Hvor kom BS fra?

Nu stod der jo BS allerøverst på den sang fra min trediveårsfødselsdag, som jeg offentliggjorde i går, og nogle undrer sig måske. Hvorfor blev jeg kaldt BS mange år før en skaldet jægersoldat blev tv-kendis? Hvor stammer det fra, og hvornår opstod det?

Det kan jeg fortælle helt præcist. I juli 1980 tog jeg og to gymnasieveninder – de samme som skrev bemeldte sang ni år senere – på interrail. Jeg har fortalt om det her. Vi førte en fælles dagbog i et kladdehæfte, som vi skiftedes til at skrive i. To af os hedder Birgitte, og de første dage blev jeg refereret til som Birgitte S. (for Sørensen), men dovenskab og forkortelser vandt, og i løbet af kort tid optræder vi i dagbogen som MT, BT og BS.

Jeg har fundet frem til det allerførste sted, det står i kladdehæftet. 25. juli. Jeg er ikke stolt af sammenhængen, det står i, og jeg er da heller ikke overbevist om, at det skrevne er sandt. Men der blev BS født.

Fem dage senere blev det sagt højt for første gang. Vi var taget på en ambitiøs tur til Licenza langt oppe i bjergene øst for Rom. Her havde digteren Horats haft sin sommerresidens, og som nyudsprungne klassisksproglige studenter ville vi gerne besøge ruinerne. Meget ambitiøst. Det var en lang og besværlig tur. Vi rejste med flere forskellige busser, og de sidste fem-seks kilometer vandrede vi. Vi for også vild undervejs, fordi vi troede vi kunne skyde genvej igennem noget uvejsomt terræn. Det kunne vi ikke, og vi måtte gå tilbage til landevejen. Jeg gik bagest på en smal sti gennem noget buskads, og så var det, at det blev sagt højt. Råbt, faktisk. “Har vi BS med?”, råbte den forreste. Jeg var med, men jeg svarede ikke, fordi jeg blev så irriteret over at blive kaldt BS. Jeg ville ikke reduceres til to bogstaver. I dagbogen var det i orden, men ikke ude i det virkelige liv.

Det var lige før dette billede blev taget, at det blev sagt højt for første gang. Jeg husker det tydeligt.

Det endte jo med, at navnet hang ved, og at jeg accepterede det. Lige siden har det været mit kaldenavn i visse kredse, og det gik heller ikke væk, da jeg giftede mig, og det ikke længere var mine rigtige initaler. Jeg har ikke noget imod det længere.

Det udtales i øvrigt med kort B og tryk på S.

Hurra, for BS er 30 år!

Det her indlæg handler ikke om, hvor godt mor har det, efter at hun flyttede på plejehjem. Jeg var ellers gået i gang med at skrive det.

Så gik det imidlertid op for mig, at I meget hellere vil bruge aftenen på at synge den sang, som bedsteveninderne skrev til mig på Smilende Susie, da jeg fyldte 30.

Jo, I vil. Her er den.

Smilende Dansktoppen

Jeg er ramlet ind i DR Ks dansktop-temauge. Eller dage, jeg ved ikke hvor omfattende det er. Det er fedt. Det er jeg ikke for fin til at indrømme. I aftes endte det med, at jeg kørte DR K i tre timer. Der var noget Dansktoppens hyldestshow, hvor man både så tilbage og havde mange af koryfæerne på scenen med nutidige fremførelser af deres gamle hits. De fleste var blevet 40 år ældre. Undtagen Maria Stenz. Hun er ikke. Hun ser præcis ud, som da hun sang Hvor er alle drømmene du drømte. Det er meget mærkeligt og vistnok ulovligt.

De tre timer i aftes var én lang kavalkade af tekster, jeg kunne udenad. Ordret. Nu er Dansktoprim ganske vist forholdsvis nemme at gætte sig til. Hjerte-smerte, dig-mig-vej. Men jeg kan dem. Fra 1970 og tre-fire år frem sad jeg hver eneste lørdag eftermiddag ved transistorradioen og hørte Dansktoppen. Jeg havde et kladdehæfte, hvor jeg omhyggeligt noterede de ugentlige listeplaceringer og nedskrev alle sangteksterne. Det var en meget, meget stor interesse for mig i den periode.

Da jeg blev konfirmeret, var det gået over. Min faster havde skrevet en konfirmationssang, hvori det blev nævnt, at jeg altid hørte Dansktoppen. Jeg var vred og flov, da den blev sunget til festen, for det var flere uger siden, jeg var holdt op med at høre den fjollede musik.

Ikke desto mindre ligger sangene derinde og har gjort det alle årene, lige til at tage frem og synge med på, og det er jeg ikke længere flov over. Det er som glæden ved at finde noget glemt og umoderne tøj, som man elskede engang og opdager, at man stadig kan passe.

Så jeg hænger nok ud på DR K i morgen også. Der kommer blandt andet noget om John Mogensen, som var en af mine helt store favoritter. Da jeg fyldte 30, ønskede jeg mig – og fik – en LP med Johns Allerbedste. Lutter perler. Og jeg gentager: Det var, da jeg fyldte 30.

