Ægløsninger

Steno

Det er ikke ret tit, man ser et skilt med dette forbud. Det er ikke ret tit, nogen får den tanke overhovedet at kravle op på en livmoder. Jeg kan ikke komme i tanker om andre situationer end netop i udstillingen Ægløsninger på Steno Museet i Aarhus, som jeg så sammen med mine voksne børn. Udstillingen handler om at få børn med teknologien. Det er nemmest bare at citere fra museets hjemmeside:

Udstillingen handler om det gode, som teknologien har ført med sig. Prævention har minimeret angsten for uønsket graviditet, og kunstig befrugtning har givet barnløse par deres ønskebørn. Men udstillingen handler også om den tvivl, som ny teknologi fører med sig: Hvem skal have ret til kunstig befrugtning? Ønsker vi at vide, om vi har en arvelig sygdom i familien, og skal det være tilladt at klone mennesker?
Udstillingen kombinerer scenografi og udstilling af museumsgenstande. Den indeholder interaktivitet og formidling med levende billeder, lyd og tekst.
Der er en dejlig blød livmoder, man kan kravle ind i, en kondomautomat, der fortæller historier og en digital mikroinsemination. I et “moderskab” kan både mænd, kvinder og børn blive gravide, eller i det mindste føle hvordan det er at bære rund på en stor mave. Der er en tegnefilm om kloning og endelig kan du se en vaskeægte, udstoppet klonet gris.”

Børnene syntes i øvrigt, der var hyggeligt inde i livmoderen.

Den udstilling var bare en blandt mange på videnskabsmuseet, og vi nåede ikke det hele. Vi må komme igen. Det er et fint sted, og det er kun et tilfælde, at jeg ikke har været der før. Anbefalingen er hermed givet videre. Gode oplevelser for 30 kroner. Men kravl nu ikke op på livmoderen.

Steno2

Fra en anden udstilling: Et redskab til at kopiere en tegning i formindsket udgave

 

Fiskefredag

Hver anden fredag får vi en flamingokasse fra Skagenfood. Det startede med et indgående opkald og er et af de sjældne tilfælde, hvor der kommer noget lykkeligt ud af en snak med en telefonsælger.

Kassen står uden for entredøren hver anden fredag, når den første af os kommer hjem. Det er ikke en måltidskasse. Der er ikke tilbehør med. Det er en fiskekasse. Der er fisk i. Og is. Og en opskrift. Dét er den geniale del. Vi SKAL ikke lave det, de foreslår. Men vi KAN. Indtil nu har vi gjort det, og vi har været begejstrede hver gang. Der er ikke rigtig grund til at være andet end begejstrede. Vi får spist fisk regelmæssigt, og vi får tilberedt den på måder, vi ikke umiddelbart ville have fundet på selv, og med tilbehør, som ikke lå lige for. Det er nemt at gå til. Vil man ikke vente med at købe ind, til man åbner kassen og fisker (!) opskriften ud, kan man bare finde den på nettet og købe ind forlods.

I dag fik vi stegt isingfilet med salat af perlebyg, bagte tomater, feta, rødløg og pinjekerner. Vi justerede ingredienslisten lidt, fordi vi ikke anede hvor vi skulle gå hen efter perlecouscous, som der stod i opskriften – og måske syntes vi ikke, det var så vigtigt.

Hold da op, det smagte godt.

ising1ising2

Jeg får ikke noget for at anbefale konceptet. Jeg deler bare min begejstring.

Memory Lane ligger på Mors

Morstur

Da svigermor blev 80 år i juli, fyldte gaven fra hendes børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn ikke meget på gavebordet. Til gengæld fyldte den i går en hel oktobersøndag ud, og jeg håber, den stadig fylder svigermors hoved med tanker og glæde og bliver ved med det et godt stykke tid endnu.

Jeg tror det.

Hun så i hvert fald glad – og meget træt – ud, da vi sagde farvel til hende i går.

Hun fik en udflugt i gave. En udflugt tilbage til hendes barndoms- og ungdomsland. I en stor bus med plads til hele familien, på den dag hvor flest mulige familiemedlemmer kunne deltage. Med fire børn, en stor flok børnebørn, hele otte oldebørn og tilkomne koner, mænd og kærester kan det blive til en hel del.

Barndommens land er Mors, og i går kørte bussen med svigersønnen ved rattet – han er buschauffør – over Sallingsundbroen til en rejse, hvor historier blev fortalt, minder vækket til live, tidlige oplevelser fisket frem fra glemte hjørner, spørgsmål blev besvaret, levet liv sat i perspektiv og tråde bundet sammen, mens snakken gik mellem brødre og søstre, forældre og børn, fætre og kusiner, børnebørn og bedsteforældre, svogre og svigerinder.

Hun genså steder, hvor hun havde boet, gået i skole, hvor forældre og bedsteforældre havde boet, kirken hvor hun var både døbt, konfirmeret og viet, og hvor den samme præst havde viet ni ud af ti i hendes søskendeflok, steder hvor hun havde haft sin gang. Vi lagde en gravkrans på forældrenes gravsted og kom ud i mange kroge af en tid, der ligger halvtreds-tres år og endnu længere tilbage, og også hendes fire børn fik synkroniseret og lagt nye lag på deres erindringer fra barndomsbesøg hos bedsteforældrene på Mors, og de af os der ikke genetisk delte minderne, blev klogere på mange ting.

