Vilkår for fuglemælk

Denne lille plante med fine hvide blomster står midt i en række af trædesten, vi har lagt gennem urtehaven i kolonihaven. Måske hedder den nikkende fuglemælk. Jeg tror, det er en løgplante, og jeg er sikker på, at løget har overlevet den gennemgribende afskrælning af det øverste lag jord, som vi foretog, da vi overtog haven efter Gudrun for fire år siden. Der er meget, som har overlevet, har det vist sig.

Jeg kan se for mig, hvordan Gudrun omhyggeligt og sirligt har lagt en spandfuld fuglemælkløg i jorden og glædet sig hvert eneste år over det fine væld af hvidgrønne blomster i klynger rundt i haven.

Vores vision med haven har været at gøre den til en nyttehave snarere end en prydhave. Vi ville ha’ grøntsager frem for blomster.

Og sådan kan man fuldstændig uforskyldt få ændret sine livsvilkår helt uden at flytte sig. Det er lidt tankevækkende: Da Gudrun var dronning, var fuglemælken et ønskebarn. Nu, under vores regime, står den det selvsamme sted og er en skarnsunge.

Flytteforsvinding

“Er I ved at være på plads i huset?”, spørger folk interesseret. Det kunne man jo også nemt tro, vi var, når det nu er mere end fem uger siden, vi sagde tak for hjælpen til alle vores gæve flyttehjælpere.

Men det rigtige svar er et kort og præcist “Næ!”

Der er temmelig meget gods, der ikke har fundet sin rigtige plads endnu, men stadig befinder sig, hvor det landede, da vi tømte den kasse, det blev flyttet i, og verden derefter gik hastigt videre. Der er også jævnligt sager, som den ene har fundet en plads til, og den anden så ikke kan finde.

Men i de seneste nætter, hvor jeg har haft det for varmt, er jeg begyndt at tænke på, hvor vores sommerdyne egentlig er. Den har jeg nemlig hverken pakket ned eller ud og heller ikke set siden Vestergade, og nu føles det, som om det er tid at skifte vinterdynen ud. Dyne i ental, fordi der kun er én, til gengæld er den stor. Og sommervarianten var væk.

Da jeg spurgte Morten, så han ikke umiddelbart forklaret ud. Der skulle tænkes lidt.

Lidt senere stod han imidlertid og løftede triumferende låget på barndommens brændekasse, en kæmpestor trækasse med låg, som i tidens løb har rummet meget forskelligt grej, senest legetøj, tror jeg. Men dér var altså sommerdynen.

I øvrigt sammen med alle jægersmandens bukkeopsatser. Dem var jeg slet ikke nået til at komme i tanker om, at jeg ikke vidste, hvor var.

Hvem tager opvasken?

Af og til passerer de fineste ting igennem vores hjem. For et par dage siden havde vi tre gennemført lækre bordskånere, som samtidig er kryds- og bollespil, stående, og nu er de på vej videre ud i verden.

Arrh, kan bordskånere godt nok være lækre? Og hvem laver da sådan nogle?

Det gør Anton Balle, en gudsbenådet snedkermester, der har sit værksted lidt nord for Skals. Han er gennemført dygtig, behersker sit håndværk helt suverænt og laver de flotteste ting i træ. Møbler, inventar og en masse mindre produkter, som fødes ud af hans egne ideer eller i samarbejde med forskellige kunstnere og designere med andre talenter end hans. Disse samarbejder kommer der altid unikke ting ud af.

Min Morten er Antons reklamesnedker, og det samarbejde er også noget særligt.

De her kryds- og bollespilbordskånere har været på tegnebrættet i et par år. Mere end dét, Anton har haft spillepladen liggende på en hylde uden helt at kunne bestemme sig for, hvad der videre skulle ske. Morten har været begejstret for ideen fra starten, og hver gang han er kommet i snedkeriet, har han opfordret Anton til at få noget gjort ved det. Komme videre. Få det gjort færdigt. Få det sat i produktion. Men det helt rigtige materiale til krydserne og bollerne var ikke dukket op, og snedkermesteren laver ikke halve løsninger.

Via sit netværk stødte Morten på keramikeren Karina Weihrauch og så potentialet i kombinationen af træ og keramik. Lerdamen og træmanden blev præsenteret for hinanden, og så skete der noget.

