Glad gevinst

 

Dalsgaard5

Sommetider dumper der uventede oplevelser ned i ens hænder. Karen Dalsgaard, som driver en Bed&Breakfast i Skivholme mellem Silkeborg og Aarhus og skriver bloggen Dalsgaard i Skivholme, lavede i anledning af blogindlæg nummer 1000 en konkurrence og udloddede en overnatning med morgenmad på sin B&B. Jeg læser fast med og smed et par lodder i puljen. Selv om jeg bor kun 50 km fra Skivholme og arbejder ti km derfra, kunne det jo sagtens være en eksotisk oplevelse alligevel.

Og hep, så vandt jeg!

I fredags indløste vi præmien. Da jeg fik fri fra arbejde, kørte jeg til Dalsgaard og checkede ind. Eller… det lyder så hotelagtigt formelt. I virkeligheden var det bare at køre ind og sige goddag til Karen, bese herlighederne, lige få gennemgået faciliteterne og aftale, hvornår vi gerne ville have morgenmad næste dag. Det var sjovt. Et strejf af mærkeligt. Som når man kender nogen uden at kende dem. Som når man plejer at køre i bus med nogen og pludselig møder dem et helt andet sted. Jeg kender Karen fra hendes blog. Pludselig var hun tredimensionel og virkelig. Og det samme var jeg. Måske havde hun det på samme måde med min fremtoning.

Derefter kørte jeg til Aarhus, hvor Morten arbejder i disse sommeruger. Vi drev rundt og turistede den, drak øl ved åen, var i det nyindviede DOKK1 ved Europaplads, der huser bibliotek og borgerservice og en masse andre faciliteter. Det er et virkelig spændende sted, som jeg varmt kan anbefale at besøge. Hvis jeg boede i byen, ville jeg være der tit, læse avis, læse bøger, skrive en bog selv, måske.

Vi spiste os trimlemætte i moules marinières på Restaurant Latin i Klostergade. Det kan jeg også anbefale. Og så kørte vi mod Skivholme. Vi var trætte efter en lang arbejdsuge, men gik en lille tur ud og kiggede på de nære og kønne omgivelser. Bare ned til bækken, altså, inden vi drak et glas rødvin og væltede i seng i det rosa værelse.

Vi sov.

Og sov.

Og sov.

Godt og længe, lige til Karen vækkede os og sagde, at der var morgenmad. Vi havde intet hørt. Men der var dækket op i stuen med kaffe og juice, tre slags hjemmebagte boller, hjemmelavet marmelade og lækre oste. Og så sad vi i hjørnet og kiggede ud over haven og markerne og nød solens spil i træernes løv.

Dalsgaard2

Karen kom over, og vi snakkede længe. For det er en del af oplevelsen. Bed and breakfast, når det er bedst, er som at bo på hotel i private omgivelser. Vi fik stedets historie, værternes historie, snak om fortid og nutid, omgivelserne. Det var hyggeligt.

Dalsgaard3

Inden vi tjekkede ud, kiggede vi på staudehaven og gik en tur op på den stejle mark ovenfor gården, som de kalder Østrig. Herfra ser man viden om, og nedenfor ligger Dalsgaard og luner sig mellem vejsving og bakker, parat til at tage imod gæster.

Dalsgaard4

B&B’en ligger i en af længerne i en ombygget kostald med to værelser, det rosa og det blå, og en fælles stue fyldt med mormormøbler og loppefund. Det er så fint, og jeg er rigtig glad for, at det var mit navn, der blev trukket op af hatten.

Sådan et ophold på Dalsgaard, dét kan jeg godt anbefale.

Surpriiiiiiiiiiise…!

Det var min fødselsdag i går. Den var fuld af overraskelser.

Den var tænkt stille og fredelig og måske med en tur i kolonihaven med kaffe. Tre af vores fire børn var på ferie med deres mor/far/ven. Ældste søn var hos os om formiddagen og skulle ved middagstid af sted på ferie med nogle kammerater, og så var resten af dagen fri til stille tullen rundt og måske en gåtur.

