Det forbyttede gen

Lige siden jeg købte mine italienske stiletter i Rom for fem år siden, har de egentlig været et halvt nummer for små. De er så flotte og jeg har tit høstet komplimenter for dem. Men de har altså også gjort lidt ondt på mig sommetider. Tre timer maksimalt, og så er det rart at skifte fodtøj. Af den grund er jeg tit taget til selskab i mine næstfineste fine sko.

Det kunne være rart med et par nye festligste sko.

Jeg mangler bare skoshoppegenet. Faktisk mangler jeg alle shoppegener. Jeg hader at prøve sko og tøj. Hader at stå og svede og prøve og vurdere. Og efterfølgende betale. For noget som måske alligevel er for stort eller for småt eller for grimt eller forkert.

Alligevel vovede jeg mig ud i dag og gennemtrawlede samtlige byens skobutikker. Scannede hen over størrelse 39-hylderne i stiletreolerne, frasorterede grimsakkerne og stod tilbage med ingenting. I en enkelt butik undervejs prøvede jeg den sko, som mest lignede den forestilling, jeg havde i hovedet. 39 var for lang, 38 klemte forfoden. Mine fødder er faktisk ikke bygget til sko. De er beregnet til at blive svøbt i skind i stenalderen. Brede og sunde med god plads mellem tæerne.

I den allersidste forretning, jeg var inde i, stod jeg og vaklede mellem – ikke vaklede PÅ – to par. Og jeg kom hjem med det ene par. Måske er det de rigtige. Måske bliver jeg glad for dem. Det virker, som om jeg kan holde ud at have dem på i mere end tre timer. Jeg tester i aften.

De gener dér: Kvindeshoppegenet mangler jeg. Men jeg har fået et mandegen i stedet for: jeg ejer ikke evnen til at multitaske.

Så går det vel lige op. Op på stiletterne.

Sympatitræt

I mere end hundrede år har man den sidste tirsdag i maj afviklet det traditionsrige Søndersøløb i Viborg. Distancen er 5,8 kilometer rundt om Søndersø, som de hurtigste har tilbagelagt, næsten før de sidste har forladt startområdet. Sytten minutter og tretten sekunder er rekorden. Det er altså hurtigt.

Jeg har aldrig været under en halv time. Til gengæld har jeg tit været en god del længere tid undervejs. I år havde jeg slet ikke nummer på, men nøjedes med at tage varmt tøj på og spadsere ned og kigge på de mange aktive deltagere.

Har fået vind i øjnene og er sympatitræt. Kommer til at sove på rekordtid i nat.

Fuglefight afsnit 3: Urteburet

Fuglekampen om krydderurterne, som vi uden at ville det blev hvirvlet ind i, og som er beskrevet her og her, sluttede ikke med anskaffelsen af vagtuglen. Vagtuglen virrede ikke nok med det vindblæste hoved; den sad på bænken og kom aldrig rigtigt på banen. Gråspurvene sked den et langt stykke og fortsatte med at plukke den før så frodige timian ned til rødderne. Ikke det mindste blad fik vi selv af den timian. Den er væk. Spist eller brugt som redebyggemateriale, hvad ved vi. Alt vi ved er : Øv.

Måske skræmte uglen duerne væk.

Måske.

Jeg siger det kun, fordi jeg ikke har noget konkret bevis på det modsatte. Vi har ikke set nogen duer sidde i det grønne, siden vi modtog uglen. Tvivlen må så komme uglen til gode.

Men noget andet måtte gøres for at redde glæden ved at kunne gå ud og hente krydring til aftensmaden. På landet, hvor salater og stauder trues af både harer og råvildt, kan folk finde på at hegne urtehaven ind. Skulle vi ikke kunne gøre det samme på en terrasse i første sals højde?

