Lise har jo ret

Noget af det fine ved at skulle købe julegaver er, at man kommer ud. Ud på gader og i byens forretninger. Sarte og hårdtprøvede sjæle kunne fristes til at sige “i den voldsomme trængsel og alarm”, men jeg er hverken sart eller hårdtprøvet, synes jeg, så jeg havde taget mit venlige ansigt og mit overskud på og stillet mig ud i kø. Faktisk havde jeg også den slags søde bemærkninger og snappy comebacks med, som for år tilbage fik min førstefødte til at konstatere, da vi kom ud fra en forretning, at “Mor, du er næsten lige så pinlig som far!”. Og jeg havde bare strøet et par små venlige morsomheder ud, mens ekspedienten pakkede ind.

Nå, men det gode ved at komme ud på handel er, at man møder mennesker. Nogle, man er på hils med, og nogle, man udveksler lidt snak med. I en af mine køer i dag kom jeg til at stå ved siden af en bekendt, jeg ikke har set i lang tid. Vi opdaterede derfor lidt på gøren og laden. Hun havde det godt og forstod at skønne på det hele hver eneste dag. Det har hun i øvrigt altid været god til. Hun var flyttet sammen med en mand. “Jeg har skudt papegøjen”, sagde hun og tilføjede “… men det har du jo også?”. Jeg bekræftede. “Man skal bare vente længe nok”, sagde hun, “eller gå i Bilka..” Her hentydede hun selvfølgelig til Bilka-daten, og jeg sagde, at det jo var fedt at finde en mand, der kunne se det sjove i at lægge det første stævnemøde i Bilka.

“Men du kunne heller ikke trives ret godt med en, der ikke havde humor, vel?”

Næh, præcis sådan hænger det sammen. Så jeg trives.

Udpluk #1

• Stod op kl. 7 i går, selv om det var lørdag. Følte mig meget voksen. Sov til gengæld til klokken 10 i dag og stod op lidt over 11. Er så voksen, at jeg bestemmer selv, nemlig.

• Har taget hul på julegaveindkøbene. To netkøb og fire køb ude i virkeligheden. To midaldrende ekspedienter i en butik jeg handlede i – og jeg afslører ikke hvilken – sukkede allerede i går over, at de skulle på arbejde i dag. De får ti lange dage med den indstilling. Og jeg må hellere holde et par dages indkøbspause for ikke at trætte nogen handlende.

• Indså at jeg kommer alt for lidt ud i den by, jeg bor midt i. De har gravet store huller derude, som jeg ikke har set før, og lavet nye butikker. Og jeg mødte folk derude! Som jeg kender. Hilsbare. Hyggeligt.

• I går genhørte jeg sangen Calling You fra Bagdad Café, en helt fantastisk film fra 1987. Den må jeg hellere snart se igen. Havde helt glemt den uforlignelige Marianne Sägebrecht, som spillede hovedrollen.

• Har planlagt langt frem og lovet min mor kirketransport til gudstjenesten klokken 14 juleaftensdag. Præsten i min hjemegns pastorat hedder Johannes Nissen. Det er sådan et fint julepræstenavn.

• Er kommet i tanker om hvid gløgg. Har fundet en lejlighed til at lave det. Hvid gløgg er godt for både øjne, næse og mund.

• Jeg har ikke været uden for en dør i dag Det har ellers været så flot vejr. Jo, jeg var i Føtex. Men da var det blevet mørkt.

• Gik i Føtex i mine udtrådte joggingbukser. Det kan man godt, så jeg i Marens stribe i Politiken i dag. Jeg gjorde det på samme måde, bare uden stiletterne.

marensjoggere

Sammenbragt, du

Det er vores anden jul og dermed den anden julepyntning i Vestergade. Pynten kommer fra forskellige kasser, og det er to forskellige pyntekulturer og forskellig historik, der skal finde fælles fodslag i december.

Konstateringerne efter endt pyntning beskriver det meget præcist:

Han: “Man kan ikke sige, vi går all in på vores julepyntning..!”
Hun: “Synes du ikke? Jeg synes, der er meget!”

Så vi har nok ramt mængden helt rigtigt.

Men selv om vores fælles juletraditioner er nye og spæde, er der alligevel ting fra sidste år, som er værd at gentage. “Det er bedst, hvis vi stiller tingene samme sted som sidste år”, mente Astrid. Og så gjorde vi dét. Og tilføjede nogle fornyelser.

Vi er sammenbragte og rummelige, og det er julepynten også.

I nisselandskabet står den skæve engel med vingerne under armen side om side med julemanden med marengs i hele hovedet. Sammenhold, du.

englenogjulemanden

I krybbespillet har hyrderne åbnet stalddøren for flygtninge og fremmede. For Fedtmule, julenissen, Tim og Bum, Kasper, Melchior, Balthazar og Tintin. De vise mænd er kommet gående fra østerland, nogle er kommet fra Andeby og nogle i en raket. Det er et julemirakel.

krybbespillet

Den særeste nyhed er uroen i stukrosetten. Jeg havde en ide om en flok hvide stjerner, der hang ned i forskellige længder tråd, men manglede en slags ring at hæfte stjernerne på. Pludselig stod Astrid oppe på køkkenbordet og gravede i det allerøverste skab. “Hvad med den her?” Det hun stod med var så sært, at jeg købte ideen med det samme. Fordi den var indlysende genial og kunne præcis det, som den skulle. Så her er årets innovation.

stukuroen

Og hvad er det så? Jo, det er den der fluenetskærm, man sætter over fadet med boller eller lagkage for at holde insekterne væk på terrassen om sommeren. Nu er den selveste himmelhvælvingen, der skærmer hele stjernehimlen og stjernevrimlen ind under jul.

Rummeligt, du.

Rejseplanen gi’r aldrig op!

Jeg er pjattet med Rejseplanen.dk’s indstilling til tilværelsen. Der er aldrig noget med, at noget ikke kan lade sig gøre. Det er altid: “Vil du fra A til B? Okay, vi finder en rute”. Så kan det godt være, man bliver nødt til at rejse igennem det halve land i timevis, overvintre i en fjern metropol, gå til fods eller cykle tværs over et ocean, men Rejseplanen finder en løsning. Man får aldrig at vide, at den ønskede rejse er umulig. Selv hvis man vil med toget i går, får man en venlig besked om, at “Du kan ikke længere købe billet til denne rejse”. Ikke noget vrisseri om, at man slet ikke kan komme af sted, bare helt sødt, at man ikke kan få en billet.

Jeg har undersøgt, om jeg kan komme fra Aarhus til Viborg med kollektiv trafik ved midnatstid på lørdag efter en julefrokost.

Det kan jeg sagtens.

Jeg kan stige på toget mod Odense tre minutter i midnat, hoppe af i Horsens, hvor jeg så har en god halv time til at spadsere til rutebilstationen og springe på en natbus til Silkeborg. Der kan jeg finde på noget festligt i halvanden time, indtil der går en natbus til Viborg. Og så er jeg hjemme klokken halv fem om morgenen. Det bliver dejligt.

Rejseplanen