Mørkeliv med små lys

Jeg har ikke set dagslys i dag. Det var stadig mørkt, da jeg gik ind på min arbejdsplads og sad hele dagen med ryggen til vinduerne, og det var mørkt igen, da jeg gik ud for at køre hjem.

Det er der ingen, der har, sagde Lasse, da jeg klynkede lidt over det. Så skal jeg jo ikke beklage mig.

Og på den gode side …

har tre ud af fire i husstanden nu julekalendere. En Kinder- og to lakridspibekalendere. I god tid. Forlokkende.

har jeg talt i telefon med min mor i en time og to minutter i aften. Hun var i væsentligt bedre humør ved samtalens afslutning end ved dens begyndelse. Derudover syntes hun, det var godt, at vi snakkede sammen en tirsdag fremfor om onsdagen, for der vil hun “jo gerne se ham der Hønissen (Bonderøven. Red.)”

har jeg fået et brev om en celleprøve med et svar, jeg var glad for.

har jeg kredset rundt i Føtex’ juleafdeling uden at kunne finde dekorationsler og i stedet fået købt adventslys og røde bånd. Så sagde vi, at jeg bare mangler selve adventskransen. Og vi var enige om, at jeg er i usædvanligt god tid.

har jeg lagt alt vasketøjet sammen.

har jeg hørt et ordspil, der er virkelig fjollet på sin egen elegante måde. Vær nu overbærende og nyd bare rytmen i stavelseslegen: Hvad vil en laborant i en labyrint? Labbe rundt.

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.

Anne Mari Lies trusser

Astrid og en klassekammerat arbejder på en opgave om Nikolaj Lie Kaas. Fremlæggelsen skal vare et kvarter, og de har fyldt godt på med at fortælle om hans forældre, hvilke film han har været med i, hvilke tegnefilmfigurer han har lagt stemme til, hvilke sange han har sunget, om hans kone og børn og hvad de ellers har kunnet støve sig frem til. Powerpoint og hele møllen.

På min opfordring fortæller de også, at hans mor i 70’erne designede et par trusser med indsyet elastik lodret mellem balderne, hvilket gav dem – balderne – en mere naturlig facon og hindrede, at de blev delt tværs over af elatikkerne i benene. Trussen slog ikke igennem, og jeg kan ikke finde nogen dokumentation på nettet. Derfor har pigerne til illustration indsat et foto af et par trusser med påskriften “Anne”. Men jeg husker tydeligt sorthvide billeder af Anne Mari Lies smukke ansigt og af hendes lige så smukke røv iført trusser af eget design.

Jeg håber, at klasselæreren i 5.A skønner på alternative kilder.

Er jeg den eneste, der kan huske Anne Mari Lie trussen?

Betragtning #19

Da jeg havde fået børn, og de var groet lidt til, virkede det i nogle år rigtigere at holde jul hjemme i stedet for at tage hjem til bedsteforældrene på skift.
Jeg gik fra at være en, der blev holdt jul for, til at være en, der holdt jul for børnene og de gamle. Jeg blev lidt voksen lige der.
Man behøver ikke blive ved med at gøre det samme, bare fordi man er begyndt. Nu overlader jeg det glad til min storebror at være den voksne, der holder jul for børn og gamle. Og for jævnaldrende. Så bliver det nemlig den allerhyggeligste juleaften.

Løfte

ben

Se godt på disse ben. De kan løbe. Nu er de plejet med bad og blød indpakning, men tidligere på dagen var de benhårde og seje transportmidler ude i mørket.

Jaha, de kan stadig løbe. Ingen troede længere på det, tror jeg. Der var pludselig gået tre måneder, siden de præsterede sidst.

Men det går simpelt hen ikke med det stillesiddende liv, jeg har fået på mig. Den eneste motion, jeg får, er når jeg går 50 meter ned til min bil om morgenen, og det samme når jeg kommer hjem om eftermiddagen. Indtil for et halvt år siden cyklede jeg på arbejde, ganske vist kun en kort tur, men dog en tur. Nu kører jeg bare bil og spiser godbidder. Og kan ikke passe mit tøj længere. Det vil jeg ellers gerne kunne.

Så nu har jeg lovet mig selv, at jeg vil løbe to gange om ugen. Uanset hvor mørkt det er, og hvor ugidelig jeg er. Der vil være opbakning hjemmefra. Hjemmefra i den betydning, at Morten ikke løber med – han skal jo også lave aftensmad imens – men peptalker. Sikkert også puffer mig ud.

Nå, men nu har jeg sagt det. Og undskyld mig, men jeg skal massere mine ømme ben. Tre kilometer sætter spor, jo.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , , - Skriv en kommentar.

Mission stolthed

I fjernsynet i går så jeg en lykkelig ingeniør, som næsten ikke kunne være i sig selv af bar glæde over, at satellitten Rosetta, som han har været med til at udvikle strømforsyningen til, har ladet sit landingsmodul Philea hoplande på kometen 67P/Tjurjumov-Gerasimenko efter mere end ti års rejse.

Jeg kan godt lide, når mennesker, der er eksperter på deres felt, begejstres. Især hvis der er tale om naturvidenskabsfolk, som normalt virker nøgterne og fuldstændigt styrede af klare fakta. Jeg mindes stadig med glæde nu afdøde fysiker og Marsforsker Jens Martin Knudsen og hans glødende entusiasme og smittende engagement, og jeg husker, hvor sprutlykkelig han var, da han jublende fortalte, at man havde fundet spor af ’vandig aktivitet’ på den røde planet.

Og jeg så, hvor glad Harvardprofessoren Lene Hau var, da hun stoppede lyset.

De må gerne være stolte og glade, de dygtige og kloge mennesker. Jeg kan lide at se det.

For mig er det komplet uforståeligt, hvordan man kan lave og få sendt en rumsonde ud på en seks milliarder kilometer lang rejse i rummet, lægge den i dvale undervejs og vække den til live igen og få de videnskabelig instrumenter til at sende data tilbage til Jorden, en transmission, jeg mener at have læst kun tager 28 minutter. Jeg har dyb respekt for den viden og kunnen.

Jeg kan også godt lide, at man har kombineret raketvidenskab med humanistisk antik nørderi ved at opkalde satellitten Rosetta efter Rosettestenen, og landingsmodulet Philae efter en egyptisk obelisk, der begge blev nøgler til tydningen af hieroglyffer.

Jeg ønsker Rosetta held og lykke på den videre rejse mod solen og krydser fingre for, at den sender værdifulde data hjem til jubeltrippende forskere.