hep

I søndags havde vi et projekt. Men inden vi nåede til vejs ende med det, var vi nødt til at forberede noget andet, og undervejs skete der nogle uforudsete ting, som vi måtte håndtere, inden vi kunne gå videre med hovedplanen.

Kender I Sven Nordquists Pandekagekagen? Det er den historie, hvor Peddersen og Findus vil bage pandekager til en pandekagekage for at fejre Findus’ fødselsdag. Men melet er sluppet op, så det må de først hente hos købmanden. Men cyklen er punkteret, så den må de lappe først. Men skuret med lappegrejerne er låst, og de må først finde nøglen. Nøglen er på bunden af brønden, og de er nødt til at have fat i fiskestangen for at fiske den op. Men den er på loftet, og for at få fat i stigen, så de kan komme op og hente den, er de nødt til at skræmme Gustafssons tyr væk, den står nemlig og sover med hovedet på stigen, og for at gøre det er Findus nødt til rende rundt med et blomstret tørklæde bundet fast i halen.

Og SÅ kan de tage stigen, kravle op efter fiskestangen, fiske nøglen op fra brønden, låse skuret op, lappe cyklen og køre til købmanden efter mel, og SÅ kan de bage pandekager og lave pandekagekage og sidde i haven og høre Jussi Björling.

Jeg tænker altid på Pandekagekagen, når jeg er nødt til gøre noget, før jeg kan komme til det egentlige. Også i søndags.

Vi skulle have nye havemøbler. Eller … vi skulle have havemøbler overhovedet. Og vi havde aftalt, at før vi dyngede terrassen til med en hel masse, ville vi vippe plankepladerne op og få fejet de foregående års blade og snask og alger væk nedenunder.

Men først drog vi til byggemarkedet og købte møblerne. Så langt gik det godt. Vi kunne dog ikke presse et to meter langt havebord og seks stole ind i bagagerummet på Mortens bil, viste det sig inde i byggemarkedets varegård, men heldigvis kunne vi låne en trailer. Hjem og læsse møblerne af. Tilbage og aflevere traileren. På vejen konstaterede vi, at trykket var faldet i venstre baghjul, så det måtte vi ind på en tankstation og tjekke. Det viste sig at være punkteret, sandsynligvis fordi der havde ligget brædder med søm i derovre i varegården, og det bandede vi over, mens vi kørte ud til Toyota, som heldigvis havde søndagsåbent. Spritnye biler har nemlig ikke noget reservehjul, men vi fik lov at låne et hjul med den fornødne luft i. Og værktøj til at skifte det med. Og Morten aftalte at komme derud næste dag og få skiftet til sommerdæk. Det er jo alligevel ved den tid.

Så kørte vi hjem. Og knoklede med de tunge, tunge terrasseplankeplader. Og kom kun halvt igennem, fordi nogle af dem var skruet sammen til dobbelt bredde og dobbelt vægt og dobbelt umulige at håndtere, og de kunne ikke skrues fra hinanden, fordi kærvene var skruet i smadder.

Og SÅ kunne vi hente de nye møbler op på terrassen og befri dem for beskyttelsespap og samle dem. Og SÅ kunne vi sidde og nyde solen… Men da var solen gået væk, og det var blevet frysende koldt, så vi gik ind. Men se lige, så fint det venter derude.

terrassen

Følgefortællingen – fælgefortællingen – er denne: Næste morgen talte Morten i telefon med værkstedet, som havde konstateret tre tætsiddende huller i det punkterede dæk, og det kunne ikke betale sig at lappe det. Bestilling på et nyt dæk, altså. Da han kom ned til bilen, var venstre forhjul fladt. Endnu en punktering. Opkald til værkstedet: “Bestil to!”. Falck kom og pustede luft nok i hjulet til køreturen ud til værkstedet. Og herfra kørte det hele igen efter planen.

Og ovenover alting stråler jo Mo’er Sol, og når vi engang kan se den for al den regn nedenunder, kan vi sidde i nye havemøbler på en halvt rengjort terrasse og kigge ned i carporten på en bil med fire fine sommerdæk.

What’s not to like?

terrassecollage