Brændende forventninger

Juniorkokken laver mad om onsdagen. I lørdags, da vi akutafrimede fryser og derfor fik fornyet overblik over skuffernes indhold, sagde Morten henkastet til Lasse, at hvis han havde mod på at forsøge sig med et par fasaner, lå der materiale i fryseren.

Det havde han, sagde han.

Og for lidt siden blev posen taget ud til optøning, og vi fandt opskriften på Dyrlægens fasansuppe frem fra arkivet. Desuden klirrede mændene i mit hus med flasker fra barskabet, og jeg hørte, der blev givet en kort instruks i, hvordan man flamberer. De to har nu fælles kundskab, jeg ikke har kendskab til.

Jeg har bare store forventninger.

En pose blandet lyd

Jeg er lige kommet ud fra et sted, jeg ikke vidste fandtes længere. Jeg havde i hvert fald glemt det. Løst på skrivebordet på min computer ligger en mappe, der hedder Gammelt skrivebord. Det er en af den slags mapper, man laver, når man får en ny computer, og som indeholder filer fra den gamle computer, og hvor man kan være heldig at finde noget brugbart, hvis man mod forventning mangler noget på den nye.

Denne mappe har ligget på skrivebordet på min nye computer i to et halvt år. Da min gamle dengang pludselig gik i sort og ikke stod til at redde, hentede min it-geniale kæreste indholdet ud fra harddisken, og jeg har haft folderen liggende siden. For en sikkerheds skyld. Jeg har stort set ikke været inde i den, for jeg har ikke manglet noget.

Mappen er blevet en af de ting, der bare ligger på skrivebordet, uden at man lægger mærke til det. Så fik jeg pludselig øje på den, og nu er jeg lige kommet ud derfra. Det var mest gamle dokumenter og lister, der for længst er blevet uaktuelle. Men allernederst lå en mappe, der bare hed intetsigende xxxx, og den var fuld af lyd. Mit gamle musikbibliotek. Eller noget af det. 1728 lydfiler. Musik og lydbøger i en sammenblandet bunke. Ja, de ligger ganske vist i alfabetisk orden, men i en helt flad struktur. Det vil sige, at listen starter med 81 filer, der er nummer 01 i en eller anden sammenhæng. Og jeg kan kun vide hvad det er, hvis jeg kan genkende titlen. Ellers er jeg nødt til at lytte til dem for at vide, om det er Jens Unmack, tv2, Vaya Con Dios eller hvad.

Jeg ved ikke helt, heller ikke nu, hvad jeg skal stille op med den. Udover at vide, at den er der.

Det er jo en spændende spilleliste. Første nummer af en masse albums, jeg har lyttet til i årenes løb, krydret med starten af nogle tilfældige bøger. Og efterfølgende andet nummer af en masse albums, jeg har lyttet til i årenes løb, krydret med fortsættelsen af nogle tilfældige bøger. Und so weiter.

Måske en ide til de lange vinteraftener. Mens jeg syr et sengetæppe i patchwork. En anden ting, jeg har erkendt, vinteraftnerne heller aldrig bliver lange nok til.

lytteliste

Køkkenskriveren har kokkereret

I dag er det rigtigt lørdag og ikke bare torsdagslørdag. Jeg har tilbragt det meste af dagen i køkkenet. Både fordi jeg havde kokkerier at gøre, og fordi køkkenet bare er et hyggeligt sted at sidde med sin computer.

late-night-shift

Natten over havde der stået en dej og hævet præcist så meget, at den var klar til at forme til boller, da jeg stod op. Så det var, hvad jeg startede med. Jeg havde også planer om at sylte de grønne tomater fra kolonihaven, inden de kom til at ligge for længe i vindueskarmen, og at eksperimentere med græskarcookieopskrift, jeg havde set i avisen. Så ville jeg lige kigge i fryseren efter mulig aftensmad. Sådan er jeg nemlig sommetider så forudseende.

Det viste sig, at den øverste skuffe var frosset helt fast, og vi måtte skabe plads i lørdagsprogrammet til en akut afrimning. Det var faktisk lige ved at ende i en akut marmeladekogning også. Længe så det nemlig ud til, at vi var nødt til at lade skuffen med indhold tø helt op for at få det ud uden at brække noget i stykker. Og det var der, der lå to kilo skårne og udstenede Victoriablommer. Heldigvis gik det ikke så galt. Efter et stykke tid kunne jeg lirke dem ud og lægge poserne i den anden fryser. Det var jeg tilpas med. Ellers skulle jeg også have været ud og købe flere sylteglas.

Og der var ligesom nok andet på programmet.

