23. marts 2014 | den store bunke |
Jeg havde barvagt på Paletten til Peter Belli. Han er fyldt 70, og det var flere af publikum også. Han kan endnu og synger stadig fantastisk. Det er godt, at han forlod ’Teddybjørnen’ og ’Ingen regning’ og gik tilbage til rock’n’roll. Det var en fed koncert og på flere måder en usædvanlig aften. Belli skulle gå på klokken 20. I sig selv er dét tidligt for en stor artist en lørdag aften, men jeg har aldrig oplevet, at størstedelen af publikum var kommet og på plads ved cafebordene kvart over syv. I tal: 19.15. Jeg tror ikke engang, de havde været ude at spise først; de havde bare spist tidligt og var taget af sted.
Det var gæster på 50++, de drak vin og øl – ingen farvestrålende drinks, og de betalte stort set alle sammen kontant. Vi havde usædvanligt få dankorttransaktioner, og det var også den type publikum, der ikke går i baren under sættet. De gør det forinden og igen i pausen. De var gråhårede og havde briller og deres pæne tøj på.
Men tag ikke fejl. Dengang Peter Belli var langhåret, var de det også. Langhårede, unge og rock’n’roll. Og deres dna kunne godt huske det. Rocken og rytmen boblede i dem, og mange af dem kunne slet ikke sidde stille, de gamle beatnikker var unge igen. Det var så fedt.
Prøv engang at forestille jer en koncert om fyrre år med dem, der er vokset op med Nik&Jay…
22. marts 2014 | den store bunke |
Hvis jeg bare skal have en enkelt kop te, bruger jeg en fiks pind til at holde tefiltret. De købes i sæt med filtre og to pinde.
Men fortvivl ikke, hvis I ikke har de fornødne remedier. Bare der er et opfindsomt menneske i nærheden, kan I få teen serveret sådan her.
Ideen er til fri afbenyttelse. Men hvis I sender den ind til Hjemmet og får hundrede kroner for Ugens Tip, vil jeg altså godt have halvdelen. Måske til en poselukker i en frisk farve.
21. marts 2014 | den store bunke |
De har lavet om på mit bibliotek.
Forleden var der materiale til afhentning. Første del var nem: At gribe min bog i det rigtige datoafsnit på hylden.
Så blev det svært. For der hvor der plejer at være en scanner til udnotering, var der et firkantet hul i gulvbelægningen. Jeg fik øje på nogle scannere der, hvor bibliotekarernes ekspeditionsskranke plejer at være. Men på alle fire stod der Aflevering. Heldigvis var der en enkelt stander et andet sted. Den var imidlertid helt uden lys i displayet og reagerede ikke på mit kort. Så måtte jeg pippe til en forbiilende bibliotekar: ”Øhh, hvor udnoterer man?” (Jeg er ret stolt af, at jeg er så godt inde i bibliotekstermerne… ’udnoterer’).
Hun viste mig over i den modsatte side, helt inde ved væggen, hvor der plejer at være vogne til afleverede sager. Der var tre scannere. Som så helt anderledes ud, end de plejede. Jeg prøvede at vifte med mit lånerkort over et felt i bordet, mens jeg skævede til hende, der stod ved siden af. Hun havde en rød laserstribe, som jeg ikke havde. Så opdagede jeg at man først skulle trykke på skærmen ud for det ærinde man havde. Hjemlån. Og så fik jeg scannet mit kort.
Fuldstændig samtidig stod kvinden ved siden af og jeg og stirrede uforstående på vores skærme, mens en af os (jeg) skævede rundt i loftet for at se, om der skulle være noget skjult kamera et sted. Og så sagde vi i munden på hinanden: ”Hvordan ved den, hvad jeg vil låne?”. For på min skærm stod data om den bog, jeg havde hentet henne på hylden, og på hendes stod de to titler, hun stod med i hånden. ”Hvad gjorde du?” ”Ikke noget!” ”Hvordan kan den vide…?” ”Vi må ha’ hjælp!” ”Ja, vi må ha’ hjælp”.
Bibliotekaren ilede i samme øjeblik forbi og blev stoppet af ”Hvordan kan den vide…” og ”Ja, hvordan kan den vide…?” Hun forklarede meget pædagogisk, at ”det kan den mærke”. Hvilket senere fik min praktiske kæreste til at konkludere, at det så nok var hendes pædagogiske måde at forklare, at der sidder noget elektronik bag stregkodelabelen, som scanneren registrerer, selv om emnet ikke ligger lige oven på scannerfeltet, men bare er i nærheden.
Jeg konstaterede bare, at hvis man gemmer emner i frakkelommen, som man ikke har tænkt sig at udnotere, bliver man snydt. Den kan MÆRKE det!
Nu ved I det også.
20. marts 2014 | den store bunke |
Kosede mig i aftes på Silkeborg Bibliotek med hende her. God underholdning om blogging, stribetegning og forfatning. Og alt det, der er rundt om og ind i mellem og bagved. Der var et bredspektret udvalg af damer – og seks-syv mænd. Morten flakkede lidt med øjnene over al den østrogen på vej ind i salen og forbeholdt sig retten til at trække sig tilbage med smartphone og internet, men han benyttede sig ikke af det – og lod forstå, at han også følte sig godt underholdt.
19. marts 2014 | den store bunke |
Så var jeg hos tandlægen. Allerede ude i venteværelset læste jeg på infoskærmen, at der er en tandplejerpraktikant på klinikken for tiden, og at hun følger min tandplejer, så jeg var ikke overrasket over lidt senere at finde mig selv med cirka fire tandplejerhænder i min mund.
Mere uventet var det, at tandplejer Dennis efter grundig kradsen på de fleste af mine tænder erklærede, at han havde gemt de bedste tandsten til sidst, og dem tænkte han, at praktikanten kunne ordne og bagefter pudse dem alle sammen.
Hun var så forsigtig og langsom, at jeg nåede at få en hel del at vide om forskellene på stole og fodpedaler på klinikken og oppe på skolen (hun kan bedst lide fodpedalerne på skolen og stolene på klinikken), at ups, det var hendes mave, der rumlede; hun var godt nok også sulten nu, og Har jeg fået det hele med her? Jeg prøver lige at puste… Dennis lægger altså en del flere kræfter i.
Bagefter kørte jeg om kap med regningen tilbage på arbejde. Regningen kom først. Til gengæld kunne jeg godt lide den. I hvert fald på otte ud af ti punkter.
