Der er noget råddent

Vaskemaskinen lugter. Af gammel råddenskab. Ældste søn gjorde opmærksom på det; – jeg ved ikke, hvorfor det ikke ramte min næse først, men nu synes jeg, lugten forfølger mig overalt.

Jeg har haft fingrene inde i dens ukendte folder, og de var klamme, da de kom ud igen. Som at have stukket hånden i halvstørknet andefedt fra sidste jul. Jeg har fjernet, hvad jeg kunne få fat i, og det var klamt nok, men lugten er der stadig. Jeg kørte en Rodalonvask i går, og det hjalp lidt, men ikke nok, så nu går jeg i kamp.

rens

Lige nu kører en klorvask, og her lugter af barndom. Her lugter af lørdag. Hver lørdag eftermiddag lagde min mor karkluden – som var lavet af min fars kasserede og iturevne undertrøjer med lodden vrang – i klorvand. Den skulle ligge i en kloropløsning i et stykke tid og bagefter skylles i tre hold vand. Og bryggerset lugtede af klor, og jeg havde værelse ovenover. Og hænderne på den, der blev sat til at skylle karkluden op, lugtede af klor. Siden har lugten af klor bragt min barndoms karklude tilbage til mig.

Vaskemaskinen er fuld af klorskum. Jeg håber, den bliver frisk igen.

klorskum

Jeg synes egentlig også, min bil lugter råddent. Især når det er varmt, strejfes jeg af kloaklugt på min vej gennem landet, og jeg er lidt bange for, at jeg selv bringer den med. Som om nogen er død i motoren. Jeg har ikke kigget efter, og jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle behandle bilen. Sprøjte den med en kloropløsning, fylde den med vand og ryste den? Ligesom engang, jeg skulle have benzin på min Puch Maxi: Tankstationen, jeg var inde på, havde ikke færdigblandet knallertbenzin, så den gamle tankpasser hældte almindelig benzin i tanken, tilføjede et passende skvæt olie og bad mig om at ryste knallerten.

Nå, i første omgang lader jeg som ingenting og håber, det går over. Det gør det jo tit.

At se græsset gro

Jeg har arbejdet hårdt i dag. På at huske, at en gang imellem skal man nyde mere end yde. Jeg gjorde mig umage. I to timer lå jeg på solsengen i kolonihaven og holdt øje med, at vanderen drejede rundt, imens jeg hørte lydbog. Jeg var god til det.

Faktisk var jeg heller ikke arbejdsdygtig. Balleskaden fra altanskuringen i går kan stadig mærkes, og kun når jeg sad på en bestemt måde i solsengen, mærkede jeg den ikke. Derfor havde jeg bestemt hjemmefra, at jeg ikke skulle lave noget som helst fysisk i dag, udover at holde øje med det hele. Og der var sandelig nok at se til.

Der var svævefly over byen. Der var solsorte der tjekkede jordbærrenes rødmen. Der var vanderen i sving. Der var naboen som klippede hæk. Der var løbere ude på vejen. Og til jer to – I ved, hvem I er –, der løb forbi: Næste gang kommer I da bare ind og får et glas koldt vand. I så jo, jeg var der – jeg hørte jer nævne mit navn.

Vanderen var dygtig til at passe sit arbejde. Jeg holdt øje med den.

haven

Jeg holdt også øje med, om skvalderkål og fredløs gror. Det gør de. De er gode til det. Og det ser ud til, at fuglene husker at snuppe ribsene i takt med, at de rødmer.

huset

Aften med udsigt

udsigt

Jeg sidder på altanen og gearer ned efter en dag i lavt gear. Det eneste, jeg har lavet i dag, – udover at vaske en kulørtvask – er at skure altangulvet for alger og fugleklatter, mens jeg passede på, at vandet ikke løb ud over kanten og ned på underboerne, der var ved at male et stort skab på deres altan. Anstrengelserne trak spor. Ikke i deres hvide maling, men i mig. Jeg må have forstrukket en central muskel i den ene balle og har siden haltet og humpet og ømmet mig. Jeg fik Lasse og Astrid til at bære ting, som skulle på genbrugspladsen, ned til bilen og insisterede på, at de begge to skulle tage med derud for at bære tingene fra bilen til containerne. Og bagefter hjælpe mig med at købe ind, så jeg ikke behøvede at slæbe varerne op på tredje. De brokkede sig ikke, og det var hyggeligt.

