På denne dag #1

Jeg kan godt lide Facebooks funktion På denne dag/On this day, hvor man bliver mindet om, hvad man har skrevet, uploadet eller på anden måde været involveret i på selvsamme dato for år tilbage. Så kan jeg hygge mig med at svælge i, hvor sjov og klog, jeg var, og hvad jeg har valgt at delagtiggøre omverdenen i. Ren ananas i egen juice!

For otte år siden skrev jeg om morgenen: “skal til dimission på efterskolen i dag. Har et par hundrede kilometer til at træne forståelseogoverbærenhedmedtristteenager og lave Kleenexdepoter i bilen. Det gik hurtigt, dét år..!” og et halvt døgn senere: “har hjembragt en mascaraplettet datter med bjerge af bagage. Fornøjelsen er helt på min side…”

Og netop i dag for syv år siden lænede jeg mig op ad den dagsaktuelle debat om, hvorvidt bekymrede forældre skal lade deres børn stå på egne ben på festival.

Jeg er ikke så blødhjertet, når de først er af sted. Selvfølgelig tænker jeg på dem og holder øje med vejrudsigten, men jeg regner da med, at de kan klare sig, og at de og kammeraterne passer på hinanden.

Min yngste søn på 20 år befinder sig netop nu i en camp i Roskilde. Med ham har jeg aftalt, at han sender mig en sms i ny og næ, som bekræfter, at han lever. Det er mere, end jeg åbenbart forlangte af storesøsteren for syv år siden, da hun var 17 år, men det lever han nok med. Indtil nu har jeg fået tre enslydende beskeder: “I live”.

Det skal nok gå.

 

Vi med feriehund

Sankthans kom og gik. Folk fejrede midsommer i varmt og regntæt tøj, for dansk vejr er lunefuldt omkring den tid, hvor lyset vender.

Vi var slet ikke ude i vejret den aften, og det var en yderst bålfattig sankthans for os i år. Jeg havde travlt med at blæse min 20-årige bagover med gode råd og ’Har du husket…?’ lige indtil det øjeblik, hvor jeg satte ham og hans festivalbagage af hos en af de kammerater, han skulle følges med til Roskilde Festival. Eller faktisk indtil det øjeblik lige før, jeg satte ham af, hvor han bad mig stoppe strømmen af gode, men fuldstændigt overflødige spørgsmål. Et knus, hej-hej, og så af sted med ham. I går modtog jeg den første af de aftalte daglige – i hvert fald jævnlige – sms’er med den korte, men fuldt tilstrækkelige ordlyd ’i live’.

Fredag var også den dag, feriehunden ankom med madpakke og sovegrej. Hunden er en breton og skal være hos os i tre uger, mens familien holder oversøisk sommerferie. Det er lidt som at have små børn igen, når hun et par gange hver nat tager trappen op og står med næsen mod soveværelsesdøren og spørger, om vi da ikke synes, hun skal ind til os. Det synes vi ikke. Hun er til gengæld som god jagthund velafrettet og går lydigt ned i kurven igen, når hun får at vide, det er dét, hun skal.

Ingen jagtopgave er for lille for pligtopfyldende Malou. For eksempel er det vigtigt at vogte på en halvdød hveps på dørtrinnet, også selv om det tager en hel formiddag.

Udpluk #14

• Det myldrer med studenter derude. Glade, lettede og lettere berusede studenter.

• Stolte forældre viser billeder af glade studenterpoder på de sociale medier, men jeg har lagt mærke til, at det ikke længere er moderne at sende de ungdommelige afslutningskarakterer med ud. Det er godt.

• Der er studenterkørsel i dag, og den første bortkomne studenterhue er blevet efterlyst på de sociale medier. Huen er fundet, lyder seneste opdatering på some. Det er også godt.

• Sidste år havde jeg selv en student. Det er ret rart bare at være fredelig tilskuer i år. Jeg husker det som en hektisk tid med eksamen, huepåsætning, studenterkørsel, fester og dimission. Det er også hektisk for stolte forældre.

• Især for mødre, der ser det som en del af mor-opgaven at overgå sig selv i velmenende råd til student, der skal på Roskilde Festival for første gang.

• Det var faktisk helt befriende – for begge parter – da han endelig var taget af sted til Roskilde.

• Han skal også på Roskilde Festival i år, og jeg er en rutineret mor, der næsten ikke har givet gode råd. Han ved, hvad han går ind til, og jeg ved det.

• Om lidt spørger jeg ham alligevel, om han ikke skal have sin billet printet ud.

