Velgjort. En anbefaling #2

Hvordan går det så med den der liste, jeg skrev i går? Jooeh, tak fordi du spørger, det går faktisk fint. Imidlertid er der et af punkterne, som er formuleret så uheldigt, at det ikke er til helt at bestemme sig for, hvornår det er færdigt og kan streges ud. ’Købe flere julegaver’… Man kan jo hævde, at bare der er købt to, er kravet opfyldt. På den anden side er det i det samlede billede ikke nok at købe to, og så er man vel ikke færdig? Så lige med dét ene punkt vakler jeg mellem gjort og ikkegjort.

Men ellers går det godt. Ikke at det hele er streget, men weekenden er heller ikke gået endnu, jo. Et enkelt punkt er påbegyndt, men kun delvist færdigt. Det er ’støvsuge’, og det var lidt af nød, fordi jeg startede dagen med at baldre et glas, da jeg übereffektivt tømte opvaskemaskinen. Ud over det halve af køkkengulvet baldrede jeg glasset, som gik i tusind glasklare småskår, og så var jeg nødt til at lette mine bare fødder og svæve ind efter støvsugeren og give det halve af køkkengulvet et grundigt sug. Da jeg senere nåede frem til dét punkt igen, var det blevet for mørkt at gøre mere ved det. Morgen, also.

Hvad jeg HAR gjort, er at stryge. En dug og tre skjorter, hvis nogle er nysgerrige, og MENS jeg strøg, hørte jeg podcast, og det er det, den lovede anbefaling handler om. Zenia Johnsen faldt for fire et halvt år siden tre trin ned af en trappe og fik en voldsom hjernerystelse. Første gang jeg læste om – og af – hende var i 78 postkortkorte tekster, hun gennem to år skrev på sin blog på sin vej til det menneske, hun er nu, med en hjerne der har taget varig skade. De korte poetiske og sansefortættede tekster rørte mig, gjorde mig ondt, satte tanker i gang og blev siddende. Hun kaldte dem Postkort fra en hjernerystelse, og de er netop udgivet i romanen Hjerneskælv – postkortroman. Her fortæller hun selv om bogen.

Zenia Johnsen er forhenværende bibliotekar, lektør, anmelder og forlagskonsulent. Hun formulerer sig fantastisk, tegner guddommeligt og ser verden i vidunderlige vinkler, blandt andet på Instagram. Jeg kan forstå, at hun er et andet menneske nu end før faldet. Jeg kender ikke før, men jeg er vild med nu, og jeg er fuld af respekt.

Podcasten, som jeg hørte mens jeg strøg mit tøj og min dug, hedder Rystelsen og er en meget billeddannende radiomontage af sammenklippet tale, musik og lyde. P1 præsenterer den sådan her: Zenia Johnson faldt tre trin ned af trappen og hendes verden blev aldrig den samme igen. Den var fuld af lyd. Og stilhed. Rystelsen er en sanselig radiofortælling om en kvindes kamp for at genfinde sig selv og sit liv efter en hjernerystelse, der fik virkeligheden til at slå revner.
Tilrettelæggelse: Rebecca Bach-Lauritsen og tonemester Peter Albrechtsen’
.

Jeg synes, du skal høre den. Du behøver ikke at stryge imens. Bare du hører efter.

Listefortrøstningsfuld

liste

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, satte jeg mig med det samme og skrev en liste over de ting, jeg gerne vil nå i weekenden. Punkterne kom på i en lind strøm, og der var mange. Ud af hovedet og ned på papiret. De fik en linje hver, men vægter slet ikke ens. Alle ved jo, at ’pakke XXs gaver ind’ ikke tager nær så lang tid som ’købe flere julegaver’. Det svarer til at have en indkøbsseddel, hvor der står mælk, gær, æg, aftensmad.

Til gengæld er der en særlig psykologi i at have en fysisk liste, hvor man kan strege ud. Mange af punkterne findes også i noterne på min telefon. Jeg har forskellige noter liggende der. ’Huske at’ er bare én. Der findes også noter med bøger, jeg gerne vil læse/lytte, emner jeg måske vil blogge om, og gaveideer til mig selv og andre.

Der er bare den store ulempe ved digitale lister, at når jeg har udført noget, sletter jeg bare punktet. Og så er det væk. Det betyder, at samtlige ting på listen er noget, jeg er bagud med. Der er ingen tilfredsstillelse ved at kigge på den liste. ALT mangler at blive gjort.

