13. september 2015 | den store bunke |
Vi er i slipstrømmen af fest, alkohol og sent i seng. Det var sjovt, hyggeligt og højtlydt i går og i nat.
I dag er også fin. Jeg har været oppe i otte timer. De seks har jeg tilbragt i sofahjørnet stort set uden at flytte mig. Jeg har gjort mig rigtig umage med at lave ingenting. Det er gået godt. Jeg har performet til en placering i toppen. Lige nu ser det ud til, at jeg lander på en andenplads. Guldet må gå til en, der ikke satte vigtige points til ved at læse en hel søndagsavis og en lang række blogs, tale i telefon med både mor og store søn, gennemføre otte niveauer i Candy Crush og følge Facebookfeedet i realtid.
Sølv er sejt. Jeg skal nok blive til noget.
11. september 2015 | den store bunke |
Donna Tartts Stillidsen er en fremragende roman, som jeg vil anbefale til alle, der holder af en fortælling, som er både veldrejet og velskrevet. Min vej frem til både at kunne nyde og anbefale bogen har været lang og bakket. Her kommer en rutebeskrivelse.
Da jeg havde ventet på lydbogsudgaven meget længe, var jeg simpelt hen så glad, da jeg endelig hjembragte den fra biblioteket. Mistanken om, at alt ikke var helt lykkeligt, lurede dog allerede ved smuglytning af den første lydfil.
Det blev en lang rejse sammen med en skuffende indlæser, der ikke var opgaven voksen. Dagligt kom jeg hjem og refererede, hvilke fejl og fortalelser, jeg havde været udsat for. Flowet i fortællingen blev bremset af fejl, der forstyrrede min koncentration. Sagde han virkelig dét? Lidt tilbage … jo, det gjorde han! Det virkede på mig, som om indlæseren var et ungt menneske uden megen basal viden. Der var en skræmmende mangel på research (hvad betyder dette her, hvordan udtaler man det) og foruroligende mange fejludtaler af alment kendte personer og begreber. Selv mine teenagebørn var rystede over sådan en mangel på almenviden.
Jeg kæmpede mig igennem, fordi det er en fantastisk historie, men det var ikke en god oplevelse. Jeg overvejede at skrive til forlaget, fordi man jo ikke har en chance for at forbedre sit produkt, hvis man ikke bliver gjort opmærksom på, at noget er galt, men jeg var faktisk så led og ked af forløbet, at jeg ikke orkede at beskrive det. Dét skrev jeg om her.
Og til netop det indlæg kom en helt særlig kommentar. Paul Becker er en mastodont blandt lydbogsindlæsere og en garant for kvalitet. Han er velforberedt, og man kan høre, at han vil historien. Med indlæsere af hans kaliber kører det bare, og det er faktisk det fornemste, man kan sige om indlæsere: At man ikke lægger mærke til dem. Jeg blev en lille smule starstruck over at finde en kommentar fra ham. Han ville gerne vide, hvad der var galt med indlæsningen af Stillidsen og tilbød at give kritikken videre til forlaget, som han selv indlæste for. Man var i gang med at optimere arbejdet i lydbogsstudiet, havde øget ambitionerne og sat fokus på respekten for både forfatterne og lytterne, og al feed back blev taget alvorligt.
Det fik mig endelig til at skrive til forlaget om min skuffelse, suppleret med eksempler på indlæserens fejl, og jeg foreslog, at man etablerede et korrekturlytterkorps, som jeg gerne selv ville melde mig til. Jeg fik en venlig mail tilbage fra redaktionen. Netop denne indlæsning var købt fra et andet lydbogsforlag, som havde stået for produktionen, herunder valg af indlæser, men de vedkendte sig naturligvis ansvaret for, at kvaliteten under alle omstændigheder skulle være i orden. Som plaster på såret blev jeg tilbudt en gratis lydbog.
Det var fair, syntes jeg, og jeg valgte I en person af John Irving. Med en indlæser, jeg kendte. Jeg var begejstret for bogen og anbefaler den.
Jeg følte mig taget seriøst og lyttet til, af såvel Paul Becker som Lindhardt og Ringhof. Det var god kundeservice, syntes jeg, og der kunne fortællingen være stoppet. Men tre måneder senere fik jeg pludselig en mail fra min veninde, redaktionsassistenten hos L&R Digital:
“Kære Birgitte,
Jeg håber, du har en god sommer trods det lidt kedelige vejr.
Vi skrev sammen for noget tid siden om lydbogsudgaven af Stillidsen. Vi har nu fået den genindspillet med en ny indlæser, så jeg sender dig et link til en gratis version af den nye udgave.
God lyttelyst!”