• I næste uge skal Morten og jeg være alene hjemme. Det er helt sært.

• Nå ja, ikke helt alene. I morgen får vi feriehund, som bliver hos os i tre uger. Det bliver spændende. Jeg ved intet om hunde.

• I læser ikke ikke med her, vel, feriehundens ejere?

• Nu til noget helt andet.

• Man kan nemlig altid vise billeder af pæne blomster. Så nedenfor ser I først, hvad der gror op af et hul i kolonihaven, hvor der er gravet en træstub op, og bagefter en vase med rækkehushaveroser, som kun er en lille smule fedtede, efter at jeg har sprøjtet for lus.

• Han printer sin festivalbillet i morgen, siger han.

• Glædelig student, hvis I er nogle af dem, der har sådan noget.

2-0 til naboerne

Huskøb betyder dobbelt op på hæk. Det har det i hvert fald gjort for os. Sammen med rækkehusidyl, skader på taget (altså fuglen skade) og dobbelt carport har vi erhvervet os adskillige meter lærkehæk. Den type hæk er meget anvendt herude i kvarteret, og vi vil jo gerne blende ind med omgivelserne og gøre tingene rigtigt, for eksempel at klippe hækken inden sankthans, hvis det er dét, vi skal, så i går ringede Morten på hos en af naboerne til en snak om den hæk, vi ejer hver sin side af.

Det er nemlig Morten, der er hækansvarlig og derfor den af os, det påhviler at indhente fornøden hækinformation. Og det var godt, han konsulterede nogen, inden han viklede hækklipperens ledning om livet og gik i gang på vores side.

Vi klipper nemlig slet ikke hæk inden sankthans her hos os, og det er, fordi lærkehækken er så populær en bosættelse blandt småfuglene, og vi synes, det er ærgerligt at klippe hækken nøgen, så skaderne (fuglene!) oppefra kan få øje på fugleungerne nede i rederne og hapse dem! Nej, her hos os venter vi med at klippe hækken til august.

Anderledes er det i kolonihaven. Her har vi navrhæk, og dén skal klippes omkring denne tid. Netop i går nævnte Morten, at han snart ville klippe hækken derude – hvor han sjovt nok også er hækansvarlig – “og så kommer vi måske først..!”, fantaserede han glad ved tanken om for en gangs skyld at distancere sig i forhold til kolonihavenaboerne. Jeg turde nu ikke tro på, at Ivan og Elly ikke pludselig ville have klippet deres hæk snorlige, og at Evald ville gøre det samme, mens vi lige vendte ryggen til eller var på arbejde. Vi er jo de unge, der har et arbejde at passe, mens naboerne til begge sider er pensionister.

Jeg cyklede forbi kolonihaven på vej hjem fra arbejde i dag. Det her syn mødte mig. Det er vores stykke hæk i midten. Ellys og Ivans til venstre og Evalds til højre.

Smadremandens søsters søster

Vi har igen været på Nordfyn og se revy i den teaterforening i Søndersø, hvor min bror har været en af de frivillige ildsjæle i 35 år.

Jeg kan egentlig bare gentage mig selv fra sidste år: “…  han skriver tekster, laver kulisser og er på scenen. Han er selvfølgelig bare en ud af et stort hold, men vi kommer på grund af ham, og det var også forrygende i år.

Eller jeg kan linke til det, jeg skrev for to år siden.

Vi var også godt underholdt denne gang. Et af denne revys numre hedder Søndersø er sagen, og for dem af jer, som ikke strutter af paratviden om nordfynske byer, ridser jeg lige op, at den nuværende Nordfyns Kommune består af de tre ’gamle’ kommuner Bogense, Otterup og Søndersø, og selv om de nu i ti år har været én enhed, lever tidligere tiders kappestrid stadig.

Søren Østergaards figur Smadremanden er som bekendt fra Otterup, men hans søster er fra Søndersø. Ved vi nu. Og hun giver ikke meget for de andre pisbyer. Det er Lene Karina Hansen, som har skrevet teksten, og det er min bror, der tør være så grim, at man hverken kan holde ud at se på ham eller lade være. Bedøm selv. Om lidt går døren op, og et kvindemenneske kommer ind…

 

Kærlig hilsen fra Smadremandens søsters søster.

PS. Dialekten der. Den har han ikke skullet øve sig på. Han kan den. Det var sådan, vi snakkede i vores barndomshjem, og det er den dialekt, jeg stadig slår over i, når jeg snakker med min mor. Måske bander jeg dog knapt så meget…