Norsk kostumetorden

Nå. Så var der udklædningsfest i det norske Finansdepartement i weekenden. Man kunne vælge at klæde sig ud inden for temaerne superhelte, fantasy og det vilde vesten, og nu er der en finansminister, der er er kommet i vild modvind. Hun mødte ellers glad op til efterårsfesten i sit flotte indianerkostume. Så glad, at hun lod sig fotografere på hovedtrappen i departementet og lagde billedet på Instagram.

Og SÅ gik krænkelseshysteriet amok, og folk tordnede om respektløshed over for minoriteter og urfolk, der har været undertrykt og forfulgt.

Stop nu. Det var en ufarlig kostumefest. Og hvad MÅ man egentlig klæde sig ud som?

Selv har jeg ikke lavet andet gennem tiden end at klæde mine børn ud i krænkende kostumer fra forfulgte kulturer. Min datter har også været indianerpige til fastelavn. Jeg syede endda selv kjolen og stak fjer i håret på hende. Hun har også været heks, og tænk lige på, hvordan de er blevet forfulgt. Alle mine børn har været mus, og dem sætter man fælder for og hader. Selv klædte jeg mig ud som jæger engang, fordi det var nemt at låne tøjet, og jeg er også gået til kostumefest i landmandstøj af samme grund, og begge er meget udskældte grupper. Mit alletiders bedste karnevalskostume er en hjemmelavet pose lakridskonfekt. Fuld af usunde e-numre og unaturlige tilsætningsstoffer. Tænk at jeg kunne finde på det. Og en af mine venner var klædt ud som afrikansk udvekslingsstudent – indsmurt i sort skosværte og med en tre kilo tung tyrkisk lysekrone på hovedet hele aftenen. Det eneste, vi følte os krænkede over, var, at han smittede af hele tiden.

Jeg er glad for at læse, at der også er nogen, der støtter den norske finansminister, som for eksempel den tidligere fodboldspiller, der på Twitter skrev: “Jeg vil gerne beklage, at jeg bad folk klæde sig ud til min 50-års fødselsdag. Det var ikke meningen at fornærme dem, der havde deres storhedstid i 80’erne”

Mine forældres liv fortsatte, da jeg flyttede hjemmefra

Jeg havde en telefonsamtale med min mor om new zealandsk spinat. Jeg sad i kolonihaven og nippede bladene af en trillebørfuld spinatplanter, jeg havde trukket op af jorden. Efterårspilleriet, hvor jeg hvert år sidder i dagevis og spørger mig selv, hvor klogt det lige var at så så meget spinat i foråret. To en halv række virker som temmelig meget, når det skal høstes, og så føler jeg mig ikke særligt begavet. Det er i hvert fald ikke lønsomt, hvis man gør det op i tid og penge. Men glæden ved hele vinteren at kunne tage spinat ud af fryseren til hvilke som helst retter opvejer alt besværet. Messer jeg for mig selv, mens jeg sidder i yndlingshjørnet i haven og har fat i hvert e-ne-ste spinatblad, med kaffe i kruset og lydbog i ørerne.

Eller med mor i ørerne, mens vi vender dagens store og små tildragelser. Og så faldt snakken altså på spinaten. Mor spurgte, hvilken slags jeg har, og jeg fortalte, at det er new zealandsk spinat, fordi den slags ikke går i stok, men bare fortsætter med at sætte nye blade gennem hele vækstsæsonen, og derfor kan jeg bare lade det stå og høste det hele på én gang. ”Ja, det var også dét, jeg havde”, sagde hun.

Hvad?

Jeg kan ikke huske, vi dyrkede spinat i urtehaven, da jeg boede hjemme. Grønkål, ja. Spinat, nej. “Måske var det noget, jeg startede på senere”, mente mor.

Så de havde faktisk et liv, efter at jeg flyttede hjemmefra? Jeg ved ikke alt om dem, så? Der skete ting i deres liv, også ind imellem mine besøg? De tog for eksempel nye beslutninger? Såsom at begynde på at dyrke spinat. Det er ikke mig, der har opfundet det?

Det er en meget sær erkendelse. Jeg burde have vidst det. Jeg er 58, min mor er 91. Det er længe siden, jeg flyttede hjemmefra. Men jeg føler mig sådan lidt … narret. Hun kunne godt have fortalt mig, at hun dyrkede spinat.