Morten havde lavet dej til morgenboller aftenen før og ville lave morgenmad til os. Sådan noget er han god til. Klokken fem stod han op. Jeg vågnede ved det og var måske alligevel en smule spændt. Så spillede jeg lidt Candy Crush og fik heldigt fingre i to timers ubegrænset liv. Der lå jeg og var i bolsjehimlen, indtil jeg faldt i søvn igen og sov, til jeg blev purret til morgenbord og fine gaver, både fra de to, som var til stede, og fra de fraværende. Gode, gode gaver. Og overraskende gaver!

kort

Jeg glæder mig til at indløse gaven fra Laura. Hun inviterer mig på forlænget weekend i moderne bloggeres højborg Budapest. Jeg er glad og rørt og skal prøve at pudse mine gamle og hengemte ungarskkundskaber af fra starten af firserne, da jeg læste sprogvidenskab på Aarhus Universitet. Ellers må jeg nøjes med at sige øl, vin, skål og tak, for dem kan jeg.

Niels spurgte, om jeg ville køre ham ud til hans og kammeraternes mødested, hvorfra de skulle køre sammen til lufthaven. Det ville jeg selvfølgelig, og Morten foreslog, at jeg samtidig kørte i haven efter kartofler til aftensmaden. Jamen, gerne. Jeg tog af sted og fik sagt farvel og god ferie til Niels, og i haven gav jeg mig god tid til også at rense kartoflerne, inden jeg kørte hjem….

… hvor bordet var dækket, hvor gode venner stod i en rand og råbte tillykke, hvor Morten havde stillet an med en lang række lækkerier og en overflod af småretter, som han havde lavet, uden at jeg havde fattet den mindste mistanke.

fodselsdag2fodselsdag1

I de tidlige morgentimer havde han pisket rundt og bagt og blendet, skrællet og kogt. Og gemt mad – og skrald – af vejen på hemmelige steder på værelser og terrasse, så jeg ikke skulle opdage det. Og lavet aftaler bag min ryg og konspireret med Niels, som oprindeligt havde tænkt sig at spadsere til mødestedet med sin kuffert. Men jeg skulle jo af vejen, og da jeg var ude, sprintede Morten rundt igen og kogte og snittede og blandede og pyntede og tog imod gæster.

Jeg fik flere gaver og blev fejret grundigt.

Fantastisk! Hvor var jeg glad. Og heldig!

fodselsdag4

Om aftenen var jeg ude for at teste mit nye løbeur. Det var også en overraskelse. Både gaven og det faktum, at jeg løb.

Der var én, der skrev en hilsen på indkøbstavlen i køkkenet. Den beskriver dagen præcist.

fodselsdag3

Kamerarullen fortæller

Ha. Sjovt. Jeg tager lige et billede. Fedt. Jeg tager lige et billede. Det her skal jeg huske. Jeg tager lige et billede. På den måde kan der samle sig meget skrammel og sært sammen i løbet af en dag. I dag hentede jeg det her fra kamerarullen.

Jeg øver mig i at lytte til Knausgaard igen. Han behersker sit sprog elegant, suverænt og stærkt billedskabende. Det er smør for øregangene, men det kræver stor koncentration.

16juli1

I kolonihaven så jeg, at agurkedyrkningen har båret frugt. Det er miniagurker, men i close up er de mega. Gode og sprøde er de også.

16juli2

I en af de andre haver har nogen fået nok og har sat et skilt op. Ryt så op efter jær! Venligst, altså.

16juli3

Der var jordbær med hjem. Så var der aftensødt igen. Man skal huske at dokumentere det, ellers kan ingen være sikre på, at det findes.