Så voila: Her er det nyeste kampvåben. Købt som kaninløbegård og snedigt ombygget af min fingersnilde værktøjsfører til et urtebur i to etager med integreret bænk. Nu krydser vi fingre. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvad der skulle kunne gå galt med det. Hvordan fuglene skulle kunne komme ind. Jeg kan smage sejrens sødme. Og timian. Jeg har købt en pottefuld spurvelivret og sat ud for tredje gang. Denne gang i bur.

urtebur1urtebur2

Uglen er kommet i skammekrogen. Der kan den stå, inden den måske ender sine dage med stækkede vinger i kolonihaven. Der har jeg nemlig konstateret, at nogen spiser de spæde rucolaspirer. Jeg tror, det er duer, og uglen har jo ikke bevist, at den ikke kan skræmme duer.

Så hvad siger I? Skal den have en chance til?

Mens vi hoverer på hjemmeadressen.

Betaget og begejstret

Hack1

Der er kommet en ny kogebog i vores samling. Den er så smuk, at den stadig ligger på sofabordet og tager sig ud. Senere kommer den på sin rette hylde.

Udover at være flot og indbydende og fyldt med lækre billeder og opskrifter på den mad, der bæres ud fra køkkenet på Cafe Hack, der ligger under Aarhus Teaters ene vinge i arkitekten Hack Kampmanns bygning fra år 1900, er den også historien om restauranten og dens tilknytning til teatret, om radioprogrammet Cafe Hack, og det er fortællingerne om nogle af de mennesker, der har tilknytning til og kommer i bygningen og restauranten, skuespillere, kokke, teaterpersonale og gæster.

Jeg har læst den fra ende til anden, og jeg er begejstret. Hammerflotte fotos og veldrejede fortællinger. Det er min gode veninde Hanne, der har skruet teksterne sammen, og det har hun gjort rigtig godt. Hele holdet bag bogen har gjort det godt, og resultatet er en fryd for øjet og hjernen. Formodentlig også for munden og maven, men så langt er jeg ikke nået endnu.

Hack2

Vi var inviteret på Cafe Hack til noget, værtsparret Hanne og Morten kaldte krisetopmøde, noget med en rund fødselsdag og en syvårsdag og noget midtvejspanik. Eller et tilbud om i det mindste at være sammen om at gå i panik, hvis det ikke kunne undgås. I virkeligheden var det en fest. Vi havde i hvert fald en fest.

Og så kunne man købe Cafe Hacks kogebog, og det gjorde vi. Eller vi og vi. Pludselig var min kæreste forsvundet og kom et øjeblik efter tilbage og gav mig bogen. De andre gæster, som kendte den i forvejen, talte godt om den. Dog var der en moster, der sagde: “Altså, det der brød … ” – jeg troede, at brødopskriften nu skulle berømmes – “… dét skal I ikke bage! Der er så meget forskelligt i, at man knækker tænderne på det!!”.

Som nævnt har jeg læst hele bogen, også opskrifterne, og hvad jeg er HELT sikker på, at jeg vil lave på et tidspunkt, er netop Koldhævet brød med græskarkerner, tranebær og malt. Mine tænder er stærke.

Røverhistorierne kan købes ved at gå denne vej. Jeg er ikke blevet bedt om at reklamere; jeg deler bare ud af min betagelse.

Nå jo, så var vi også på rundvisning i teateret. I salene, bag kulisserne, fra kælder til kvist, alle syv etager, hen over svanekuppelloftet, i værksteder og kostumelagre. Det er en fantastisk bygning. Jeg er beriget, betaget og begejstret.

Tubetæmmere

Der er altid modsatte måder at agere på. På badeværelser fødes masser af tvistigheder. Vender man toiletrullen den ene vej, er der altid nogle, der synes, den skal vende den anden vej. Selv om den rigtige måde jo ER at vende den løse snip udad.

Lader man brættet være slået op, er der altid nogen, der synes, det skulle have været lukket.

Jeg er af den slags, der uden at tænke over det klemmer midt på tandpastatuben. Jeg har masser af sære rutiner, jeg finder vigtige at følge, men lige dét med tuberne fylder ikke noget for mig.

Heldigvis bor jeg sammen med hele to tubetæmmere, som ordner, hvad jeg sløser med.

tube