hep

Lige siden jeg købte mine italienske stiletter i Rom for fem år siden, har de egentlig været et halvt nummer for små. De er så flotte og jeg har tit høstet komplimenter for dem. Men de har altså også gjort lidt ondt på mig sommetider. Tre timer maksimalt, og så er det rart at skifte fodtøj. Af den grund er jeg tit taget til selskab i mine næstfineste fine sko.

Det kunne være rart med et par nye festligste sko.

Jeg mangler bare skoshoppegenet. Faktisk mangler jeg alle shoppegener. Jeg hader at prøve sko og tøj. Hader at stå og svede og prøve og vurdere. Og efterfølgende betale. For noget som måske alligevel er for stort eller for småt eller for grimt eller forkert.

Alligevel vovede jeg mig ud i dag og gennemtrawlede samtlige byens skobutikker. Scannede hen over størrelse 39-hylderne i stiletreolerne, frasorterede grimsakkerne og stod tilbage med ingenting. I en enkelt butik undervejs prøvede jeg den sko, som mest lignede den forestilling, jeg havde i hovedet. 39 var for lang, 38 klemte forfoden. Mine fødder er faktisk ikke bygget til sko. De er beregnet til at blive svøbt i skind i stenalderen. Brede og sunde med god plads mellem tæerne.

I den allersidste forretning, jeg var inde i, stod jeg og vaklede mellem – ikke vaklede PÅ – to par. Og jeg kom hjem med det ene par. Måske er det de rigtige. Måske bliver jeg glad for dem. Det virker, som om jeg kan holde ud at have dem på i mere end tre timer. Jeg tester i aften.

De gener dér: Kvindeshoppegenet mangler jeg. Men jeg har fået et mandegen i stedet for: jeg ejer ikke evnen til at multitaske.

Så går det vel lige op. Op på stiletterne.