16juli4

Store søn tager snart på ferie og skiftede profilbillede i går. Til det her. Med hashtagget #Rhodosklar. Ømt billede. Han var knapt tre år og meget glad for sit grønne snorkelsæt. Det var også hans snarrådige løsning en dag, jeg bagte klatkager. Der kom rigeligt røg i køkkenet, og han udbrød glad: “Jeg henter lige mine dykkerbriller”.

snorkel

Så var der ikke mere.

Interrail

Om et par dage tager min datter på Interrail. Det har fået mig til at tilbringe det meste af søndagen med næsen i gamle fotografier fra starten af firserne og dagbøger fra mine egne to interrailrejser.

interrail700

Vi var tre veninder, som tog af sted sommeren lige efter gymnasiet. Altså, efter at vi havde været på Roskildefestival med en flok gymnasiekammerater. Det var dengang, der ’kun’ var 30.000 gæster på Roskilde. Men det var altså også mange!

thorsgade

Vi havde været i Spejder Sport og købe tre ens blå rygsække, tre ens gule liggeunderlag, tre ens orange nylonturrygsække, et grydesæt og en spritbrænder med sprittabletter. Teltet var fra Harald Nyborg og både tungt og dårligt. Soveposerne var noget skrammel, i hvert fald min. Så havde vi hver en stribet elastiknederdel, en hjemmefarvet militærskjorte, to JBS-undertrøjer, to t-shirts, en langærmet og et par cowboybukser. Vi har sikkert også haft det samme antal underbukser med. Jeg har ikke nogen anelse om, hvorfor det hele var så ens, men det har nok virket rigtigt dengang. Hvad jeg vist var ene om, var at have klippet mine negle så korte inden afrejsen, som om jeg aldrig skulle se en tre-i-éner igen, at jeg havde ondt i fingrene de første fem dage.

Vi var virkelig uerfarne rejsende, men vi lærte undervejs og vi havde en eventyrlig og uforglemmelig måned på egen hånd ned gennem Italien og Grækenland. Med Interrailbillet og rejsechecks, ingen kontakt til dem derhjemme, udover et eller to modtageren-betaler-opkald undervejs. Opkald som vores ikke-engelsktalende forældre accepterede uden at forstå en bjælde af, hvad operatøren spurgte dem om, fordi de håbede at få os i røret bagefter.

venezia

Turen gik direkte fra Odense til Venedig, hvor vi på Lido’en en tidlig morgen på opfordring af et par unge italienere installerede os på en free-camping, et sandområde med nogle buske, hvor der i forvejen var slået 4-5 andre telte op. Der var ingen bad, ingen toilet, og vand skulle hentes ved en hane ude ved stranden. Det var primitivt, men sjovt, og vi havde nogle fine dage sammen med Eddy og Ugo, som også rejste rundt, bare i deres eget land, og som betragtede os som samme slags som dem selv.

EddyogUgo

Hvad vi ellers aldrig vænnede os til, var den interesse, som tre unge, forholdsvis lyse piger vakte hos latinomændene. Vi fandt tilnærmelserne grænseoverskridende og voldsomt irriterende, og vi blev virkelig gode til at skælde ud og jage væk.

Efter Venedig tog vi videre til Firenze og Rom. Vi var alle tre nyudklækkede klassisksproglige studenter, og vores rejse var på flere punkter en forlængelse af en god gymnasietid, hvilket i nogen grad havde bestemt vores rejserute. Vi så rigtig, rigtig, rigtig mange ruiner og levn fra antikken og besøgte rigtig mange museer, også nogle der ikke lige lå langs de gængse turistruter. Vi havde blandt andet besluttet at besøge den romerske digter Horats’ sommerresidens, som lå nær landsbyen Licenza uden for den lidt større by Tivoli et godt stykke øst for Rom. Det var en lang dags busrejse og stædig vandring, også med indlagte vildveje, for at se det her:

horats

Det virker nørdet at tænke tilbage på, men det var en udpræget god ide dengang, og vi husker alle tre den strabadserende dag som en succes. Vi granskede naturligvis også Forum Romanum og Ostia Antica minutiøst, og senere Olympia, Mykene og Akropolis i Grækenland, og jeg kan se på billedteksterne i mit fotoalbum, at jeg vidste ting dengang, som min hjerne ikke har fundet det fornødent at gemme på. “Palestra’en i Olympia”… palestra? “Den byzantinske kirke, der er bygget ovenpå ruinerne af Phidias’ værksted”… Phidias? “Bouleuterion” … bouleuterion? I dag måtte jeg google det, men den gang var det paratviden.

