Det er vigtigt at gøre sine sætninger færdige

Det er også vigtigt, at tilhøreren venter med at drage konklusioner, til sætningerne er gjort færdige.

Min kollega fortalte, at hun skal ind og se musicalen Dirty Dancing. Og så fortalte hun, at hendes mand havde fundet en lille youtube-film, hvor en tysk kvinde bliver spurgt om sin yndlingsfilm og har mere end svært ved at udtale navnet på filmen, som er Dirty Dancing. Filmen er HER.

Og det var godt, at historien blev gjort færdig.

For jeg var allerede ved at tænke ud ad en anden tangent, da min kollega startede med at sige: “Allan har fundet en tysk dame på nettet…”

44-1 til mor

Jeg talte i telefon med min mor. Hun er 88 og er kommet bagud med ord. Hun skal i hvert fald ikke risikere at brænde inde med noget af sin kvote. Talestrømmen er akkumuleret i takt med, at alderen er steget.

Jeg er 55 og bagud med at lytte. I hvert fald er det det, jeg gør. Jeg ringer op, og så lægger jeg øre til, og fletter ja, nå, hmm, mmm og nej ind, når der er en sprække i ordtæppet.

Vi talte i 45 minutter. 44 til hende og 1 til mig.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , , - 2 kommentarer.

Alle har en Karolinefavorit

Jeg skulle have mødregruppen på besøg. Mødregruppen har eksisteret så længe, at nogle af mødrene er blevet farmødre, og de børn, vi er mødre til, fylder 21 her i februar og marts. Vi er fem og har mødtes fem-seks gange om året på skift hos hinanden, siden vi gik til efterfødselsgymnastik på samme hold i 1994. Traktementet er vin og snacks, kaffe og kage, og det hyggelige er at være en flok kvinder, som i al vores forskellighed har dét ene til fælles, at vi har jævnaldrende børn og en tilknytning til Viborg og Karup og har fulgt hinandens liv med mærkedage og hverdage gennem mere end tyve år.

Hvad for en kage skal jeg bage til dem?, spurgte jeg.

Du skal… funderede Morten, og jeg kunne høre, at mundvandet var begyndt at trække sammen, bage en æblekage med mandellåg, som findes i en de første Karolines Køkken. Det er æblebåde og en blanding over, som består af mandelsplitter og smør og æg og noget mel, sikkert, og når den spises med kold flødeskum, så smelter flødeskummet ned i det lune mandel-æble-noget til en blanding, som smager fuldstændig himmelsk…

Det kan jeg godt, den lyder lækker, sagde jeg. Men … det er jo til damerne, og I kan altså først få noget bagefter, når vi er færdige.

Okay… Fattet og accepterende. Men meget skuffet, så jeg godt. Og lige dér gik det op for mig, at det var en erindringens stjernestund, som var blevet beskrevet. Og mundvandet var produceret. Og der var to andre i husstanden, som også ville blive snydt, fordi jeg var så smålig. Den ene ville ikke engang være oppe længere, når damerne var færdige med at snadre.

Det var derfor, jeg bagte to. En til damerne og en til dem, der ikke sad med til højbords.

medmandellaag

Der er nok ikke nogen kogebøger, som så mange mennesker forbinder favoritopskrifter og erindringer om lækkerhedsstunder med som hæfterne fra Karolines Køkken, især de første fra firserne. Jeg har dem alle sammen. Den første er den mest slidte og slår op på lasagne af sig selv.

Kulsyre FØRST!

Kulsyren skal tilsættes sodastream-sodavand før smagsstoffet, blev vi husket på i går. Sagt på en anden måde er det virkelig dumt at prøve at pifte færdig sodavand op, uagtet man synes, det blev lidt for tamt.

Al den tørren cola op af alle de skuffer, der er lige nedenunder med mel, gryn, sukker og en masse andre madvarer, som stod og soppede i brunt sukkerklister, mindede mig om andre gange, hvor dumhed og tankeløshed har tvunget mig til at tømme og tørre skuffer.

Da vi var flere, der havde hældt vand på kaffemaskinen på arbejde, så den stod og pumpede og pumpede kaffe ud over bordet og ned i samtlige skuffer med dækkeservietter og bestik.

Da jeg som ung elev på reklamebureau ramte bunden af min kop mod kanten af arkivskabet, fordi jeg ikke fik den løftet højt nok, så kaffen strømmede hen over toppen af skabet og ned i samtlige rentegningsskuffer. Og det var vel at mærke før computere og dtp. Alle rentegninger var papirmontager, og skufferne sejlede. Jeg havde meget røde ører.

Det havde jeg ikke i går. Der tørrede jeg bare op.

Kom I godt af sted?

… skrev jeg til Morten i formiddags, sådan nærmest retorisk efter en række informationer, jeg skulle give ham.

Han svarede, og der skrev han sig direkte ind som gæsteskribent i dag. Ingen kan alligevel beskrive bedre end han selv, hvordan de kom af sted.

“Alt gik godt i morges. Lige indtil det gik galt. Ikke såd’n galt-galt, mere sjovt-galt. På en måde.

Astrid ville jo gerne busse den igen. Så vi havde timet afgang til 7.50. Det var hyggeligt og roligt. Hun skævede dog til uret og spurgte om vi ku’ nå det… Ork sagtens, sagde jeg. Ved Superbest kunne vi imidlertid se bussen i det fjerne. Foran. PIIIS… Der var biler imellem den og os og jeg tænkte at ’det når vi aldrig!’ Men så, som ved et trylleslag, skulle den ene til højre, den anden til venstre og, og, og… Klampen i bund og afsted mod bussen. Som skulle holde ind ved stoppestedet alligevel, kunne vi se. Hurra, vi nåede den og hun kom med. Phew.

Jeg gik på job og skænkede kaffe og var hurtigt i gang.

Så ringede telefonen. Det var Astrid. Jeg svarede kækt, og kunne blot lægge øre til en sirene: ’FaaaaaaaaAr… det er den forkerte buuuuhuus’.

Lidt ligesom med vandet på værelset. Fra 0 – 100 på et splitsekund og afsted, altimens barnet hikstede i røret og blev guidet til at gå til chaufføren og sige ’Jeg vil af. Nu.’

Jeg fandt hende på en rasteplads ved Løgstrup, kørte omvejen over Kølsen til Skals og fik hende læsset af i skolegården. Netop som det ringede ind.

Så var man ligesom i gang.”