Med bollerne gik det, som det plejer: Godt. Dem kan jeg efterhånden bage i mørke med lukkede øjne og hænderne på ryggen. Agtigt. “Eksperimenterer du?”, spørger min mor. “Næh!”, svarer jeg. Jeg har fundet en metode, der fungerer. Ingredienser, æltning, mængder, hævning, bagetid arbejder så smukt sammen, at der ikke er grund til at ændre på det, når det bare er til basisbagning.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har haft succes (synes nogen og synes nogen ikke) med hokkaidodyrkningen i år, og vi afprøver forskellige måder at anvende dem på. Det er ikke alle i husstanden, der er begejstret for græskar, og jeg har ingen intentioner om at omvende eller tvinge nogen, men jeg vil gerne have flere muligheder end suppe. Vi har en suppeopskrift, som vi ved virker, og vi har prøvet bagte græskarskiver. Duppet med olie, salt og peber, drysset med parmesan, en halv time i ovnen, godt. Og så havde jeg set den her opskrift på cookies.

hakkaidohakkaido2

Hvis du vil gøre, som jeg gjorde, så gør du sådan:

Riv 250 gram græskarkød, hak 75 g valnøddekerner groft. Pisk 150 g sukker, 1 stort æg og 140 g smør sammen og rør 1 tsk revet appelsinskal i. Bland 100 g mel, 100 g havregryn, 1 spsk. chiafrø, 1 tsk. kanel og 1 tsk. bagepulver i. Ved græskar og valnødder i. Sæt 18-24 toppe dej på bageplader og tryk dem lidt flade. Bag dem ved 190° varmluft i cirka 20 minutter. Sprøde i kanterne og lidt bløde indeni er de. De smager godt. Lidt specielt, men godt.

hakkaido3

Så var der de syltede grønne tomater. Jeg tror nok, jeg fandt den samme opskrift, som jeg brugte sidste år, og derfor regner jeg med, de er blevet lige så gode i år. Og for at jeg nu ikke næste år igen skal fedte rundt på internettet efter den metode, der ser ud til at ligne noget, jeg kender, kommer den også her. Så kan jeg forhåbentlig selv finde den igen.

Syltelage til grønne tomater: 2½ dl vand, 2½ dl lager- eller æbleeddike, 500 g lyst rørsukker, 1 stang kanel, 4 hele nelliker, 1 stang vaniljekorn, 6 hele allehånde, 1 stjerneanis, 1 spsk. koriander, 1 spsk. spidskommen. Kom alle ingredienserne i en gryde og bring det langsomt i kog. Sørg for, at alt sukker er smeltet.

Prik de grønne tomater. Det er nemmest at rulle dem over de spidse grater på det klassiske firkantede rivejern. Kom dem i gryden med lage og lad det simre 15-20 minutter, til tomaterne er bløde. Fyld tomaterne i skoldede glas, si lagen og hæld den over. Opbevar i køleskab.

syltomater

Var jeg så ikke flittig? Nu er der hentet pizza – ingen af os nåede at gide at lave aftensmad – og om lidt skal vi til Outlandish-koncert. Her går det godt.

Lørdag på en torsdag

I går havde jeg en fridag. Det var torsdag, og hele dagen føltes som lørdag.

Aftenen før var Laura, som var hjemme på efterårsferie, og Lasse ude hos farfamilien, og de kom først hjem, efter at vi var gået i seng. Jeg havde lovet at lave brunch, men havde ikke fået aftalt vækning med dem, så jeg lagde en seddel.

brunch

Det var dejligt, at de kunne begge to.

Pandekager og pølser, bacon og røræg var hyggeligt og længe siden sidst. Resten af dagen fedtede jeg rundt og lavede ingenting. Meget lørdagsagtigt. Det regnede og var ikke havevejr, så jeg sprang over. Alle mulige overspring.

Det værste ved at holde en enkelt fridag på en torsdag er, at det virker helt uoverkommeligt at skulle på arbejde om fredagen. Om aftenen var Morten og jeg til Allan Olsen-koncert på Paletten. Fuldt hus, god koncert og høj stemning. Meget lørdagsagtigt. Tre fadøl og sen hjemkomst gjorde sit til at fastholde weekendstemningen.

allanolsen

Men jeg skulle jo altså op klokken 6 og have en helt almindelig arbejdsdag i dag. Jeg gennemførte, men jeg har godt nok været træt hele dagen.

Men hallo – det fede ved at holde fri på en torsdag og føle lørdag er, at efter kun en enkelt arbejdsdag er det allerede weekend IGEN!

Oldemor og bedstefaster

Min familie har fået sin første oldemor. Min mor. På billedet fortæller hun om telefonsamtalen med den nybagte mor.

Hendes ældste søns ældste datter har bragt det første barn i den næste generation af familien til verden. Dermed er der mange, som har fået nye titler. Der er en ny mor og en ny far, en ny mormor og en ny morfar og to nye mostre, bare for at nævne nogle af dem.

Og oldemor. Det er altså stort. Jeg ved ikke, hvornår der sidst har været en levende oldemor eller oldefar i min familiekrønike, men jeg tror, det er længe siden.

Den lille ny er en pige, og hun blev født på sin mormors 60 års fødselsdag i forgårs. Vi var til fødselsdagsfesten i går, og der var selvsagt meget at fejre. Den lille nye familie var af gode grunde ikke med, men vi sendte mange, mange glade tanker til dem, mens vi fejrede den nye mormor. Og faktisk var den lilles hele TO nyslåede oldemødre til stede.

Jeg er søster til den nye morfar, og den officielle betegnelse for en ’bedstefars søster’ er grandtante. Det er egentlig ikke så flatterende en titel, – det lyder som et meget gammelt menneske. Jeg er faster til den nybagte mor, og i går til fødselsdagsfesten blev hendes mostre og jeg enige om, at vi hellere vil være bedstefaster og bedstemostre. Så det er det, jeg er: bedstefaster.

Oldemor glæder sig til at se den lille ny og lære hende at kende.

Det gør bedstefaster også.

oldemor