17. august 2017 | den store bunke |
En af os rører dej til koldhævede brunchboller, fordi en anden af os har fødselsdag i morgen. En af os skal til en anden fest det meste af dagen, så hvis vi skal nå at fællesfejre, er muligheden der helt tidligt på morgenen, inden vi alle sammen katapulteres ud til alle sider. Så sådan bliver det. En af os står tidligt op og bager og flager.
Sød kæreste! Både den ene og den anden!
16. august 2017 | den store bunke |
Dag 3? Hold da op. At der allerede er gået tre hele dage tilbage på arbejdsmarkedet efter færdig og veltilbagelagt sommerferie kunne godt tyde på, at tiden ganske enkelt har fået så meget fart på, at det er jul lige om lidt. Men hey, når det er jul, er lyset vendt igen, og dagene er på vej til at blive længere. Og dét kan vi godt lide, ikke?
Men altså.
Med udsigt til en aftenhimmel, der er væsentligt mørkere end på samme tid for de efterhånden næsten fire uger siden, da jeg gik på ferie, sidder der én (mig), der er træt, fordi det har været en lang dag. Den tredje lange dag, siden ferien sluttede.
Jeps, jeg er i gang med hverdagen igen. Jeg må stå tidligt op for at være et sted til en bestemt tid og kan ikke bare vente, til jeg vågner og har lyst til at stå op. Jeg må koncentrere mig om opgaver, endda flere timer ad gangen. Det er jeg slet ikke vant til. Og jeg skal huske at gå i seng i ordentlig tid og ikke drikke vin hver dag. Måske.
Men når jeg tænker over det, føles det fuldstændig i orden. Jeg har haft tre dejlige uger. En i Norge med Morten, en i Hamborg med husstanden og en i kolonihaven med mig selv, og enkeltdage ind imellem med forskelligt og forskellige. Alle mine behov er dækket, og hvor er det rart at kunne sige dét.
Det har ikke engang været slemt eller specielt hårdt at starte på arbejde igen. Det er en rar fornemmelse.
Men jeg er træt i dag. Tredjedagen er altid kritisk. Tredje dag på en skiferie, hvor man synes, det går helt godt og slipper koncentrationen og kommer til skade. Tredje dag efter en fødsel, hvor man græder og græder og slet ikke kan håndtere alle de hormoner. Tredje dag på arbejde efter en ferie, hvor trætheden viser sig efter to dage på koncentreret speed.
Jeg drikker et lillebitte glas vin og øver mig i at gå tidligt i seng. Det er også i mellemtiden blevet helt mørkt. Og måske jul?
13. august 2017 | den store bunke |
Vi fik overhovedet ikke alkohol. Alligevel føles det lidt som tilstanden efter en fest. Hvad det på sin vis også er. Vi er baldrede, smadrede og trætte og går i en boble ved siden af os selv.
Hvorfor? Fordi vi har været en del af 24-timersløbet i Viborg, ligesom vi plejer den anden weekend i august. Der er ligesom to lejre den weekend. Nogle er aldrig med til 24-timersløbet, fordi de altid er til Smukfest. Andre er aldrig til Smukfest, fordi der er 24-timersløb. Og sådan er det bare.
Det er altså ikke alkohol, der har smadret os. Ret beset er det vel heller ikke løbeanstrengelserne. Vi har begge løbet to runder om Søndersø i løbet af det døgn, løbefesten varer, hvilken vil sige under 12 kilometer i alt. Trætheden skyldes snarere alt for meget frisk luft og alt for lidt søvn. Vi lagde os ved midnatstid og stod op igen klokken 04.30 for at være klar til vores morgenture – på det eventyrlige tidspunkt af døgnet, hvor natten møder dagen. Jeg løb solen op på min tur.
Men vi klager ikke. Slet ikke. Vi har selv valgt at være med, vi var begge tilfredse med vores indsats. For mit eget vedkommende har jeg aldrig været så længe om at løbe rundt om den sø før, men jeg var til gengæld stabil og havde samme tid på begge mine runder (9 sekunders forskel), jeg løb hele vejen, og det er længere, end jeg har løbet længe. Som i VIRKELIGT længe. Som sædvanligt var der udbredt hygge og god stemning på Guldsmed Norups hold af venner og familie gennem hele døgnet, og alt var nøjagtigt, som det skulle være.
Og så endte vi endda på en fornem femteplads i rækken af 24-mands mixhold, som der var 98 af!
Næste år synes jeg, vi skal have røde trøjer, for så kan vi alle sammen kalde hinanden den røde løber. Og rød neglelak har jeg.