Og nu er de her, bordskånerne, som efter middagen springer ud som kryds- og bollespil, så man lige kan spille om, hvem der skal tage sig af oprydningen og opvasken. Brikkerne er håndlavet i sort stentøjsler, og brættet er lavet af egetræ, henholdsvis ubehandlet, olieret og røget eg.

De er SÅ flotte! Især den olierede version er jeg pjattet med.

Hvorfor var de hjemme hos os? Og hvorfor måtte vi ikke beholde dem?

Svaret på begge spørgsmål er, at Morten står for markedsføringen, og hans opgave var at få taget billeder af produkterne og give dem et par ord med på vejen. Det sidste gør han selv, det første har Keld Lund stået for. Han er også en af den slags dygtige håndværkere, der gør sit fag ære.

Morten og Anton har samme efternavn, men er ikke beslægtede på andre måder end mentalt. Jeg nævner det bare, fordi det er et spørgsmål, der tit bliver stillet. Anton er møbelsnedkeren, Morten er reklamesnedkeren, og det er hans fortjeneste, at der er både hjemmeside og webshop. Der er lækre sager at gå ind og kikke på. Og klikke på, eventuelt.

Jeg anbefaler af ren begejstring, ikke for egen vinding.

Det er for resten også Anton, som har lavet vores flotte spisebord.

Spaden i egen jord

Jeg har gravet to døde hortensiaer op og plantet en ny staude. Det var det første spadestik i vores nye have. Vores egen have. Vi må gøre i den lige præcis, hvad vi vil.

Det må vi selvfølgelig også i kolonihaven, men den jord kan vi ikke kalde vores egen. Haveforeningen lejer jorden af kommunen.

Vi havde familien på besøg i dag. Min mor, mine brødre og min svigerinde, som blandt andet havde taget en staude med til os. Stjerneskærm hedder den, og den kommer fra min mors gamle have. Hun har fået den af sin kusine, og sådan har også stauderne historier i min familie.

Nu står den ude i den lille rækkehushave, og jeg glæder mig til at se, hvad den er for en, for jeg kender ikke dens slags.

Første lille havebarn! Det er lidt stort.

Hare, hår, håb

Jeg slog et slag ind omkring kolonihaven på vejen hjem i dag for at vande de sarte squash- og græskarplanter, som det endnu er for tidligt og for koldt at plante ud på friland. Men det var ikke for tidligt at købe dem, syntes jeg den dag i sidste uge, hvor jeg var i plantecenteret i dejligt solskinsvejr. Nu står de beskyttet indenfor i kolonihavehuset og venter. Men der regner det jo ikke, kom jeg i tanker om, og derfor kørte jeg den vej og sørgede for frisk vand.

Da jeg gik ind af lågen, forsvandt haren under hækken ind i nabohaven og hoppede videre væk. Jeg vidste godt, at en hare holder til på de kanter. Jeg så spor efter den allerede i december, og dengang var det okay. Den måtte gerne få del i grønkålen. Så så jeg den i levende live den dag i april, da jeg kom for at lægge kartofler. På samme måde som i dag hoppede den letfodet ind i nabohaven og forsvandt, da jeg trådte ind på havegangen. Lidt senere anede den forbidrevet fare og kom retur for at liste lidt rundt og nippe kål.

På det tidspunkt strejfede tanken mig, hvordan det vil gå med årets afgrøder. Hvad ville harer vælge, hvis der var frit valg i alle rækker? Gulerødder og grønkål kommer ikke i jorden i år, men er det så rucolaen eller spinaten, der bliver topkappet?

Hvis harer opfører sig som rådyr, kan jeg fylde en nylonstrømpe med afklippet menneskehår og hænge op, så holder de sig væk, var der en, der sagde til mig. Det råd er så absurd sært, at det næsten skulle prøves. Enten virker det, eller også gør det ingen skade.

Jeg kan selvfølgelig også vente og se. Eller møde ind på en skræmmende måde hver dag lidt over 16 og træne haren til at blive så bange for mig, at den efterhånden holder sig helt væk, fordi den ikke kan klokken og derfor ikke ved, hvornår jeg træder ind på scenen og er livsfarlig.

Eller altså …. vente og se, hvordan det går.

Og i mellemtiden glæde mig over, hvor pæn løvefod er, når det har regnet. Hvis haren vinder over mig, har jeg da dét tilbage.