Pythatten

For tiden arbejder vi meget med at lære min mor at sige pyt. Hun er rigtig god til at finde alle bekymringer i verden, for hun ved, at hvis hun ikke tager dem på forskud, kan hun ikke være sikker på at få dem. Prøv at sige pyt og tage tingene, når de kommer, siger vi. Hvis de kommer. Det er den sværeste lektie, hun har.

Jeg talte med hende i eftermiddag og gjorde igen min datterlige trænerindsats på bekymringsområdet. Det gik nogenlunde, synes jeg, men hun er altså ikke nogen mønsterelev.

Bagefter tog jeg et smut op i kolonihaven for at kigge til afgrøderne. Forleden var jeg så glad, da jeg så, at salaten var piblet op i fine rækker små grønne spirer i køkkenhaven. Også rucolaen. Også der, hvor jeg tabte posen med frø.

Dét er der så nogen, der har gjort noget ved, konstaterede jeg i dag. Der er nippet grundigt der, hvor jeg tabte posen med frø. Og i det halve af rækken. Det er garanteret duer.

Nu kan jeg selv få lov at tage pythatten på.

Længere, billigere, bedre

kalkminelob15

I dag har jeg løbet Kalkmineløbet. Det er fjerde gang, jeg løber det løb. Samme distance hver gang, en kvartmaraton, 10,54 km.

Det, jeg er blevet rigtig god til, er at være længere og længere ude på ruten for hvert år. Det lykkedes også i år, hvor jeg lagde 2 minutter og 6 sekunder til min tid fra sidste år. Hvis man regner startgebyret ind i det, bliver minutterne ude på ruten billigere og billigere for hvert år. Det glæder jeg mig over. Billigt er en stor kvalitet for mig.

Det, andre gør, er at melde sig til et løb og så træne sig op til det. Det gør jeg ikke. Jeg skaffer et startnummer med kort varsel, løber løbet og træner bagefter. I aften kan jeg godt mærke i mine ben, at jeg skal se at komme i gang med at træne.

Kalkmineløbet løbes i et meget kuperet terræn omkring kalkgruberne i Mønsted og Daugbjerg. Ruten er lavet ud fra devisen, at hvis der er et bjerg, skal man over det, og hvis der er nogle kalkminer, skal man ind i dem. Det er en krævende rute, men egentlig synes jeg ikke, det var fuldstændigt vanvittig hårdt i år. Det skyldes nok, at jeg var mentalt forberedt og ikke kom derud og troede, jeg var en farlig ka’l. På det område er jeg altså OGSÅ blevet bedre end sidste år.

Jeg er snart klar til at stille op i VM i Dygtig.

Og forresten: Tak for i dag, Kalkmineløbet og Vestjysk Bank. I er også gode.

Alle udveje holdes åbne

Det er ved den tid, hvor eksamensfagene udtrækkes på ungdomsuddannelserne. Hjemme hos os følger vi med i, hvad gymnasiasten skal udsættes for her ved slutningen af 2.g. I dag fik de at vide, at de ikke skal op i nogen skriftlige fag. Det ærgrer han sig lidt over, for havde han skullet op i skriftlig matematik, havde risikoen for mundtlig matematik været mindre.

Men nu ligger det sådan, at han skal op i to af følgende fire mundtlige fag: oldtidskundskab, matematik, religion og naturgeografi. Han håber på alt andet end matematikken. Han skitserede scenariet: Hvis mundtlig matematik bliver udtrukket, græder han. Så kommer han over dét og græder så lidt igen, når det går dårligt til prøven. Og så kommer han over dét også.

Men der ER en smutvej, fortsatte han. Hvis en elev dør under prøven, består hele klassen.

En moderne sort nyfortolkning af En for alle.

Het was een heerlijke #Moederdag

Der i søndags, da Ajax spillede mod Cambuur på Amsterdam Arena, og Ajax-spillerne startede med at gå ind på banen sammen med deres mødre i stedet for de småputspillere, man plejer at se, fordi det var Mors Dag, og hvor Ajax vandt 3-0 på to mål scoret af danske Fiiiiiktor Fischeeeer og et af danske Lasse Schøne…. da var jeg der.

Jeg var på tre dages firmatur i Amsterdam, og efter en masse sightseeing, en masse skridt, en masse hygge, cykeltur og dinnercruise sluttede vi af med en fodboldkamp om søndagen. Ajax mod Cambuur. I Amsterdam. Anden søndag i maj. På Mors Dag.

Fordi jeg nu ikke går så meget op i fodbold, fordi jeg nu ikke forstår sproget og fordi jeg på det tidspunkt ikke var begyndt at kigge på storskærmene, havde jeg faktisk ikke fattet det med mødrene. Vi sad højt oppe. Jeg bemærkede godt, at maskotterne var temmelig store i det og ikke var i Ajax’ rødhvide spillertøj, men det var måske nogle store juniorspillere, tænkte jeg. Efter de første to scoringer så jeg også den samme kvinde på storskærmen, men det var først næste dag, det gik op for mig, at det har været Fiiiiiktor Fischeeeers mor. Og senere mor Schøne.

Men jeg har da taget billeder af dem, da de kom ind på banen. Se selv.

Ajax

Og Ajax har tweetet. Se selv.

Ajax2

Skal jeg også anmelde kampen? Første halvleg var kedelig. I anden halvleg blev jeg helt vildt forskrækket, da der blev scoret første gang, for jeg sad og var ligesom sunket ind i mine egne tanker, da der pludselig rejste sig et gigantisk jubelbrøl omkring mig, og folk rejste sig op. Det skyndte jeg mig så også at gøre og var glad for, at de viste scoringen igen på storskærmen, når nu jeg ikke helt havde fået fulgt med. Derefter blev kampen sjovere.

Jeg er glad for at have fået den oplevelse. Og glad for, at mødrene fik en god eftermiddag.

Roser fra en fremmed

Jeg fik den fineste kompliment. På vej i kolonihaven på cykel med lydbog i ørerne passerede jeg en kvinde, der gik med en hund. Jeg hørte, hun råbte noget efter mig, og jeg stoppede op og slukkede for litteraturen.

”Dit hår er så smukt!”, gentog hun.

Jeg vidste godt hvem hun var. Og alligevel ikke. For mange år siden passerede vi hinanden på en sti. Jeg var på vej ned ad bakken med min førstefødte i klapvogn, hun på vej opad, trækkende med en cykel med to børn på. “Hvad hedder du?”, spurgte drengen. Jeg svarede, og han kvitterede med sit og sin lillesøsters navne og uddybede “Det er mig, der er (drengenavnet)”. “Hvis du skulle være i tvivl”, sagde kvinden smilende.

Siden har hun og jeg i mere end tyve år været på hilsefod, når vi har mødt hinanden i bybilledet. Bare hej og et smil, uden nogensinde at tale med hinanden. Førend i dag. Vi fulgtes ad de hundrede meter hen til haven, og stod lidt og snakkede, inden vi fortsatte hver til sit.

Det er ikke ret tit, man får komplimenter fra fremmede om hår og udstråling og det indtryk, man ellers kan gøre på andre. Eller ret tit, jeg selv uddeler roser til folk, jeg ikke kender. Man skulle gøre det noget oftere. Det gør glad.

Apropos ingenting og alting er her et billede af dét lykkelige øjeblik på året, hvor HELE flisegangen i haven er luget.

flisegang