Gøre kalenderlys – DET HAR JEG FAKTISK GJORT!

Gøre adventskrans – Den skal bruges nu på søndag, men skal adventslysene indgå i noget overdådigt eller stå rene og minimalistiske i år? Jeg ved det ikke endnu … Men det er også først på søndag.

Flytte reoler – Av, den var værre! Tre sektioner ABC-reoler i værkstedet skal flyttes en skabsfrysers bredde til venstre for at få plads til – ja, godt gættet – en skabsfryser. Men først skal der findes et andet sted til nogle kæmpestore MDF-plader. Og inden reolen kan flyttes, skal den også lige tømmes – og bagefter fyldes igen. Der står ikke noget om på min liste, hvornår det hele skal gøres. Men måske inden vi fylder fryseren, der nu står midt på gulvet, for meget op med noget dådyrkød, der skal hentes hos slagteren … i morgen?

Skrive ønskeseddel – Jaaerhh, det siger sig selv.

Skrue i solbriller – Mine gamle RayBans, som jeg fik i fødselsdagsgave, da jeg blev 40, har tabt den ene stang igen, og jeg kunne få sat en lille skrue i hos en optiker. Jeg skal bare huske det. Hmm. Det er 18 år siden jeg fyldte 40, så måske skulle de solbriller bare ryge ud nu? Nej. Bare nej.

Lakridsspecier – Vi bagte dem for nogle år siden, og de var ret gode, så jeg vil finde opskriften frem igen. Jeg har set den fornylig, en udrevet side fra et blad, som jeg har foldet sammen og lagt ind i en bog. Men hvilken?

Beskrive bord – Jeg har en idé, som nogen måske kan gribe og udvikle videre på, så det funktionelle møbel, jeg har i tankerne, også bliver flot. Jeg skal bare lige formulere en beskrivelse, jeg kan give videre.

Sortere strømpebukser – Få det nu bare gjort! Og smid alle de hullede ud straks!

Nå, jeg tror, jeg vil starte med at lede efter den småkageopskrift. Det virker vigtigst.