hep

En herreløs bule

I går opdagede vi en bule i min bil. Nogen eller noget har givet den et blødt tryk bagerst i den ene side under ruden. Sådan lige i albuehøjde. Eller bildørhøjde. Eller hjørnet-af-en-stor-bil-højde. Heldigvis har lakken ikke taget skade, og kaster man sine allermildeste øjne på det, kan det kaldes en skønhedsplet. Et ærgerligt ar.

Jeg har ingen som helst ide om, hvor længe bulen har været der. Jeg aner ikke, hvornår det er sket eller hvor. Siden ingen har givet sig til kende for at vedgå sin dumhed, har jeg ikke nogen at klandre eller nogens forsikring at melde det til.

Nu har jeg meldt det til internettet.

Mægtige birke

I haven ved mit barndomshjem står to mægtige birketræer ved hver sit hjørne af stuehuset. De har været der hele mit liv og i næsten hele generationen før min. Min mormor fik dem plantet en gang i 1930’erne, og min mor, der er født i 1926, kan huske at de blev plantet. De var store, da jeg var barn i 60’erne, og nu er de decideret kæmpestore. Jeg tror aldrig, jeg har set så store birketræer. De overlevede den decemberstorm, som væltede det store moreltræ, som var lige så gammelt som birketræerne, og de klarede stormen et par år efter, hvor flere af havens gamle frugttræer tippede om. De ser stadig stærke og sunde ud.

Se hvor stort træet er. Eller se mig. Jeg er den lille grå ting nede ved græsset.

birk1

Min bror og svigerinde bor på gården. Forleden blev jeg spurgt, om det ikke føles mærkeligt, at der bor nogle andre i mit barndomshjem. Hvis de nu har lavet det hele om. Sådan ser jeg ikke på det. Jeg synes, det er dejligt, at der bor mennesker, jeg kender, for det giver mig anledning til og mulighed for stadig at komme der. Selvfølgelig har de lavet en masse om, det er jo deres hjem, og det er mine tre niecers barndomshjem. Men det er også min mors barndomshjem. Og min mormors. Og mit og mine brødres. Og det har været fire vidt forskellige hjem, for hver gang der er kommet en ny generation mand og kone på gården, er der selvfølgelig blevet lavet en masse om, så det barndomshjem jeg ser i mit hoved, er ikke det samme som det, min mor ser, og hendes mor igen har husket noget helt tredje, ligesom mine niecer som de senest udflyttede også har deres eget billede.

Men birketræerne er de samme. De er bare blevet større. Se, jeg kan kun lige akkurat nå rundt. Og det er den eneste grund til, at det billede blev taget. Ikke fordi jeg er en nostalgisk barndomsbirketræskrammer. Det var faktisk første gang, jeg omfavnede det træ.

Men det var rart, at jeg måtte komme og gøre det. Fordi jeg kender dem, der bor der.

birk2

Flueben

Lægge vasketøj sammen. Vande blomster. Hænge vasketøj op. Bære gæsteseng i kælderrum. Spise en høj snegl. Tage kontaktlinser på. Skrive en indkøbsseddel. Ringe til mor. Gå stille fordi nogen stadig sover. Spille Candy Crush. Kaste blikke ned i gården på en flok snakkende og summende receptionsgæster ved den nye frisørsalons åbent-hus-arrangement. Det var efter at jeg tog kontaktlinser på, så jeg kunne se så langt. Inden da lyttede jeg bare. Tænke kloge tanker. Tage noget andet tøj på end nattøj. Køre i haven og bese jorderne. Drikke kaffe. Plukke bønner. Grave kartofler op. Lytte bog. Fintænke kloge tanker. Købe ind. Grille rødspætter fra fiskekassen, der kom i går. Kysse på kæreste.

I dag er en dag, hvor alle mulige løsrevne og forskellige småting putter sig ind og bliver brikker, der tilsammen danner et stort og broget billede af en dag midt i september. En god dag, tror jeg. Jeg har allerede sat fluebenet.

vasketoej

En særlig fødselsdag

Jeg er blevet inviteret til en rund fødselsdag midt i oktober. På en torsdag. Til frokost på kroen, derefter er der åbent hus på plejehjemmet, og så slutter det med en let buffet, har fødselarens drenge skrevet. De har nævnt, at det måske nok er lidt upraktisk, at deres mor holder fest på en torsdag, men de synes altså, at det skal være på den rigtige dag.

