Du ligner en anden

I dag havde jeg mine højtaljede momjeans fra H&M på sammen med en kort jakke. Begge mine sønner noterede sig det højtaljede firsersnit, og yngsten udbrød: “Du ligner Marty McFly”.

Altså, vi er tilbage i Tilbage til Fremtiden. Michael J. Fox. Jeg er ikke sikker på, at det er sjovt. Men måske er det bedre end at ligne Boris fra Krummerne, alligevel.

Jeg har googlet lidt på det. Det er faktisk i 2015, Marty McFly ankommer til fremtiden. Men først 21. oktober. Ikke i dag.

Senere på dagen løb jeg en tur. Der var ikke nogen, der sagde, jeg lignede Jane Fonda.

 

Jeg havde også madpakke med

Endelig en eftermiddag i haven med sol og korte ærmer. Koncentreret ydelse og nydelse.

 Min urbane oase


Vores urbane oase

 Dårlig samvittighed-bedet. Vi rydder det i løbet af sommeren, graver alt væk, løg, planter, rødder, alles, er vi enige om for tredje år i træk.


Dårlig samvittighed-bedet. Vi rydder det i løbet af sommeren, graver alt væk, løg, planter, rødder, alles, er vi enige om for tredje år i træk.

 Perlehyacint lige midt i jordbærrækken – mindelser om havens tidligere ejer


Perlehyacint lige midt i jordbærrækken – mindelser om havens tidligere ejer

 Rabarberkompotten er næsten klar


Rabarberkompotten er næsten klar

 Vi får nye kartofler om lidt


Vi får nye kartofler om lidt

 Hindbærmarmelade på vej


Hindbærmarmelade på vej

 Og blåbærmarmelade?


Og blåbærmarmelade?

 Duerne håber på ribs, og solsortene håber på solbær


Duerne håber på ribs, og solsortene håber på solbær

 Jeg håber på mange kaffepauser


Jeg håber på mange kaffepauser

Den der kirke, altså

Sagrada1

Ingen – INGEN – må besøge Barcelona uden at besøge La Sagrada Familia. Så enkelt er det.

I efterklangen fem dage efter, at vi kom hjem, er det stadig indtrykket af den, der står klarest. Den skal I se, havde Lasse sagt. Også indvendigt?, spurgte Morten. Især indvendigt, svarede den 17-årige. Som var 14, da han så den. Jeg havde prøvet at forklare, hvad der ventede os, men det er næsten umuligt at finde ord. Udenpå er den bombastisk, men indenfor er den meget … let, havde jeg forsøgt.

Men ingenting havde forberedt Morten på det, han så, da han trådte ind i kirken. Hans ansigt og hans reaktion har sat sig lige så skarpt i min erindring som det syn, der ramte os. Lyset. Farverne. Rummet. Mosaikkerne. Det ophøjede. Det guddommelige. Letheden. Formerne. Fantasien. Mest af alt lyset.

Sagrada2Sagrada3Sagrada4

Der er bygget på kirken i 133 år, og i de seneste årtier er det gået hurtigt. Byggeriet har altid været baseret på donationer, og jo flere turister, jo flere penge at bygge for. Og jo mere der bygges, jo mere er der at se, og jo flere turister kommer der. Jeg var der for tre år siden, og jeg kunne se forskel fra dengang. Kæmpestore mosaikker med et fuldstændig fantastisk farvestrålende lysindfald er kommet til siden. Med den hastighed byggeriet har nu, er der håb om, at jeg kan se den færdig i min levetid.

Jeg er Gaudi-fan.

Rød måne

Den første heftige forårssol er altid barsk for Mortens hoved. Han har ikke noget hår at tage fra med, og han plejer at tage sine forholdsregler og sætte en kasket på.

I år kom Barcelona først med den stærke sol, og ingen af os havde tænkt på hverken hat eller faktor. Så et par dage med sol i sylten satte spor på toppen. Da han efter morgenbadet bøjede sig for at tage strømper på, så jeg tydeligt kontrasten mellem issen og kroppen.

Han lignede faktisk det japanske flag.

Alle dem der hedder Morten Balle bedes gå til gaten nu

imageDet blev en sær start på Barcelonaeventyret. Vi ankom til lufthavnen i magelig tid før afrejse og gik til check-in skranken. Ovenover skranken stod der 16.10 … og så stod der Delayed. Hvorfor står der noget om forsinkelse og så det rigtige tidspunkt?, tænkte jeg. Vi fik sendt kufferterne af sted og fik udleveret boardingkort. Desværre skulle vi ikke sidde sammen, men den risiko havde vi forudset, når nu vi ikke ville betale for sædereservationer. “I ved godt, at der er forsinkelse, ikke?”, spurgte damen. “Njah, hvor meget?”. “Lige nu regner vi med tre timer. Det er på grund af flystrejken i Frankrig, så er der ingen i kontroltårnene, så derfor skal vi finde ruter uden om det franske luftrum”.

Nå. Det var en streg i regningen. Vi skrev til Ani i Barcelona, at vi kom tre timer senere end planlagt, og så fik vi tiden til at gå med gadgets, quizzer og mad, mens vi prøvede at glæde os over udsigten over landingsbanen, gratis wifi, strøm og fri parkering.

Så blev der kaldt til gaten. Jeg gik først igennem. Morten kom bagefter, og hans boardingkort blev afvist af systemet!! Meget mystisk, syntes damen. Og vi. Der er allerede checket en Morten Balle ind på plads 30B, sagde hun og tilkaldte en af kollegerne i neongul vest. Der blev kaldt ud i ventesalen, om der var en Morten Balle til stede. Lidt efter kom en ung mand til skranken. Han havde ganske rigtigt det samme navn, og han havde selv reserveret det pågældende sæde.
De havde kun én Morten Balle registreret i systemet, og så gik der lidt forvirrende tid med at få min Morten (som klart var den lækreste af de to med samme navn) tildelt et sæde i flyet. Han var tilsyneladende blevet overskrevet af den anden.

Midt i al forvirringen kom en kvinde fra ventesalen hen til os og fortalte helt ophidset “Altså, ved I hvad, hvor er det mærkeligt! Vi hørte, der blev kaldt en Morten Balle. Vi er ni kvinder, der skal med det her fly ned og møde en Morten Balle i Barcelona. Han bor dernede, og han er slet ikke her nu. Han er i Oslo nu!! Er det ikke bare mærkeligt?!”

Jo! Meget sært. Hele TRE af dem, og alle med en eller anden tilknytning til afgangen med Vueling VY8501 fra Aalborg til Barcelona.

Det endte godt, og så skete der også noget ud over det rutineprægede i Aalborg Lufthavn den torsdag.

Det mest suspekte, synes jeg, er, at der i Barcelona er ÉN Morten Balle, som får besøg af NI kvinder…