Halvvejs mod noget

flag

I dag har jeg halvårsfødselsdag. Og eftersom min datter og jeg har fødselsdag samme dag, har hun også halvårsfødselsdag. Hun er 22,5 og dermed halvvejs mod 45 og synes, det er skræmmende.

Til gengæld synes hun, mine tal er enormt sjove. Jeg er 55,5 år i dag. “Så er du halvvejs mod 111, er det ikke sjovt?”, siger hun.

Halvvejs mod 111? Det er jo ikke sjovt. Ingen bliver 111.

“Jeg synes altså, det er sjovere med 55,5. Tre femtaller…!”, insisterer jeg.

“Ja, og så halvvejs mod tre ettaller! Det er da sjovt!”, fremturer hun.

Jeg skal nu arbejde noget med det, før jeg synes, det er sjovt. På en måde er jeg mere interesseret i Lauras 45-tal.

Jeg kan også bare kaste energien i nogle varme tanker i min tantes retning. Hun har nemlig rigtig helårsfødselsdag i dag. Halvvejs mod omkring de 170.

Nat og dag i tøj

I går var den dag, jeg skiftede mellem to slags tøj. Nattøj og løbetøj. Det første havde jeg på den halve dag, mens jeg sad i køkkenet og drev den af i en solstråle. Ud på eftermiddagen tog jeg det andet på og løbegik rundt om en sø nær mig. Hjemme igen kom det over mig, at jeg ville skaffe vores kælderrum noget orden, så vi ikke længere behøvede at krabbe os sidelæns rundt om vakkelvorne kassestabler og være uden reel mulighed for at få fat i noget i det fjerneste hjørne. Morten var væk hele dagen; først på jagt og så til noget irsk stuvning, kortenspil og rom, så jeg havde en glimrende mulighed for at bestemme alting selv. Skrue fortidens ABC-reoler sammen, stille på hylder og skaffe gulvplads. Med lydbog i ørerne, værktøj i hænderne og struktur i tankerne. Og løbetøj på. Stadig.

kaelderrum


Før

Det var svært tilfredsstillende. Og faktisk hyggeligt også. Jeg er stolt over mit værk og pudser stadig glorie. Det passede lige med, at bagefter ville Morten gerne reddes fra mere rom, og da jeg nu stadig var i spandex – eller hvad mit elastiske sportstøj er lavet af – monterede jeg resten af udstyret og løb de to kilometer ud og hentede ham og bilen. At notere to træninger på samme dag var bestemt ikke mindre tilfredsstillende end at trylle kælderrum i rette vinkler. Bagefter tog jeg et bad og hældte mig i stribet pyjamas igen. Fremragende koncept.

I dag har jeg – udover en lang formiddag i nattøj – også haft almindeligt dagtøj på. Har været udenfor i almindelige ærinder flere gange. Blandt andet på biblioteket for at hente Donna Tartts Stillidsen som lydbog. Jeg har været i gang med papirudgaven ad flere omgange, men har måttet erkende, at det simpelt hen ikke går med analoge murstensromaner og mig længere. Så jeg blev så glad, da jeg opdagede, at nogen har indlæst den, og at det heldigvis ikke er Ann-Britt Mathisen, som var ved at slå min lytning af en anden Tartt-roman, Den lille ven, aldeles ihjel. Denne her oplæser hedder Mikkel Hansen, og det er ikke håndboldspilleren, hvilket jo er godt, eftersom jeg ikke rigtigt kan forestille mig at høre på ham en hel bog igennem. Mindre godt er det, at jeg ved sniglytning af bogens start hørte oplæser-Mikkel udtale dens titel som ’stillissen’ – med tryk på ’lis’. Hmm. Det kan blive 37 lange timer i hans selskab.

Men jeg er nok nødt til at glæde mig lidt alligevel.

Stillidsen

“Hjernen er en devaluerende mekanisme”

Uddrag fra Maria Semples roman Hvor blev du af, Bernadette:

“Lad os sige, at man har fået en gave. Man pakker den op, og det er en diamanthalskæde. Man bliver ude af sig selv af glæde, og man hopper op og ned af bar begejstring. Den næste dag er man stadig glad for halskæden, men ikke helt så meget. Efter et år ser du på halskæden og tænker “Nåh, dén gamle tingest”.

Det er det samme med negative følelser. Lad os sige, at man har fået en revne i forruden på bilen, og man er ked af det. “Åh nej, min forrude, den er ødelagt. Jeg kan næsten ikke se ud af den. Det er en katastrofe!” Men man har ikke penge til at få den lavet, så man kører bare videre med den. En måned efter er der en, der spørger, hvad der er sket med ens forrude, og man siger “Hvad mener du?”, fordi ens hjerne har devalueret betydningen af det.”

