A day at the races

Engang for længe, længe siden var jeg på travbanen sammen med min kæreste. Vi var midt i tyverne, studerende, og vi kiggede ind i en verden, vi overhovedet ikke kendte til. Vi var unge og filosofiske, og vi nikkede til hinanden og sagde om livet og folkene omkring travbanen, at det ’virkelig er en subkultur’. I virkeligheden var det vel bare fremmed for os, langt fra vores egen verden, og derfor blev vi nødt til at beskrive det med ord, der placerede det ukendte i en kasse, vi kunne forholde os til.

Racing1

I dag var jeg på travbanen igen, denne gang med en flok kolleger. Som udgangspunkt er det stadig fremmed for mig, og jeg er sikkert nødt til at komme der flere gange for at forstå. Ja, altså, jeg forstår jo godt, at det handler om at være den hurtigste hest på banen. Punktum. Der er en vinder i hvert løb, og vinderen er den hest, der kommer først over målstregen. Enkelt.

Men så kan man spille på alle mulige kombinationer. Hvilken hest vinder, hvilke to eller flere heste bliver blandt de første to, tre eller flere og i hvilken rækkefølge. Og afhængigt af hvordan der spilles, ændres odds. Den del af det er indviklet, og egentlig havde jeg besluttet ikke at spille. Men så blev jeg alligevel fristet til at smide en seddel i en fællespulje, der blev administeret af den væddeløbskyndige kollega. Jeg var overbevist om, at pengene blev røgtet bedre i hans hænder end i mine. Det gik nu ikke så godt. Men andre af kollegerne spillede og vandt. Eller tabte.

Der var otte travløb og to galopløb. Jeg havde taget mit åbne sind og mine nysgerrige øjne på. Hestene er hurtige og elegante, kuske og ryttere har tosset tøj på, og det er en fin måde at tilbringe en fredag eftermiddag. Det er det vigtigste, jeg fik med mig hjem. Når nu nummer 3, 6 og 9 ikke vandt, når de skulle, og nummer 7 svigtede, og nummer 5 og 2 slog over i galop, når de ikke skulle.

Racing1aRacing2

 

33333

Cirka ti kilometer før jeg ramte hjembyen på første arbejdsdag efter sommerferien stod bilens all time triptæller på 33333. Jeg overvejede at holde ind til siden og tage et billede af dette magiske tal. Jeg har billeder af andre af dens milepæle, både fra dengang vi rundede ti, og da vi passerede tredive tusind. Det er flygtige øjeblikke. Bilens fornemste opgave er at være i bevægelse, og tusind meter længere fremme er motivet borte for altid. Jeg fotograferede ikke dette mærkeøjeblik i dag. Af to grunde: For det første var der ikke noget oplagt sted at trække ind, og for det andet var det alligevel for tosset.

Men det var omtrent her, vi jubilerede.

33333

Overhalet af naturen

Blokhus1Blokhus2

På vejen fra Blokhus, hvor vi har besøgt gode venner og vredet det allersidste ud af ferien, kom der tunge skyer og hamrende regn sydfra, og vi besluttede at overhale vejret og køre nordpå, inden uvejret indhentede os. Vi kørte mod Lønstrup og kørte ind på parkeringspladsen ved Rubjerg Knude Fyr. Der er et stykke at gå ud til fyret. Vi kiggede på hinanden og spejdede mod syd og sydøst og vurderede, om vi ville kunne nå at gå derud, og om vi ville risikere at blive fanget af regnen derude. Det mente vi nok, vi kunne og ville.

Rubjerg1Rubjerg2Rubjerg3Rubjerg4

Det var flot og dramatisk, og der var ingen tvivl om, at det snart ville blive torden. Halvvejs derude genvurderede vi og besluttede at vende om og gå tilbage til bilen, inden det brød løs. Vi drejede os rundt. Og så brød det løs. Med store tunge dråber. Vi løb – og var gennemblødte på et øjeblik. Drivvåde nåede vi tilbage til parkeringspladsen. Heldigvis havde vi overnatningstasker i bagagerummet og havde derfor lidt tørt tøj at tage på.