En musisk erkendelse

Søndag formiddag. Sen og langsom morgenmad. Musikquizzen med Kenneth K på P3.

Den 14-årige popnørd behøver kun få stumper af eller stikord til tidens toner og kunstnere og slynger prompte svar ud. Kompetente og i langt de fleste tilfælde rigtige svar, vel at mærke.

Far til 14-årig musiknørd: “Jeg føler mig ÆLDgammel!”.

Mig – som er lidt ældre og har ældre børn – og har gjort tilsvarende erkendelse for år tilbage: “Lad være med det. Vær stolt af dit barns kunnen i stedet!”.

Jeg havde ellers forsvoret, at jeg ville blive et gammelt musikfjols. Det gjorde jeg den jul, jeg var 14, og min mor ville have mig til at hjælpe med forberedelserne til familiekomsammen juledag om aftenen ­– ligesom hvert eneste år. Men det havde jeg dårligt tid til, for om eftermiddagen var der en times musikprogram i fjernsynet, hvor blandt andre Gasolin skulle optræde, og dem skulle jeg BARE se! Imellem borddækning, opvarmning af rødkål og pyntning af ostefadet rendte jeg ustandseligt ind forbi fjernsynet for at se, om det var nu, jeg skulle smide, hvad jeg havde i hænderne og dyrke mine idoler. Til sidst mistede min mor tålmodigheden og udbrød irriteret: “Men hvornår kommer ham Gasolin?!?”.

Lige dér svor jeg, at sådan en ignorant ville jeg ALDRIG blive. Jeg ville altid-altid-altid have fingeren på pulsen, høre radio, følge med og vide, hvad der var hot og in.

Men jeg er der. Og jeg har været der længe. Jeg har også hørt Musikquizzen sammen med mine børn og er blevet sat totalt til vægs. På 100-0-måden.

Jeg er stolt af dem.

Og meget gammel.

Oh gavl, oh østergavl

Overskriften er en linje fra et af Niels Hausgaards stille mesterværker, en hyldest til, ja, en gavl. Jeg har forsøgt at finde den korrekte linje i den rette sammenhæng, men det lykkedes mig ikke. Det gør ikke så meget, for teksten er bare mit stikord til at vende mig mod vores egen østgavl. Vores rækkehus har facade mod nord og mod syd, og vores gavl – for vores er det ene af de to huse i rækken, der faktisk har en gavl – vender mod øst. Det er en helt vinduesløs gavl. Skal vi kigge mod øst, må vi have hovedet helt udenfor, og det gør vi som regel først, når vi decideret skal ud af huset og af sted. Derfor er det først på det tidspunkt, vi rigtigt får lejlighed til at kigge på østhimlen. Sommetider bliver vi overvældede. Det var det, jeg blev i går morges, da jeg gik over til carporten. Sikke en himmel. Øjeblikket efter var den forandret, og senere silede regnen ned.

Og dermed kommer jeg til mit egentlige ærinde. For jeg vil såmænd bare fortælle, at selvom regnen også silede ned i lørdags, fik vi faktisk fældet de to ahorntræer i kolonihaven. Det gik overraskende hurtigt, både med fældning, opsavning og oprydning, og jeg husker ikke engang, at vi blev særligt våde. Måske var der ophold i regnen, netop mens vi savede og bar, jeg ved det ikke. Se lige i denne lille film, hvor godt og dygtigt de to venner her nedlægger træer sammen. Det var det sidste af de to træer, med forsnit, hovedsnit og vætning i den rigtige retning. Det var helt efter bogen, og den brug- og brændbare del af træet har stablet sig sammen for at vente på tørre tider.

 

De svære procenter

Over aftensmaden i dag kom det til at handle om kommentarer til procentregning. Lasse læste deklarationen på glasset med pizzasauce (ja, halvfabrikata i vores køkken… undskyld): “Seks et halvt gram sukker pr. 100 gram… det er jo over 10 procent?!”

Det regnestykke fik mig til at fortælle om dengang, jeg selv læste deklarationen på en spegepølse og vantro udbrød: “TO procent salt?!? I sådan en lille pølse!!?”

Morten rundede af med en episode fra sin tid på Radio Viborg, hvor en kollega studerede lyttertallene for Radio Skive, som var deres største konkurrent. Det var noget med, at 55 % lyttede til lokalradioen i Skive, men dét troede kollegaen nu ikke på: ”Ej, så stor er den by da ikke!”