Min hjerne er i gang med at devaluere de ridser, jeg fik lavet i forreste kofanger forleden morgen, da jeg lige var fremme og kysse kantstenen, da jeg parkerede på arbejde. I et stykke tid devaluerede jeg fint, men så nævnte den kollega, som mødte samtidig og så min manøvre, det et par dage efter og mente, at det ikke havde lydt ret godt. Først da kiggede jeg grundigere efter og mærkede ridserne i lakken.

Nu skal jeg lige kategorisere det som ’min første rift’, og så skal det arkiveres. Devalueres.

Et kongerige for en P-plads

Himmel

Det handler slet ikke om P-pladser, men om himle. Himler? Himle. I det omfang, man insisterer på at sætte dem i flertal.

Med 15.000 km tilbagelagt på fortrinsvis midtjyske veje på et halvt år har jeg set en og anden himmel. Flotte himle. Mørke himle. Lyse. Morgenhimle. Solopgange, solnedgange, skyformationer, stråleglans, disede dramatiske fronter. Gråvejr og blåvejr og bygevejr. De er ubeskriveligt afvekslende, og jeg har mine favoritsteder med de fineste himmelkig undervejs. Det er jo ikke noget, man som sådan må tage billeder af. Eller. Det må man jo godt. Men man kører jo bil. Og med hænderne ti-i-to på rattet er det svært at fotografere. Og under ingen omstændigheder skal man fremvise fotos, som man alligevel er kommet af sted med at få taget. Eller. Nej. … HVIS man er kommet af sted med at tage et. Nogen kunne jo tro, at man fotograferer under kørslen med sig selv bag rattet. Næ næ. Så som regel fæstnes himlene bare på nethinden.

I dag fangede himlen over Låsby mit blik. Åh og ih og næh, tænkte jeg, mens jeg kørte, og da jeg nåede et sted, hvor jeg kunne holde ind og fedte med mit mobilkamera, havde skoven fået overtaget og dækkede for herligheden. Men det er jo også bare natur, og den kan man ikke fastholde i flade pixels, sagde jeg til mig selv og fortsatte.

Men det blev VED med at være pænt, og lige da jeg igen havde tænkt Neeiiij, materialiserede et blåt P-skilt sig, så jeg svingede Aygoen ind, rullede vinduet ned og blev strintet på af forbipasserende biler, mens jeg fedtede med pixels.

Fint, ikk’?

Himmel3

Dobbelt op på Patriots

Den ting på ønskesedlen, som man bare ved, man ikke får. Men hvis man ikke skriver det, er der jo ingen, der ved, man ønsker sig den.

Som barn startede jeg i mange år mine ønskesedler til fødselsdag og jul med 1. Hest, 2. Seletøj til hest. Jeg ved ikke, hvordan jeg havde stillet mig, hvis jeg havde fået nummer to uden at få nummer et, men jeg fik aldrig nogen af dem. Min far var nemlig en klog mand, og jeg har faktisk aldrig været særlig hesteinteresseret. Klog var jeg heller ikke, siden jeg alligevel skrev det på.

Til denne jul stod der på Lasses ønskeseddel  – sammen med en masse fornuftige ønsker – NFL hjelm i fuld størrelse. Hold er underordnet, men gerne New England Patriots. Vi vidste, at det var den ting, han ikke rigtigt regnede med at få. Og bestilte den i Patriots’ webshop. Den nåede hjem inden jul, og vi glædede os til at se hans reaktion. Derfor blev vi også lidt ærgerlige over at se, at der blandt hans andre julegaver var en pakke, der til forveksling lignede vores i vægt og størrelse. Havde nogle andre virkelig tænkt som os og ville overraske ham med præcis den gave, han ikke regnede med at få? Så vi sørgede for, at han pakkede den fra os op først. Sig det ikke til nogen.

Der var hjelme i begge pakker, begge var Patriotshjelme, men heldigvis ikke ens. En til at have på hovedet (en replika, dog, så den skal kun bruges til at se fjernsyn med, ikke i nærkamp) og en anden i samme størrelse, men til at rumme snacks til kampene.

Han blev så glad og overrasket, da han pakkede ud. Først den ene, og så den anden. Det var det værd!

Ekstra glad var han i nat, da han så sine favoritter vinde 35-31 over Baltimore Ravens i en vildt spændende kamp. Dog vist uden hjelm på hovedet.

Patriots