Pister eller løjper

Kæreste er i Østrig med datter og bedstevenner i denne uge. Jeg er hjemme, og jeg synes, det er en god fordeling. Sidste års indsigt kan læses her. Man kan også se det illustreret her nedenunder.

Mig på alpinski:

isneen

 

Mig på langrendsski:

iNorgeJeg ville gerne være med til alt det hyggelige, hvor man går rundt i uklædeligt skiundertøj i lejligheden, spiller spil, snakker og læser bøger, men jeg vil helst, når der også er et rigtigt løjpenet i nærheden. Det bliver et andet år. I år koser jeg mig ved at vide, at de nyder at suse ned ad pisterne dernede. Jeg lider ikke afsavn. Jeg kan gå rundt i uklædeligt skiundertøj i min egen lejlighed.

Og øve mig på tegnepladen.

Det der palæo… stenalderbrød

Sommetider er det ikke nødvendigt at overveje så længe. Stenalderbrødet, som Lasse lovpriste, virkede meget enkelt at lave, så det var bare et spørgsmål om at fylde kernelageret op og gå i gang.

Jeg syntes massen virkede noget flydende og løs, da jeg hældte den i formen, så jeg var spændt på, om det kunne komme til at hænge sammen og blive et brød, der kunne skæres. Også med alle de hele mandler og valnødder.

stenalder1

Det blev så fint, så fint, og det smager så godt, så godt. Og det er så nemt, så nemt at skære. Og Lasse smiler så bredt, så bredt.

stenalder2

stenalder3

Opskriften kan findes snart sagt alle steder, men her er den også. Man skal bruge 100 g sesamfrø, 100 g hørfrø, 100 g græskarkerner, 100 g solsikkekerner, 100 g hele mandler, 100 g valnødder (det føles ekstra godt, hvis det er valnødder fra et helt bestemt træ på Fyn) , 5 æg, 1 dl olie, 2 tsk salt. Det hele blandes sammen og hældes i en rugbrødsform. Bages 1 time ved 160°.

Der er ikke mel i, så brødet er glutenfrit og servérbart for glutenallergikere.

To ens

I dag så jeg dem igen. Tvillingesøstrene. Jeg ser dem kun sammen, aldrig hver for sig og aldrig sammen med andre. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg ville kunne genkende dem, hvis de ikke fulgtes ad. Hver for sig ligner de alle og ingen.

De er midt i halvfjerdserne og har altid ens tøj på. Samme frisure, ens frakker, ens hævede ankler. Nu er de også begyndt at gå med stok.

Når jeg ser dem i bybilledet, fortsætter jeg altid tankefuld og indadvendt, mens jeg tænker på, hvordan deres tilværelse er. Bor de sammen eller er det tilfældigt, at de vælger præcis det samme tøj hver morgen? Er de gift eller har det været for voldsomt for mændene i deres liv, at der var to af dem? Har de nogensinde været hver for sig? På højskole eller i udlandet eller ude at tjene? Har de arbejdet? Eller lever de hver for sig, og ser jeg dem kun dét ene tidspunkt på ugen, hvor de er ude at handle sammen? Men de ligner en symbiose, mere ens og tæt knyttede end mange andre enæggede tvillingepar.

Og det allerstørste spørgsmål: Har jeg lyst til at kende omstændighederne? Vil jeg gerne beholde muligheden for at fantasere en ny historie om deres liv, hver gang jeg ser dem? Jeg synes, de er fascinerende.

Palæo betyder bare gammel

Når søn kommer hjem og siger: “Far bagte stenalderbrød. Det skal du altså også gøre snart!”, så skal jeg da dét.

Det kommer der nok mere om.

Så kom vi til at snakke om, om palæo betyder stenalder. For Ross fra Venner er jo palæontolog, og han beskæftiger sig da med dinosaurer…? Og vi går da ikke ud fra, at dinosaurerne levede i stenalderen, vel.

Sådan noget må den indre etymolog straks finde ud af, og så viser det sig, at palæo- bare betyder forhistorisk, det kommer fra græsk palaios, som ganske enkelt betyder gammel. Hvis man vil præcisere det til stenalderen, er man nødt til at sætte det sammen med noget, der betyder sten. Palæolitikum, fik vi så. Lithos betyder sten. Gamle sten. Ældste stenalder.

Så dem, der blærer sig med palæobrød… Ha! Det er bare gammelt brød.

palaio

Brev fra Sochi

Jeg rydder op i julepyntkasserne. Der fandt jeg en skotøjsæske med breve fra midtfirserne. Hvordan den er endt sammen med julepynten kan jeg ikke gøre rede for, og jeg var lige ved at kaste den direkte i sækken til udsmidning. Så bladrede jeg lidt ned gennem konvolutterne og opdagede breve fra de unge russere, jeg mødte, da jeg var på sprogskole i Volgograd i sommeren 1985. Der var flest fra Viktor, som var den, jeg efterfølgende havde mest kontakt med. Åbenbart ikke nok, skal man dømme ud fra brevene.

Året var 1985, Gorbatjov havde introduceret perestrojka og man anede lysere udsigter, men det var stadig Sovjetunionen, alt blev overvåget, og vi kiggede os vagtsomt over skulderen, når vi uden tilladelse gik med hjem og besøgte de unge, som higede efter vestligt selskab.

IMG_5249_brevfraViktor

Det første brev, jeg åbnede, var skrevet på russisk, men heldigvis har Viktor på bagsiden skrevet nøjagtigt det samme på engelsk. I hvert fald et engelsk, jeg kan forstå.

Længere nede i bunken så jeg pludselig et aktuelt stednavn, og jeg synes, det er sjovt lige netop under meget omtalt russisk Vinter-OL at finde et brev fra Sochi, hvor Viktor holdt sommerferie i 1986. Fortiden tager nutiden i hånden, og jeg tror da bare, æsken med breve er reddet fra udsmidning denne gang også.

IMG_5248_brevfra Sochi