I år rykker Viborgs skøjtebane fra søbredden til Hjultorvet, som er et af de centrale torve i byen. Absolut bynært i en tid, hvor det er moderne at være den slags. Det ligger halvtreds meter fra, hvor vi bor.
Vi gætter på, at det kommer til at rykke i den 12-årige, som er en ivrig skøjter, og hendes far har proklameret, at så tror han nok, de vil have skøjter selv “i stedet for de elendige udlejningsskøjter”. Jeg har ikke noget at udsætte på udlejningsskøjter. Jeg har ikke rigtigt noget at bygge en afvisning af dem på. I de 11 år, Viborg har haft en skøjtebane, har jeg skøjtet omkring nul gange. Måske en.
“Kan du overhovedet skøjte?”, blev jeg spurgt forleden.
Ja.
Det kan jeg da. Jeg kan løbe på rulleskøjter, så kan jeg vel også isskøjte. Jeg kan stå på langrendsski og i heldige øjeblikke også skøjte på dem, så kan jeg vel også stå på skøjter. Ligeud og uden for mange modkørende.
Engang spillede jeg ishockey. Eller, jeg befandt mig på en ishockeybane i Herning inde i noget ildelugtende beskyttelsesudstyr og med skøjter på fødderne. Det var i forbindelse med et firmaarrangement, og det mest frustrende var at være på vej i den ene retning og være kommet i god fart, og pucken så kom susende forbi i modsat retning, så man skulle have bøvl med at få vendt rundt og bevæge sig den anden vej, for så blot at opleve det samme en gang til. Jeg var ikke et lysende ishockeytalent, men det var i hvert fald ikke, fordi jeg ikke kunne løbe på skøjter.
Som børn løb vi på skøjter på Franks mark. Der var et vandhul, der om vinteren frøs til en knoldet isflade med siv og græs stikkende op i kanterne. Vi havde skøjter, der skulle spændes fast på vinterstøvlerne, og somme tider faldt de af, mens vi løb over isen. Men ellers gik det fint.
Mange år senere har jeg skøjtet på Brabrand Sø. Vi havde te og kager med, og det var hyggeligt.
Så selvfølgelig kan jeg. Hvis jeg får lyst.
Inde i mit hoved er jeg endda en både sikker og yndefuld skøjteløber.
Sikker landing efter en triple Lutz. Eller noget.