Wow! Dét er god stil. Jeg hentede filerne og glædede mig igen over både at være hørt og husket. Jeg var ikke sikker på, at jeg ville høre hele bogen igen. Den tog 37 timer første gang, og lige den faktor ville der nok ikke være ændret væsentligt på. Desuden kendte jeg jo handlingen. Tilfældet er alligevel blevet, at det i øjeblikket er Stillidsen, der ledsager mig på landevejene. Og det er ganske enkelt ren fryd. Den nye indlæser kan sit kram og har været anderledes forberedt på opgaven end den anden. Jeg lægger simpelt hen ikke mærke til ham, og det er vi jo lige blevet enige om er det bedste. Det betyder, at jeg koncentrerer mig om historien og lægger mærke til detaljer, jeg gik glip af første gang, fordi jeg var så irriteret. Jeg kan kort og godt nyde en fremragende bog på den måde, den fortjener.
TAK, for pokker!
10. september 2015 | den store bunke |
Min søn var en uge gammel. Han var en tyk og tilfreds dreng, og jeg var en glad og stolt tobarnsmor, der havde fået en fin rytme ind i dagene med en nyfødt og en stor pige på 19 måneder. Så var vi til kontrol hos jordemoderen, som skulle tage en PKU-prøve, den der lille blodprøve fra barnets hæl. Hun syntes, at Niels var noget gul og sendte os direkte til indlæggelse på hospitalet, så han kunne komme i lysbehandling. Der lå han et par døgn i bar røv og solbriller. Han var rasende, og jeg var ulykkelig, begge to frustrerede over at få brudt den der fine nye hverdag, vi havde fået.
Vi var indlagt på neonatal afdeling, hvor man kæmpede for de bittesmå, alt for tidligt fødte børn. Niels skulle være i sin lyskasse så meget som muligt, og jeg måtte stort set kun tage ham op for at amme ham, så det var lidt kedeligt for mig, og jeg var irritabel over overhovedet at skulle være der. Jeg delte stue med en anden mor, og da vi snakkede sammen i en af de perioder, hvor vi begge fordrev tiden uden vores børn, sagde hun: “Din, han er bare gul, ikke?”. Det ramte mig midt i hjertet, og jeg blev beskæmmet og flov. Hun havde jo lige fortalt, at hendes dreng var født næsten fire måneder for tidligt, og de havde været på afdelingen lige siden, men nu gik det bedre, og hun håbede, at de snart fik lov at komme hjem. Hun havde en sejhed og en styrke, og hun ynkede ikke sig selv. Hun var fuld af håb og egentlig bare glad for, at det gik godt nu.
Så jo, min var bare gul, og vi skulle bare være der i to døgn, så kunne vi fortsætte vores fine rytme.
Jeg har jævnligt siden tænkt på hende. Der er altid et større perspektiv at sætte sine egne små problemer og vigtigheder ind i. I givne situationer kan det sagtens være rigtigst at fokusere på det nære og den cirkel, man selv er centrum i, men man må aldrig blive blind for at der er andre mennesker med andre vilkår uden for cirklen.
Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg læste denne fars betragtninger om prioriteringer.
6. september 2015 | den store bunke |
Det her er mig. Jeg var 24 år, og det var ud på natten til en kollegiefest.
Da Laura så billedet i går, udbrød hun: “Hold da op, hvor det ligner mig!!”. Vi hører tit, at hun ligner mig, og når mine ungdomsvenner ser nutidige billeder af hende, siger de, at det er som at se mig fra dengang. Men at hun selv ser ligheder med fuldefjollen fra firserne, fra en fest med rigelige mængder øl og kædedans?
Skal mor være bekymret?
5. september 2015 | At have have, den store bunke |
Hvem bor i det grønne hus?
Det lyder som en labyrintgåde, “Jensen bor i det hvide hus, Hansen bor i det gule hus, Jørgensen i det røde og Nielsen i det blå. Men hvem bor i idet grønne?”. Gæt.
Klatrestativet bugner af bønner lige nu. Det var Lasses ide at begive sig ud i bønneavl i år, og han er godt tilfreds med det foreløbige resultat. Vi har en ordentlig bøttefuld med hjem fra dagens haveekskursion, og de fleste skal i fryseren. Nogle af dem lavede vi på Lauras initiativ til bønnefritter. En tilpas mængde grønne bønner vendes i olie, salt og presset hvidløg, bredes ud i ét lag på en bageplade på papir og bages i 40 minutter ved 200° varmluft. Så er de så sprøde og lækre og himmelske, at selv de, der ellers ikke ret vilde med bønner, elsker dem og glemmer at fotografere dem.
Vi fik dem til pandestegt kullerfilet, bagte rødbedestave og æblekompot med et strejf af lakrids. Alt var over gennemsnittet, og jeg er færdig med at kunne bevæge mig for i dag.
Hvem boede så i de agurkegrønne omgivelser? Det var en bænkebider, der kun fyldte en tyvendedel af det hul, den havde skabt med sin grådighed.