DERFOR er en analog liste på et rigtigt stykke papir noget, som hjernens belønningscenter elsker. Der er stor tilfredsstillelse i at strege ud eller sætte flueben, så gjort-punkterne langsomt bliver flere end ikkegjort-punkterne. Man kan helt konkret se, hvor dygtig man er.

Det er derfor, jeg valgte en fysisk seddel til denne sidste weekend før jul. Jeg skal bare stå op i morgen og starte fra en ende af og blive ved, indtil jeg er færdig med alle punkterne søndag aften, imens jeg streger dem over, efterhånden som jeg får dem gjort.

Jeg er fortrøstningsfuld.

Og se, jeg har allerede købt ind!

Mit stambadehotel

naesbydale10

I den forløbne weekend var jeg på badehotel, og tænk engang, at det var tredje gang på et halvt år, jeg tog ophold på mit yndlingsbadehotel – uden at fortælle om det. Jeg har bare lige nævnt det i en enkelt sætning her.

Måske skyldes det, at jeg vakler mellem at ville beholde stedet for mig selv og at ville fortælle alle om dets eksistens.

naesbydale3

Det drejer sig om Næsbydale Badehotel, og det ligger ved Limfjorden mellem Rønbjerg og Løgstør med udsigt mod Livø og Fur.

Så. Nu er det ude.

Første gang jeg hørte navnet var for mindre end et år siden ved jagtkonsortiets årlige jagtmiddag, da Mogens, en af jægersmændene, og hans kæreste Vibeke fortalte, at de havde købt det forfaldne badehotel, sådan lidt spontant, og havde store planer deroppe. Og jeg skal lige love for, at de fører deres planer ud i livet. De overtog stedet i februar og gik straks i gang med at restaurere, og allerede i påsken åbnede de caféen. Det var egentlig ikke meningen, at det skulle være så tidligt, men folk gik tur gennem dalen ned til fjorden og lagde mærke til, at der var kommet liv i det gamle badehotel, der gennem tiden også har været dansested, traktørsted, flygtningelejr og kollektiv, og spurgte om man kunne få kaffe. Selvfølgelig kunne de det, og så åbnede caféen og siden restauranten.

Der er også en B&B-afdeling med tre lejligheder, og med tiden bliver hele øverste etage i Baronens Hus renoveret, så der også kommer værelser der.

Baronen? Hvilken baron? Jo, det var Baron Otto Reedtz-Thott fra Gavnø Slot, der i starten af århundredet med sin hustru kom sejlende forbi ude i Limfjorden. Hun så ind mod land og fik øje på Næsbydale og sagde til sin mand, at deroppe i bunden af istidsdalen med den fantastiske udsigt over vandet og øerne, dér ville hun gerne have en sommerresidens. De lagde til, og baronen vandrede straks op til ejeren af dalen og købte den fornødne jord. I 1918 stod Baronens Hus færdigt. Desværre døde baronessen forinden og nåede aldrig at bo i sin sommerresidens. Baronen mistede lysten til at bruge boligen og tilså den kun efter behov.

Det var synd. Men samtidig vores held, for var boligen forblevet i Gavnøslægtens besiddelser gennem alle hundrede år, havde Mogens og Vibeke næppe været værtspar i dag, og vi havde ikke haft mulighed for at forelske os lige så meget i stedet, som baronessen gjorde i sin tid.

Vi holdt jagtkonsortiets sommerfest der i juni, vi var der med gode venner en weekend i november og holdt julefrokost med andre gode venner i denne weekend.

Dette sidste faldt faktisk sammen med femårsdagen for Mortens og min første date i Bilka, og den detalje udløste champagne fra værten til alle restaurantens gæster ved middagen om aftenen. Tak for det.

naesbydale1naesbydale2

Om eftermiddagen gik vi tur ved Limfjorden. Der var kitesurfere i luften over os. “Hvor længe kan man hænge dér uden at sætte fødderne i jorden?”, spurgte vi, da vi senere passerede dem, mens de pakkede skærmene sammen. “Indtil man skal på toilettet”, svarede de. Der er åbenbart eminente luftstrømme over klinterne ved Næsbydale.

Det er et hyggeligt og helt særligt sted. Atmosfære, gæstfrihed, passion, engagement, historie, natur, ro, alt blandet sammen i det helt rigtige forhold. Man spiser godt, sover godt, snakker godt og er stille godt.

Jeg foreslår – nu hvor jeg har sluppet hemmeligheden ud – at I selv lægger vejen forbi Næsbydale Badehotel deroppe mellem Rønbjerg og Løgstør, for eksempel en søndag eftermiddag. Gå en tur i istidslandskabet deromkring og slut af med kaffe og kage i caféen – Mogens laver fantastiske tærter og lagkager. Eller find en anledning til at samle familie og venner til brunch eller middag. Og kom så igen med jævne mellemrum og se, hvordan huset til stadighed bliver restaureret og renoveret med nænsom hensyntagen til ånd og historie.