Men den allerbedste sang nogensinde – for mig selve indbegrebet af Dansktop i starten af halvfjerdserne – er denne her. Netop af den grund skrev mine veninder en sang til mig på den melodi til selvsamme 30 års fødselsdag.

Lige ned i arvekassen

At tømme min mors hus var som en tur igennem IKEA: På et tidspunkt undervejs mistede jeg dømmekraften og fik behov, jeg ikke havde, da jeg gik ind.

Det er i hvert fald, hvad indholdet af min hjemtagne kasse blandede arvebolscher antyder. Alle i familien havde haft mulighed for at ønske og prikke ud, hvilke af mors efterladte ting, de gerne ville overtage, når hun selv havde taget det, hun gerne ville have med til sit nye hjem. Jeg var listebestyrer, og under mit navn på listen stod der egentlig ikke ret meget. Det gule æggeur, de hæklede mellemlægsservietter og portvinsglassene.

Men skulle grænsen være trukket der, skulle vi have sendt en anden over for at tømme hus. Der gik jo nostalgi i det, og faktisk skal vi nok være glade for, at det ikke gik værre.

Mangler jeg en håndmixer? Nej. Vi har endda en ekstra i kælderen, fordi vi heller ikke behøvede to, da vi flyttede sammen. Men det her er jo en Ballerup! Selveste en Balletto de Luxe. I original emballage. Man smider ikke kram ud.

Det anerkender hele verden.

Lyngbyvasen ville min mor have med. Men hvem har et Lyngby askebæger? Jeg har. Der er en hel barndom i det askebæger, og jeg vidste ikke engang, det var et Lyngby.

Et skandinavisk modeblad for toilette og kvindelige håndarbejder fra 1880? Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Eller hvad jeg vil med det. Men man smider det jo ikke ud, vel?

Mors store opskriftbog med et helt husmoderlivs håndskrevne opskrifter og mormors lille. Jeg kommer aldrig til at lave noget, der hedder Tobbington, men mormor startede på den i 1913. Sådan noget vil slet ikke i småt brændbart.

Måske kommer der engang en vinteraften lang nok til, at jeg pludselig broderer mors nye stramajbetræk til fodskamlen færdigt.

Der røg også kagegafler, fotografirammer med og uden gamle fotografier, en dug, et par fade og en skål, en rullemadras, stearinlys, brilleetuier og ostestrenge i kassen. Ja, jeg ved det godt! Dømmekraften røg med på genbrugspladsen.

Til gengæld var denne her hjemtagelse helt efter planen. Stopuret, der ringer så højt, at man kan høre over hele egnen, hvornår æggene er færdige og småkagerne skal ud af ovnen. Dét har vi ønsket os.

Om mindre end tre måneder skal vi selv flytte, og så skal alle de nye rare sager pakkes ned og flyttes igen. Yay…

En dag i pit

Joggingbukser og uldsweater. Inden døre hele dagen. Mads & Monopolet. En længere tekst, der skulle skrives af (hvor har jeg altså mange gange været glad for, at jeg havde maskinskrivning som valgfag i 2. real). Otte timers frit Candy Crush-liv. En enkelt tøjvask. Bagning af verdens bedste brød, som det gik op for mig, at jeg ikke har bagt i de toethalvt år, vi har boet i Vestergade (opskriften er her, hvis det skulle friste). Jægersmanden på kronvildtjagt. Yngsten på værelset. En hel kande te. Tæt snefald uden for vinduerne.

Jeg har haft en helt igennem fredelig dag i laveste gear. Det trængte jeg til, og hvor har jeg nydt det. Helt ind i det bageste hjertekammer. Det har været så godt med en langsom hjemmedag blandt arbejdsdage og flytte-for-mor-dage.

I morgen kører jeg til Fyn igen, denne gang for at lave bunker i min mors gamle hjem. En bunke med det, arvingerne gerne vil arve (det skal yderligere deles i en underbunke pr. arving – som deles i det, de/vi skal have nu, og det der skal deponeres, til de/vi får plads), en bunke til genbrug/velgørenhed og en bunke til lodret arkivering. Det skal nok gå godt – vi har ret godt overblik over, hvad der skal i hvilken bunke. Det kommer sikkert alligevel til at tage noget tid at få tømt hytten og gjort den klar til salg, og på vejen hjem drager jeg ud på fordelingstogt til nogle af de store børn, så er dét nemlig gjort.

Så lige nu sidder jeg i min sofa og ruster mig til en formodentlig lang dag i morgen.

I aften kl. 19.50 var det nøjagtigt 45 år siden, kronprinsesse Margrethe blev dronning af Danmark. Da døde hendes far, kong Frederik den Niende, nemlig, og hun har sikkert grædt lidt og pludselig indset, at “Gud, nu er det mig, der har den…”. Jeg håber, hun også har haft en langsom lørdag i pit i dag og måske tænkt lidt tilbage på, hvordan hun har varetaget hvervet i de 45 år. Hvis hun spørger mig, vil jeg sige, hun har gjort det godt.

Måske har hun også haft sin Römertopf fremme og bagt Verdens Bedste Bröd.