7. juli 2014 | den store bunke |
Jeg har sorteret tøj. Det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvad der lå nederst på hylderne, og at det er et stykke tid siden, jeg har været mere end halvvejs nede i stablerne.
Egentlig er det ikke så længe siden, jeg har sorteret, synes jeg, men jeg er nok sådan cirka den dårligste i verden til at smide ud, og man ved jo aldrig, hvornår man får lyst til at have den der tunika fra 2005 på. Hvis man altså kan huske, at man har den.
Men nu skal jeg snart flytte sammen, og selv om Morten sådan cirka er det rummeligste menneske i verden, er der alligevel ingen grund til, at han skal rumme så store mængder af tøj, der både er for gammelt, for umoderne og for småt.
For vi tror ikke rigtigt på, at jeg lige får smidt de der fem ekstra kilo lige om lidt, vel? Så jeg for eksempel kunne komme i alle de bukser, der ligger og venter på dét. Og hvis jeg gjorde… fortjente jeg så ikke noget nyt tøj?
6. juli 2014 | den store bunke |
– Vi har aldrig nogensinde oplevet så store mængder vand. Og jeg har da været her i over 30 år.
Det siger administrende direktør Jesper Overgaard fra Blomsterparken Jesperhus på Mors, der lørdag aften blev ramt af et meget voldsomt skybrud, der satte hele parken under vand.
Sådan skriver de på TV2s Nyheder.
Narh, direktøren har nok ikke oplevet noget lignende, men engang var han tæt på, og jeg sidder på min tredjesal med et stille gys af glæde over, at jeg ikke er en af de 2500 gæster på campingpladsen, som har skullet gå i vand til knæene.
Engang flygtede jeg fra det, og meldingerne om skybruddet i går fik mig til at gå i arkiverne og finde mit masseproducerede julebrev fra 2004, hvor følgende afsnit beskriver det års sommerferie:
Sommerferien blev ikke en af dem, der går ind på succesernes top 10. Det var rigtig dårligt vejr, var det, men som bekendt skal man ikke skyde skylden for en dårlig ferie på vejret. Det var imidlertid en sætning, som var svær at holde fast i, da vi sad i teltet efter tre dage i strid blæst i Jesperhus med en vejrudsigt, der lovede nye nedbørsrekorder, koncentreret i Nordjylland. Ungerne havde en fin ferie, men jeg har nok sjældent følt mig så voksenalene, og jeg tog en principbeslutning: jeg pakkede børn og telt sammen og kørte hjem. Aldrig mere camping alene med ungerne, lovede jeg mig selv og blev bestyrket i, at min tid som teltligger var ovre, da jeg konstaterede, at jeg efter stormen stod med en flækket teltstang, en revnet pose til stænger og en bortblæst pløkpose (ja, den sidste stod jeg så ikke med…!)
Jeg fik oprejsning senere, da jeg havde repareret teltet, og jeg har haft mange lykkelige teltligninger siden, men jeg har lykkeligvis undgået en lignende flugt med 20 kg vådt telt i tagboksen. Jeg føler med campinggæsterne i Nykøbing.
5. juli 2014 | den store bunke |
På min første feriedag hang jeg ud med Laura i hendes by. Som er min gamle by.
For en gangs skyld skulle vi ikke flytte med kasser, skrue, bore eller købe inventar. Bare slentre rundt i byen og nyde og snakke. Det var så hyggeligt.
Alt det nye på havnearealerne har jeg ikke set ordentligt på, og vi gik en lang tur derude og havnede (!) på Strandbaren. Et fint, fint sted med beachvolley, fatboys, zumbadansere, juicebarer, udsigt til hav og by, legeplads, åben himmel og små køkkenhaver i kasser.
Engang er området ikke længere byggeplads, trådhegnene forsvinder, og så bliver det endnu bedre. I dag var der mange på beach volley banerne, en flok svedige zumbadansere med høj musik og nogle som os, der bare sad og nød. Det er rart at se, at Aarhus er i udvikling.
I mit gamle hood i midtbyen er meget selvfølgelig anderledes, end da jeg boede der i 80erne, sådan som en dynamisk by skal være. Også min gamle ejendom i Guldsmedgade, hvor min første lejlighed var, er shinet op. Vi var inde i gården og lægge nakken tilbage og kigge op på mit køkkenvindue. Jeg håber, at dem, der bor der nu, har fået et badeværelse, så de ikke behøver at tage bad i en balje i køkkenet med en bruser monteret på vandhanen ved køkkenvasken.
Vi kunne have spist frokost så mange steder, men det blev en gammel kending, Cafe Jorden på Pustervig, hvor jeg så mange gange har lallet rundt med en fadøl i hånden på festugeaftener.
Det var en dejlig dag, Aarhus er en dejlig by, og det føles rigtig godt, at det er den, min datter har valgt.
2. juli 2014 | At have have |
I dag gravede jeg de første kartofler op i kolonihaven. De skulle ellers være af henholdsvis ’tidlig’ og ’middeltidlig’ sort, men i min bog skal planterne altså blomstre, inden man kan begynde at få kartofler op af jorden. Den middeltidlige slags – Exquisa – har blomstret i et stykke tid, og blomsterne er ligesom bare uforandrede, som om de har bestemt sig for at se ud på nøjagtigt samme måde for evigt. Den tidlige Hamlet har ikke sat en eneste blomsterknop.
Så jeg har ladet dem stå. Indtil i dag, hvor jeg testede begge slags.
Og jeg skal da love for, at de er store.
I flere uger kunne vi vel så have spist egne, nye kartofler. Jeg er en knold, at jeg ikke engang har prøvet at kigge til dem. Men lad os nu ikke se tilbage. Lad os se frem. Jeg glæder mig for eksempel til min madpakke i morgen.
Jeg har også dyrket den fineste romainesalat i haven. Frodig, grøn og god. Så i morgen tidlig pakker jeg et par skiver rugbrød, rigeligt med salatblade, en håndfuld kolde, kogte kartofler og nogle tomater. Så skal det bare have et drys salt og et par dutter mayonnaise for at blive en kongefrokost.
Eller en grevindefrokost.