Hils fra mig.

naesbydale4naesbydale5 naesbydale6 naesbydale7 naesbydale8 naesbydale9

Kyssenisserne – det glædelige gensyn

Vi har julepyntet i dag. Vi har gjort, som vi plejer. Det er tredje jul i Vestergade, så der er dannet en præcedens i den sammenbragte familie. Den skæve papmachéengel var glad for at gense papmachéjulemanden med marengs i hele ansigtet. Krybbespillet står på det lave røde skab. Ringlenissen fra Mortens barndom hænger det sædvanlige sted og ringler. Kæmpekoglerne hænger i stuevinduerne i røde silkebånd. Højttalerne har fået små nissehuer på, og juleposthjertet af stof hænger på døren med et ubeskrevet julekort i, fordi der skulle være noget i til at holde det udstrakt, og vi nok ikke får nogen analoge julekort mere. Rådyropsatserne har fået guirlander på, og metalkurven af form som et flettet julehjerte hænger foran terrassedøren med gran i. Kyssenisserne kysser stadig. Det er som det plejer, og det er fint. Næste jul bor vi i hus, og så finder den gamle pynt nye steder. Men vi ved heldigvis, at englen igen glæder sig til at stå og se lalleglad ud ved siden af marengsjulemanden sammen med alle de små trænisser, og at kyssenisserne er helt uanfægtede af skiftende adresser.

De har hængt ved hinanden i femten år, og jeg holder meget af dem. Laura lavede dem i fritteren, da hun gik i tredje klasse, og jeg ved, at tilsvarende par findes i rigtig mange hjem, som har haft børn på Viborg Vestre Skole i de år. De var en slags signaturjulekreation i 3’eren, den afdeling af fritidsordningen, hvor de store børn gik.

Ingen jul uden kyssenisserne. Synes jeg. Selv er de ligeglade. De vil bare kysse.

kyssenisserne

Juleposten

julepostenHov? Hvordan er det nu med julebrevene? Hvornår skal de senest puttes i postkassen?

Da jeg var barn, havde mine forældre en række venner og bekendte, de skrev julekort til hvert år. Mor indkøbte julekort, frimærker og sidst, men ikke mindst, julemærker. Et helt ark, som vist dengang var 50 mærker. Ikke fordi de skulle sende 50 julehilsner, men fordi det gik til et godt formål.

Så sad far og mor over nogle aftener og skrev “I ønskes en glædelig jul og et godt nytår” til familie, venner og naboer. Nogle fik et par ekstra småsætninger med, hvis der var plads på kortet (det var der ikke på de kort, min far skrev med sin store håndskrift), og nogle få fik et helt brevkort med en opsummering af årets gang og kommende begivenheder. Det var mest til folk i Jylland.

Omtrent samme antal julekort kom den modsatte vej fra de samme mennesker. Der var også postomdeling juleaftensdag, og den dag tog vores nabo Thorvald med postbudet rundt for at hjælpe til med ekstraposten, og også lidt for at hjælpe med at drikke det øl, kaffe og knas, folk bød dem ind til undervejs på ruten.

Siden er portoen steget betragteligt, og mængden af julepost er faldet lige så betragteligt. Men der har ALTID været en sidste frist for, hvornår breve og kort skulle sendes for at kunne nå frem til jul. Som regel omkring den 21. december og nogle dage før, hvis forsendelserne skulle til udlandet. Vi har fået det at vide i annoncer og fjernsynsreklamer, og ingen har behøvet at være i tvivl om, hvornår det var.

I år har jeg har ikke set noget til nogen konkret frist, og set i lyset af væsenets seneste portostigninger og forsikringer om, at selv en skildpadde kan levere post hurtigere end Postdanmark, er der vel heller ikke den store julestorm på landets røde postkasser.

Jeg undersøgte alligevel sagen, og på Postnords hjemmeside skriver de i vage vendinger under overskriften Frist for julepost 2016: “Husk, at brevet er op til 5 hverdage undervejs og derfor skal sendes i god tid fra de røde postkasser eller posthusene.” Se, de tør ikke engang selv garantere noget.

Så tør jeg i hvert fald heller ikke risikere noget.

Det sikreste er nok i virkeligheden bare at sidde her og råbe det ud:

I ØNSKES EN GLÆDELIG JUL OG ET GODT NYTÅR!