Fanget i få streger

Hov. Jeg har glemt at vise karikaturer af mig selv. Sådan noget selvpromovering er ellers vigtigt, især når det er gjort i elegante og minimalistiske streger.

Da der var 4. Niels Bugge Cartoon Award for et par uger siden – jeg beskrev noget af det her –, blev man ved ankomsten til festmiddagen om aftenen budt på et glas bobler og en kvadratisk sort skitsebog med lutter blanke sider. Og så kunne man gå hen til et bord, hvor fire internationale og knalddygtige satiretegnere sad på række med pennene klar, stille sig i positur og blive tegnet. I hver enkelt tegners karakteristiske streg, set med hans eller hendes øjne. Jeg nåede tre blade i min bog.

CartoonPohle

Først stod jeg i Marlene Pohles kø. Hun er tysk-argentiner, vicepræsident i FECO (FEderation of Cartoonists Organisation) og sad i juryen ved dette års Cartoon Award. Eksempler på hendes streg findes her.

Ligner det mig?

CartoonZoran

Så stillede jeg mig hen til Zoran Petrovic. Han er medarrangør af Niels Bugge Cartoon Awards, og han både tegner og snitter i træ, og nogle af hans værker kan ses her.

Han ville også have mig vendt i profil. Hvad ER det med den næse?

CartoonBrito

Carlos Brito tegnede kun, hvad han syntes var essensen af personen foran ham. Nogle var bare briller og en streg til mund. Jeg var det her. Mere behøves ikke for at karakterisere mig, synes han. Find andre eksempler på hans streg her.

Riber Hansson fra Sverige nåede jeg ikke.

Hvilken tegning i min bog er bedst?

Vækstvogter

Det er mig. Jeg holder øje med, hvordan det gror i haven. Og det er dygtigt derude for tiden. Se bare, hvor ambitiøs babyagurkeplanten er i år: MANGE på vej på én gang. Truuut, se hvad jeg kan, siger den med en koloni af gule trompetblomster. Uden for vinduet står skvalderkålens hvide skærmblomster. Dem vogter jeg også lidt på. Mere har jeg ikke nået.

babyagurk

Alle seks kammerater i plantekasserne gør det godt. Fra venstre: Bøftomat, almindelig tomat, blommetomat (den sidste har muligvis ikke så gode odds for stor avl, for den har ikke rigtig nogen top længere. Det var ikke mig!). Så kommer almindelig slangeagurk, babyagurk og peberfrugt (den sidste har lus. Som den indtil videre holder for sig selv. Nu må vi se, hvad den kan).

drivhus

Det her er stukket af fra mig. Der er ingen grænser for vækst. Lørdag aften, da damerne og jeg festede i kolonihaven, fik vi besøg af nogle unge drenge. De gik forbi ude på vejen, vi råbte dem an, og de kom ind (Det var heller ikke mig!). De syntes, det var en labyrint at finde ned til huset der i nattemørket. Det er ikke en labyrint. Det er en lang, lige havegang, men jeg vil godt indrømme, at gangen er blevet noget smal nu med alle de blomster, der vælter ind over fra begge sider. Det stak som sagt af fra mig. Men det er også pænt. Iris, fredløs, lupin og marguerit, I må godt være der, så længe I ser sådan ud.

havegang

Det glade pizzabud

9,9_2016

Billedet her er fra i lørdags, hvor jeg tilbragte eftermiddagen, hele aftenen og det halve af natten i kolonihaven sammen med to fantastiske kvinder, som jeg har delt arbejdsplads med for år tilbage. Nu er vi i vidt forskellige arbejdssituationer og bor i tre forskellige byer, men der er tale om tre mennesker, hvis kemi gik og går ualmindelig godt sammen, og derfor ses vi jævnligt. Som i lørdags. Det foregik som altid med rigelige mængder bobler, snacks og snak.

Da vi blev sultne, ringede vi efter pizzaer, som det sødeste pizzabud kom med.

Jeg gik op til lågen og tog imod. Han overdrog mig æskerne, kastede et langt fejende blik ind over væksterne i køkkenhaven og udbrød et dybfølt og glad: “Løg!!”.

Så konverserede vi lidt om løg, – gartneri interesserede ham tydeligvis.

Da jeg skulle betale, viste det sig, at han ikke tog kort. Heldigvis havde en af de andre kontanter. Jeg spurgte, om det simpelt hen ville sige, at de slet ikke tager kort, når de bringer ud. Og så leverede han endnu en replik, som kommer til at gå over i historien:

“Nej, kun Mobilepay og kontakt”.

Open Midtby

Jeg skal lige love for, at der er gang i midtbyen i aften. Vi bor lige midt i smørhullet. Vi har vores fede førstesals kæmpeterrasse midt mellem to gågader, og byens centrale torv ligger lige omme på den anden side af de tage, vi ser fra lejligheden.

Der er open by night i Viborg i aften, og trofaste læsere vil vide, at vi før har følt os generet af lydmuren fra en dj ved frisørsalonen ovre på den anden side af gaden. Men det er ikke tilfældet i aften. Faktisk har vi overhovedet ikke hørt noget til dem derovre denne gang. Vi sidder nemlig ude på terrassen, som vender mod gården, og i aften overtrumfes de desuden i den grad af lokalradioen, der holder Open Air-koncert på føromtalte centrale torv. Og det er højt!!

Men det er lige meget. Vi har siddet på vores føromtalte fede førstesalsterrasse og spist grillmad og drukket vin og snakket, mens vi har hørt Michael Learns To Rock (de spillede godt og vel tyve numre, der LØD som The Actor, uden at det var den. Den kom først som ekstranummer), og Bjørnskov (som ikke kunne ret mange numre), og nu er det Djämes Braun, og det er stadig højt.

Men fedt.

Sommer og rødvin gør én så vennesæl og rummelig. Og så er det et ekstra plus at kunne sidde og være storbysmart på egen terrasse med fødderne oppe på bordet, en byfest omme bag karréen og sit eget trådløse netværk inden for rækkevidde.

Vi kan godt lide det!

OpenAir1OpenAir2