Det var sådan en god dag. Oktober viste sig fra sin smukkeste side, det samme gjorde Sydmors, og svigermor fik ud over gensynet med hjemstavnen en dejlig dag sammen med sin flok, efterkommerne, familien, alle dem, som ikke ville have været der uden hende.

“Nu skal jeg hjem og fordøje det hele”, sagde hun, da jeg sagde farvel. Det forlyder, at hun var meget tilfreds og meget træt, da hun blev afleveret på plejehjemmet. Udover de fysiske anstrengelser ved at være af sted en hel dag som 80-årig må det virkelig også sætte mange tanker i gang at få blæst gensyn og minder i hovedet en hel dag og få vækket erindringer, som hun garanteret havde glemt. Men hvor er jeg glad for, at hun fik den oplevelse.

Men så fandt jeg noget andet

Jeg læste om en programrække på DR3, Kære Dagbog, hvor folk læser op af deres teenagedagbøger, og fik lyst til at finde min gamle dagbog fra jeg var 10-11 år. Jeg ved, hvor den var i min gamle lejlighed, men jeg kan simpelt hen ikke regne ud, hvor jeg har fundet på at lægge den, hvor jeg bor nu. De ting, den lå sammen med i den gamle lejlighed, har jeg fundet – myggenet, dolke, rejsepung, håndarbejdspose fra 3. klasse og den slags. Dagbogen var bare ikke i nærheden. Men der var andre klenodier.

Jeg fandt et billede af mig selv fra omkring 1975. Alt det værste fra perioden har jeg forenet på det billede: historiens grimmeste frisure, dråbeformede stålbriller, en bluse jeg selv har strikket – og så sidder jeg og broderer julegave. Et mirakel at jeg kunne score. Men det kunne jeg, – jeg sidder på skibsbriksen på kærestens drengeværelse, og derfor hænger der en motorcykelplakat på væggen.

gemmerne1

Tænk, at stålkammen har overlevet…! Stadig svagt buet efter obligatorisk placering i stramme 70’erjeansbaglommer. Så har jeg også gemt mine idrætsmærker, som krævede kamp og sved i intense atletikpræstationer. Jeg nåede til sølv med emalje, så kunne jeg ikke kaste langt nok mere. Kast var min akilleshæl.

gemmerne2

Disneykort fra 60’erne. Før de blev børnelokkemad i supermarkedskæder. Og før Nora Malkeko og de to jordegern gik til numerolog og kom til at hedde noget andet. Det er faktisk firkort. Det spil hvor man samler ens kort ind fra de andre spillere og skal have fire i samme serie, som man så må lægge ned og tage stik på.

gemmerne3

Firkort fandtes også som bilkort. Sikke en lykke at ligge inde med Ferraris Sportsmodel. Og en knallert. Sikkert. Jeg kan ikke helt huske det. Det var mere brødrenes område. Men det er mig, der har gemt kortene, sandsynligvis fordi jeg er den yngste og begærligt overtog alt, hvad de voksede fra.

gemmerne4

Håndarbejdsposen fra 3. klasse. Og en lommetørklædemappe med initialer, som nogen engang har fået mig til at brodere. Det mest meningsløse stykke sytøj, jeg kan komme i tanker om. Men det var altså før papirslommetørklæder. I mit hjem vaskede vi lommetørklæder og strøg dem – og lagde dem i broderede mapper med bindebånd.

Men ingen dagbog, altså. Og nu kommer jeg i tanker om, at min gamle blokfløjte, som gik i arv fra ældstebror til næstældstebror til mig i takt med, at vi havde blokfløjtespil i skolen, også tidligere lå sammen med dagbogen. Den har jeg heller ikke fundet. Der må være en hemmelig kasse et sted. Hvis jeg nu lader, som om jeg leder efter noget andet, dukker det måske op. Jeg tror, jeg starter med at lede efter stålkammen. Den ved jeg, hvor er.

I form som en hval

Jeg kom til at tænke på løb. Jeg ved ikke, hvor tanken kom fra, for jeg har ikke været i nærheden af det længe, og jeg har det heller ikke aktuelt stående på min to do-liste. Sådan er det, og fred med det. Fed med det, kom jeg først til at skrive, og det kunne sagtens være en lige så dækkende beskrivelse.

Det er således sjældent, jeg færdes blandt Endomondos statistikker, men jeg ved, at det står fint til derinde på min personlige platform på deres hjemmeside. Sidst jeg kiggede, konstaterede jeg for eksempel, at jeg har løbet mere i år end sidste år. Muligheden for også at passere 2013-distancen er til stede. Men det er ikke vigtigt. Jeg har allerede en fin form ifølge graferne.

Lidt som en hval. En af dem fra Rasmus Klump-universet. Det er nok heller ikke helt skævt.

endomondohval