Den prikker mig på skulderen, udlængslen.

For det første kaster Facebook Barcelona-billedminder på mig. I disse dage er det tydeligvis fire år siden, børnene og jeg brugte en række vinterferiedage i Barcelona. Mens andre folk spændte ski på fødderne og opsøgte sneen, fløj vi sydpå og fik det første svirp af forår og varmere vinde. Lidt koldt var det nu også. Jeg kan godt huske, at vi frøs, da vi sad på denne udendørs cafe.

Barcelona1

Men den sidste dag var der sol og fjorten fine grader, da vi drev af sted langs strandpromenaden. I februar. Næsten uden jakker.

Vi var også på chokolademuseet, mindede Facebook mig om i dag. Bagefter spiste vi billetterne.

Barcelona2

Det var den sidste ferie, jeg var af sted på alene med mine tre børn. Vi har været mange steder, vi fire. Paris, Kreta, Mallorca, nævnt i flæng. Og Barcelona. Derefter begyndte de at flytte hjemmefra, og lige forinden havde jeg mødt Morten, og så blev rejsekonstellationerne anderledes. Der har været både kæresterejser og familieture med et, flere eller alle børn, og der har været mor-og-barn- og far-og-barn-ferie. Og de store børn rejser selvfølgelig også selv med venner og kærester.

Men den der Barcelona. Det er en dejlig by, både at opleve med store børn for fire år siden og med kæreste sidste forår.

Og samtidig med Facebook-erindringsstormen bliver jeg bombarderet med noget Sweetdeal-nyhedsbrev, der lokker med lækre billeder og rasende billige rejsetilbud. Barcelona igen. Den by, altså. Vi mangler jo at prøve den der svævebane, de har. Det er nemt at lade sig friste.

Barcelona3