Bvandmelon

Men selvfølgelig var vi også almindelige unge interrailere, der badede, spiste vandmeloner, læste bøger, drak, travede rundt, skrev breve til kæresterne, gik på cafe, fulgtes med andre unge som os selv i kortere eller længere tid og aldrig så siden. Som Eddy og Ugo og de fem danske piger, vi mødte på færgen fra Brindisi til Igoumenitsa. Efterfølgende boede vi sammen med de to af dem på Korfu i fire dage.

helleogmarianne

Vi slog Harald Nyborg-teltet op og pakkede det sammen igen på den ene udtørrede og afsvedne campingplads efter den anden. En enkelt gang på det sydlige Peloponnes var vi heldigvis hjemme ved teltet, da himlen revnede og regnen væltede ned. Vores telt stod lige præcis der, hvor vandet ville rende, fra himlen og fra bjerget, vi lå under. Grydelåg og toiletpapir kan bruges til andet end det, man lige tror.

kalamata

Til slut tog vi til Athen, hvor vi som de fornuftige fynske piger, vi var, lagde ud med at skaffe os pladsbilletter til den tre dage lange togtur hjem til Odense. Og dem var vi godt nok glade for den morgen nogle dage senere, da kampen om siddepladser startede mellem alle de andre interrailere, som skulle hjem fra Udkantseuropa.

I det hele taget var vi svært tilfredse med os selv i Athen. Vi havde været på bankerottens rand i starten af turen, hvor vi trods gratis camping i Venedig brugte alt for mange penge i forhold det budget, vi havde lagt. Men omkostningerne blev lavere undervejs, og vi lærte at administrere vores midler, så da vi kom til Athen, havde vi masser af penge. Gode, solide drachmer, som nutidens grækere nok gerne ville have fingre i.

Athen80_700

Den sommer fik vi erfaringer og oplevelser, som vi har båret med os. Jeg ved det, for vi er stadig hinandens bedste venner og livsvidner. Interrail findes stadig, men vi rejste på en anden måde dengang, hvor vi ikke havde mobiltelefoner og internetmuligheder. Vi rejste helt uden livline. Vores forældre kunne ikke komme i kontakt med os. Vi var på egen hånd, og vi klarede os.

Og vi ringede da også hjem. Hvis vi huskede det. Og sendte postkort. Hvis vi havde frimærker.

 

Interrail – så langt du vil. Bare ikke i Østeuropa. 1980.

kort

Dengang jeg så paven

Ofte kommer vi meget langt omkring i samtalen, når vi sidder ved aftensmaden. I dag var ingen undtagelse, selv om vi bare var Lasse og mig.

Af en eller anden grund, jeg ikke længere kan huske, havde vi en meget lang snak om paver, saliggørelse og helgenkåring. Jeg steg mange grader i Lasses agtelse, da jeg fortalte, at jeg engang har set Johannes Paul II i Peterskirken. “Det er jo den gode pave! Han var populær. Har du set ham!?!”

Det har jeg nemlig. I oktober 1979, da Johannes Paul II var forholdsvis ny pave, var jeg på studietur i Rom med gymnasiet. Med tog. Det var en vild tur, som den slags gymnasieekskursioner tit er. Men også med kulturelt og studierelateret indhold, og blandt andet overværede vi en pavelig velsignelse i den propfyldte kirke. Det kan oven i købet dokumenteres med et ukristeligt dårligt foto og tyveårige Birgittes kommentar skrevet med historiens mest klattende kuglepen.

Se selv:

paven