Jeg øver mig rigtig meget i at være til stede der, hvor jeg er, og for det meste synes jeg, at det lykkes for mig. Men den af mine egenskaber, jeg er mest forbandet over, er, når jeg har en rum tid til rådighed uden faste planer og projekter og så fylder mit hoved med ideer om, hvad jeg kunne give mig til – uden nogensinde at få noget ført ud i livet. For eksempel denne fredag eftermiddag, hvor solen skinnede og alle mine nære folk skulle noget andet. Al tid i verden til mig selv. Alt det, jeg foreslog mig selv, at jeg kunne gøre. Rydde op i dit og dat. Invitere mig til et glas hvidvin eller en kop kaffe hos nogen. Selv invitere. Læse i solen. Købe ind. Skrive nogen af de mails, som jeg er bagud med. Køre ting på genbrugspladsen.
Det endte med, at jeg gik rundt om mig selv i små cirkler, vaskede tøj, spillede Candy Crush og hele tiden var på vej til noget andet.
Og så alligevel.
Når jeg tænker mig om, kan jeg godt gøre dagen op og sætte flueben ved en masse, jeg faktisk fik gjort.
Jeg var på planteskole og købte jordbær og tomater. Og plantede dem.
Velkommen til Korona-jordbær
Velkommen til Elin (Det hedder sorten)
Efter en uendelig mailtråd med en hel dags ’svar-til-alle’-mails fiksede jeg gave – med DIY-kort – til et sølvbryllup, jeg skal til i morgen.
Godt med sølv. Fint, ikk’?
Jeg ordnede vasketøj og tømte skraldespande.
Jeg gik på Paletten og hørte Shotgun Revolution, drak en øl og så nogle andre mennesker.
I morgen bliver bedre. Der skal jeg bare være mild og god og festlig. Og nærværende.