10. august 2017 | På denne dag |
I dag synes jeg godt, jeg kunne have været mere specifik med min facebookopdatering for otte år siden. Var jeg måske lidt kæk over, at jeg to dage før havde holdt en gevaldig 50 års fødselsdagfest og ikke havde onde tømmermænd længere?
Og for syv år siden. Historien gentager sig. Der er 24 timers løb i den kommende weekend. Forskellen er bare, at dengang underspillede jeg jo for vildt. Jeg VAR i god form og løb skidegodt. Nu må jeg kompensere ved at flytte fokus fra urimeligt dårlig form til farvekoordineret neglelak og købe aflad ved at bage muffins til holdet.
Nåårrhhh! Fem år med den æggegule mastodont! Kæft, vi har bagt mange boller sammen.
Historien gentager sig fortsat. Det ER jo ved denne tid. Og selv om gamle dage var hurtigere, er det stadig en fest.
Årh ja, altså. Dét gentager sig også. Køkkenhaven er ALTID tilgroet i starten af august, og jeg slider.
Hvad er nu det? Den der har jeg ikke set i år. Hvorfor? Hvad? Hvorhenne? Død?
Det var en god ferie! Og jeg har alt det samme stadig: jakke, skjorte, hår, rygsæk, solbriller, smil.
Har jeg sagt, at jeg synes, Facebooks feature På denne dag er sjov?
9. august 2017 | den store bunke |
Sådan ser man ud efter en hel, glad feriedag i haven, hvor håret er blæst i uorden, mens der er dukket store felter af sort jord op mellem rækker af afgrøder.
Og sådan ser himlen ud set fra østsiden af Søndersø en mandag aften, hvor det samme forpjuskede hår og tilhørende krop havde vovet sig rundt om søen i løbetøj – for at se, om dét overhovedet kunne lade sig gøre. Der er 24-timers løb i Viborg i den kommende weekend, og de, der skal repræsentere et hold, skal gerne kunne komme hele vejen rundt og aflevere stafetten til den næste løber. Der beretninger fra løbet i 2013 her, 2014 her og 2016 her. Jeg løber for det samme hold, men i år er neglelakken orange.
I sidste uge var vi i Hamborg. Hvor vi de to forrige år pakkede os sammen i Aygoen og kørte til Amsterdam og Strasbourg, tog vi toget i år. Det var smadderhyggeligt, og vi var lykkeligt fri for at spekulere på trafik og parkering. Vi boede midt på Reeperbahn i Pyjama Park, et lille hotel/hostel, som overraskede positivt i alle henseender. Rolige nætter, god stil, venligt personale, dejlig morgenmad. Skal jeg til Hamborg igen, bor jeg dér. Grafitti var grundlaget for al dekoration både i fællesområder og på værelser. Lasse og jeg havde Der Elbseegler over vores senge.
Hamborg var et godt bekendtskab, som var nyt for mig. Det, der satte det største aftryk hos mig, var Miniature Wunderland. Det er et fantastisk sted med en fin historie bag. Vi endte med at være der i syv timer, og jeg tænker stadig på alle de flotte scenarier, fine tableauer og mange indbyggede små gimmicks. Billeder og ord dækker ikke; man er faktisk nødt til at tage ind og se det selv! Her er alligevel skud fra Hamborg Lufthavn og fra en skihopkonkurrence i Østrig.
Den nye Elbphilharmonie gjorde også indtryk. Virkelig flot og meget, meget dyr nytænkende arkitektur. Andre blivende aftryk er det udbrændte tårn og museet ved Skt. Nikolai Kirche, som satte perspektiv på vores forestilling om de gode og de onde i Anden Verdenskrig og gav en forstemmende historie om næsten en million civile, der måtte forlade en ødelagt storby lige ved siden af Danmark, da den blev sønderbombet – af de allierede. Die Alte Elbtunnel, de to oprindelige, kakkelbelagte tunnelrør, hvor fodgængere, cyklister og personbiler stadig kan transportere sig under Elben. Havnerundfarten, der gav os en totimers fornemmelse af Hamburg Hafens enorme dimensioner.
Parken Planten un Blomen, byens grønne hjerte med træer og lægeplanter, japansk have, søer, terrasser og masser af muligheder for at chille dagene væk, hvis man var hamburger. Rådhuset med sine 647 rum. Speicherstadt med kanaler og tidevand. Det tyske mesterskab i 3×3 street basketball, der fandt sted på Spielbudenplatz lige over for hotellet, det smalle grå hus i midten af billedet.
Heldigvis har jeg stadig ferie, og i denne uge gør jeg dagene lige så vidunderlige. Nu er kjoler og travesko blot udskiftet med arbejdstøj og udtværet jord, mens jeg sørger for, at endnu flere kvadratmeter køkkenhavejord bliver synligt mellem rækker af lovende afgrøder. Jeg må af sted…
