Lange tilløb til ingenting – og så alligevel

Jeg øver mig rigtig meget i at være til stede der, hvor jeg er, og for det meste synes jeg, at det lykkes for mig. Men den af mine egenskaber, jeg er mest forbandet over, er, når jeg har en rum tid til rådighed uden faste planer og projekter og så fylder mit hoved med ideer om, hvad jeg kunne give mig til – uden nogensinde at få noget ført ud i livet. For eksempel denne fredag eftermiddag, hvor solen skinnede og alle mine nære folk skulle noget andet. Al tid i verden til mig selv. Alt det, jeg foreslog mig selv, at jeg kunne gøre. Rydde op i dit og dat. Invitere mig til et glas hvidvin eller en kop kaffe hos nogen. Selv invitere. Læse i solen. Købe ind. Skrive nogen af de mails, som jeg er bagud med. Køre ting på genbrugspladsen.

Det endte med, at jeg gik rundt om mig selv i små cirkler, vaskede tøj, spillede Candy Crush og hele tiden var på vej til noget andet.

Og så alligevel.

Når jeg tænker mig om, kan jeg godt gøre dagen op og sætte flueben ved en masse, jeg faktisk fik gjort.

Jeg var på planteskole og købte jordbær og tomater. Og plantede dem.

jordbaer


Velkommen til Korona-jordbær

tomater


Velkommen til Elin (Det hedder sorten)

Efter en uendelig mailtråd med en hel dags ’svar-til-alle’-mails fiksede jeg gave – med DIY-kort – til et sølvbryllup, jeg skal til i morgen.

gave


Godt med sølv. Fint, ikk’?

Jeg ordnede vasketøj og tømte skraldespande.

Jeg gik på Paletten og hørte Shotgun Revolution, drak en øl og så nogle andre mennesker.

I morgen bliver bedre. Der skal jeg bare være mild og god og festlig. Og nærværende.

Temmelig tighte tights. Efterhånden.

pulsur

Jeg har lige løbet tre kilometer. Det er flot. Er vi nødt til at synes.

Til jul fik Morten en gave, han overhovedet ikke havde ønsket sig. Startnummer til en kvartmaraton ved Kalkmineløbet i slutningen af maj. Jeg havde også købt et nummer til mig selv og så det lidt som en udfordring og opfordring til os selv; vi ville sikkert bedre kunne komme af sted på løbeture, hvis vi trænede til noget. Det var i december, jeg tænkte sådan. Og fik ham til at tænke det samme.

Kristi Himmelfartsdag er faktisk … snart. Min statistik på Endomondo taler for sig selv.

statistikVi løb samme distance til Kalkmineløbet i både 2012 og 2013. Her er vi sidste år. Jeg forstår ikke, hvorfra Morten har hentet kræfter til det smil. Hvis det er et smil? Det var op ad bakke. Hele løbet er op ad bakke.

Kalkmine1

Lige forinden har fotografen fanget et Kodak moment. Prøv at se hvor sødt! Limegrønne mand rækker hånden ud til Pink lady og siger (gisper) sikkert: “Kom nu, du kan godt, det er bare en lille bakke, der kun findes inde i dit hoved!”.

Kalmine2Jeg ved ikke, hvem af os der skal tage opbakningstjansen i år. Jeg er nok nødt til at vinkle resultatet på samme måde som sidste år. At ’det er længe siden, jeg har kunnet løbe så længe…’

Men lad os nu bare se det fra den glade side: I april har jeg allerede løbet tre gange så meget, som jeg gjorde i marts.

Tak til den ukendte fotograf for at have foreviget en lille historie.

{… gør livet lidt grønnere}

maleblog17_groenDette indlæg er en del af regnbuebloglegen.

Ha. Bare ved at se overskriften vidste I, hvad det handlede om, ikke?

Det er et af de slogans, som er gået ind i os, indarbejdet i folkesjælen gennem mange år og ved hjælp af mange markedsføringskroner. I kunne også se det på de krøllede parenteser.

Tyve grønne. Ved I, hvad det er? I min barndom og ungdom var vi ikke i tvivl. I den bog, vi brugte, når vi bestilte varer hos købmanden – kontrabogen – skrev mor godt nok tyve blå i stedet, for min far røg North State, og den pakke var blå. De grønne var Cecil.

Der er formodentlig ikke ret mange, der længere associerer grønt med cigaretter. Nu tænker de på øl.

Jeg tror, jeg sætter et par grønne på køl.

groenne

Tredje påskedag

morgenmad

Jeg trækker påskeferien med en fridag mere. Feriedagskontoen skal tømmes inden første maj. Det er en god fornemmelse. Jeg har alligevel været tidligt oppe, for der var en, der skulle vækkes til en skoledag. Og til gaver og tillykker. Flaget skyldes nemlig, at min yngste dreng i dag går ind i det sidste år, hvor det er mig der bestemmer.

Han er for længst gået i skole. Med flødeboller og nye sko.

allstars

Bagefter nød jeg morgenmad med litteratur. Kaffe. Overvejer, hvad der skal fyldes i dagen. Vask af det sidste vindue, jeg ikke gad i går? Biblioteket? En tur i haven? Til bageren efter kage (“Hvad kunne du tænke dig?” “Jamen, jeg kender ingen kager… noget chokoladekage, så.”) til når han hjem fra skolen går.

I aften går vi på restaurant. Hvem der kommer med som gæst skal ikke regne med dejlig chokolade og kager til. Fødselsdagsbarnet har endvidere betinget sig, at der ikke synges. Den slags tøjeri vil han gerne være fri for.

Det bliver en god tredje påskedag.

Sød mor

Der er én ting, der kan få min teenager forholdsvist tidligt ud af sengen på en fridag. Det er brunch med røræg, pølser og bacon. Jeg havde sørget for at have ingredienserne i huset til påsken og håbede, vi kunne ramme en dag, hvor også ældste søn kunne være med. Det lykkedes ikke, og yngsten havde vistnok opgivet håbet om, at nogen så gad stå og stege og bage for så fås skyld.

Jeg tænkte, at frafaldet ikke behøvede at gå ud over ham. Han fylder 17 i morgen, og det er tilfældigvis den dag, han skal tidligt op og i skole efter en meget lang påskeferie, så han fik valget: Fødselsdagsbrunch i morgen meget tidligt eller i dag. Han er ikke meget for ekstravirak (og tidligt op) og ville helst nyde den store morgenmad i dag.

Og sådan blev det. Han og jeg; det var faktisk også første gang, det store brunchapparat var kørt i stilling til bare os to. Jeg trumfede endda forventningerne med pandekager med ahornsirup; det kan han nemlig også godt lide.

Han fyldte køkkenet med sin tilfredshed og madglæde, og jeg har vist ikke før fået så mange “Det smager rigtig godt!” og “Tak, fordi du gad det her”.

brunch