Flere gange i dag har det slået mig, at jeg glæder mig rigtig meget til den dag. Langt mere end et ældre familiemedlems runde dag plejer at kunne trække af begejstring. Ja, det er en torsdag. Ja, jeg er nødt at tage en halv fridag for at kunne være med. Men jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det skal være sådan, og jeg buldrede ind på tegnestuen i morges og sagde til chefen: “Jeg er simpelt hen nødt til at gå tidligt den 15. oktober! Jeg er blevet inviteret til 100 års fødselsdag, og det er ikke to, der har slået sig sammen. Det er ét menneske, der fylder alle 100 år selv!” Chefen var heller ikke i tvivl, så nu er det skrevet ind i produktionsplanen ud for mit navn: Fri – til 100 års fødselsdag.

Det er min faster, som fylder 100. Hun er den ældste af søskendeflokken og den eneste tilbageværende. Min far var den næstældste; han døde for fire et halvt år siden, kort før han ville være fyldt 94. To yngre søskende var et stykke oppe i firserne, da de døde. De er ret gode, de Sørensen-gener.

Jeg spurgte min fætter, den yngste (ikke fyldt halvfjerds endnu) af hendes tre pensionistsønner, hvad man ønsker sig som 100-årig. Udover nogle rare børn, men det betragter jeg som fætrenes ansvar, ikke mit.

Det er nogle år, siden jeg så hende sidst. Siden min far døde, og de gamle i familien er blevet skrøbeligere, er det tyndet ud i familiesammenkomsterne, så jeg var ikke helt opdateret på min fasters helbred. Tjoo, benene virker ikke så godt, så hun sidder i kørestol, fik jeg at vide. Men hun læser og ser fjernsyn og sådan. Fætrene kunne ikke komme på så meget andet gaveidé end blomster-chokolade-vin-bøger-kategorien.

Altså, hvis jeg forstår det rigtigt, er hun i stand til at sætte pris på både vin og bøger?! Og hun bliver hundrede… Det er da cool!

Jeg kommer også pludselig i tanker om, at jeg hørte for et par år siden, at hun kedede sig en lille smule på plejehjemmet, for de andre beboere var nogle gamle stakler, hun hverken kunne snakke eller spille kort med.

Seje Mary!

Jeg skal så meget på kro og plejehjem den torsdag i oktober, og jeg glæder mig til at fejre familiens allerallerældste, snakke med pensionistfætrene og de øvrige familiemedlemmer, som deltager, beundre den lykønskning, hun formodentlig får fra dronningen, og grundnyde en mærkedag noget ud over det sædvanlige.

Men han prøvede

Man skal aldrig disse nogen, der gør et ærligt forsøg.

I går købte jeg fødselsdagsgaver til Astrid. Hun ønskede sig blandt andet et cover til sin mobiltelefon, og jeg fandt et i Fona. Det strejfede mig kortvarigt, at sådan et cover slet ikke passer ned i de kvadratiske poser af tyndt farvet cellofan med selvklæbende lukning, som de plejer at putte cd’er og dvd’er i i den butik. Men jeg kom fra tanken igen. For at få et byttemærke på nævnte jeg, at det var til en gave. “Jeg får den lige pakket ind”, sagde ekspedienten, da vi havde ordnet betalingen, og gik længere hen ad disken, sikkert derhen hvor forretningens gavepapir var. Imens stod jeg og kiggede på noget andet. Han kom tilbage med en lille plastikpose med pakken i og oplyste glad, at han lige puttede byttebonen deri. Jeg SÅ simpelt hen ikke hverken gaven eller hvordan han bar sig ad, før jeg kom hjem og tog pakken ud af posen.

Den så sådan her ud.

gave

Først vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle sige. Så kom jeg sådan til at grine.

Man skal aldrig brokke sig over, at nogen prøver at gøre noget godt. Men når de ikke ser det, må man godt lave det lidt om.