Aftensmad kunne jeg lave. Og se Frozen sammen med Astrid kunne jeg også. Og nu sidder jeg og er tilpas på altanen, hvor der hverken er fodbold, Le Mans eller nogen, der sover. Bare stille sommeraften med svaler i luften, lyden af et udsugningsanlæg og klirrende bestik i restauranten i den næste baggård og en rosafarvning af himlen, mens lyset langsomt forsvinder.

VM i sidelinje

“3-1 til Holland, hvem havde set dét komme?”. Ja, jeg havde ikke. Jeg havde heller ikke rigtigt set noget andet.

“Neejjjj, hvad sker der for Spanien?!?”. Tjae… det ser ud til, at de taber den fodboldkamp.

Det er andendagen af det fodbold-VM…

Hov… “Neeeeejj, hvor er det vildt!!”, råber fjernsynet. Så står der 5-1 til Holland, og tv-kommentatorerne er allerede ved at være hæse, og den spanske målmand bliver nok skudt ved daggry.

Det er andendagen, og som man nok fornemmer, går jeg ikke vældig meget op i det. Omvendt er jeg heller ikke fordømmende. Mine omgivelser – som i aften er mine tre nærmeste mænd – må hjertens gerne se de kampe, de vil. Jeg kan jo bare lave noget andet. Min ene søn er slukøret, for der er gået noget galt med hans oddsning, min anden søn er klar til at “knytte strikken”, rapporterede storebroren for lidt siden, og min kæreste kaster et blik på fjernsynet af og til, mens han roder med noget på computeren.

Jeg befinder mig et sted i periferien. Med et glas hvidvin og et åbent og iagttagende sind. Uden frustrationer over forfejlede satsninger i spil og uden præferencer. Det er jo bare fodbold, og jeg tror bare, jeg holder med dem med de pæneste trøjer. Jeg skal nok få samlet nogle gode kommentatorudtryk op i løbet af de næste tre uger og gjort nogle skæve betragtninger, men ellers smiler jeg bare mildt og rummeligt.

Jeg har faktisk selv spillet fodbold, da jeg var ung. I Skamby BK. Vi var i Fynsserien engang.

fodbold

Dame senior. Fynsserien, efterår 1976

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , , - Skriv en kommentar.

In spe

Høsthåbet i haven er lidt blandet i år. Der var mere grøde i afgrøderne sidste år. Måske har det regnet for lidt i vækstperioden. Eller jeg har været ualmindelig uheldig med de frø, jeg har sået. Jeg er i hvert fald færdig med icebergfrøbånd. Der kom slet ingenting op. Spinaten gror sporadisk. Jeg har sået påny. To gange. Men i forhold til sidste års imponerende overflod er det slemt skuffende. De fem rækker, jeg efterhånden har sået, kommer ikke engang til at give nok til ét måltid. Pastinakkerne kommer slet ikke. Af de tyve squashfrø, jeg har sået i potte og på friland, er der blevet én plante. Som endda ser en smule skravlet ud.

Men det nytter jo ikke at græde over alle de bare pletter. Der er også noget, som kvitterer for min indsats. Lad os hylde dét. Gulerødderne gror. Jeg har dild og to slags salat med hjem fra haven her i aften. Første række rucola er spist, og næste er godt på vej. Romainesalat er godt i gang, og vi har spist flere gange. Iceberg (løse frø!) pibler op. Det ser ud til, at persillerod endelig er kommet op. Rødbederne er fint på vej i en jævn række. Løgene er flotte.

Kartoflerne blomstrer endelig. Den middeltidlige sort Exquisa er kommet foran den megettidlige sort Hamlet. I sidste ende ender de samme sted.

kartofler

Der er bær på både ribs- og solbærbuskene, men det ser allerede ud, som om solsortene igen i år ribber ribsene, før vi kan nå det – og før de er modne. Solbærrene lader de være i fred, så der er håb om lidt syltetøj. Hvem der vinder blåbærrene, ved vi ikke endnu, men bær er der.

blaabaer

På den overdækkede terrasse med de store vinduer – så det næsten er et drivhus – har vi to kapillærkasser. Den ene med almindelige tomater, som ser lidt pjevsede ud, men de skal nu nok sætte frugter. I den anden gror en lille trodsig peberfrugtplante, som kæmper for at få plads og lys ved siden af en blommetomat og en cherrytomat, som har vist sig at være himmelstræbende, livskraftige kæmper. Der er håb om hjemmedyrket peberfrugt.

peberfrugt