Det er første gang, jeg har siddet barfodet bag rattet fra Nordjylland til Viborg klædt i intet andet end uldtrøje og underbukser. Og gået i gågaden i samme antræk.

Vi er tørre, hjemme og inden døre, og der er stadig lidt ferie tilbage.

Flittige hænder

I min sidste ferieuge har jeg forenet det nyttige med det behagelige. Om formiddagen har jeg fedet den med alting og ingenting hjemme, og ved middagstid er jeg taget i haven med madpakke og lydbog. Langsomt er et ferieforsømt vildnis blevet tæmmet. Jeg har sorteret nyttevækster fra unyttevækster og konstateret, at der af de fem rækker spinat, jeg har sået og egentlig troet, der kun blev ukomme og ikke udkomme af, faktisk var blevet en smule avl. En meget lille smule. Langt fra sidste års bugnende høst, men måske bliver der til en enkelt portion.

Man kan igen se sort jord, som ikke er dækket af knæhøjt ukrudt, mellem urterækkerne. Der er plads til at sætte nye rækker jordbærstiklinger og måske så lidt mere salat. Gulerødder og rødbeder skal bare have tid til at vokse sig større, og Lasses bønner, busk- og pral-, trives fint og udnytter deres klatremuligheder. Der er stadig masser af salat – iceberg og rød og grøn romaine.

Vores lille havecontainer er fyldt til randen med grønt affald og er på tømningsselskabets rute i dag. Ugleskræmslet er sat væk for i år og får måske arbejde igen næste år.

Før og efter. Jeg er lidt stolt af mig selv.

haveferie

Der er grund til at tro på squashhøst.

squash

Ikke meningen, men dekorativt alligevel. Får fred indtil videre.

dekorativt

Vidste I forresten, at Flittige Hænder var navnet på det ugeblad, som senere skiftede navn til Hendes Verden? Min mor abonnerede på ALT for Damerne og mormor på Familiejournalen, og så byttede de indbyrdes, når de var færdige med dem. Mors kusine Johanne holdt Hjemmet og hendes nabo Aase Flittige Hænder, og de overtog også bladene efter hinanden. Bunkerne havnede hos henholdsvis mor og Johanne, og med jævne mellemrum mødtes de til eftermiddagskaffe og udvekslede stabler. “Byt’ bla’e” var et fænomen i mit liv lige fra mine allertidligste erindringer. Flittige hænder skiftede navn til Hendes Verden i 1962, hvor jeg bare var tre år, men de nordfynske koner må være blevet ved at bruge det gamle navn, siden det har sat sig så fast i mine minder.

 

Perseiderne kom forbi

I nat var himlen fuld af stjerneskud. Vores lille planet havde sin årlige date med kometen Swift-Tuttle. Hvert år i august følges vi ad på et kort stævnemøde, så tæt sådan nogle legemers baner nu kommer på hinanden. Det sker aldrig uden gnister, og i nogle timer kan vi se lysstriberne på himlen, inden vores veje skilles igen.

I år var der perfekte forhold, lovede meteorologerne. Klart og skyfrit. Lidt før midnat kørte vi ud til et øde og mørkt sted uden for byen. Morten ville afprøve natteteknikker med kameraet. Jeg ville bare kigge. Da vi først havde lokaliseret, hvorfra de kom, så vi masser af stjerneskud. Pludseligt og lige så hurtigt væk igen, så hurtigt, at jeg næsten kunne tvivle på, om jeg overhovedet havde set noget. Der var en millionmilliardtrillion stjerner, og det er slet ikke til at fatte universet, når man står lillebitte i natten med nakken tilbage og hilser på det uendelige.

perseiderne

Foto: Morten Balle.