Doktor Kæreste giver køkkenråd

Jeg brændte kartofler på i dag. Jeg troede faktisk ikke, det kunne lade sig gøre.

Min mor har lært mig, at de kun lige skal dækkes med vand. Det er spild af energi at varme mere vand op end nødvendigt. Og det er rigtigt. I dag gik det sådan, at lige da kartoflerne var kogt (nå ja, godt og vel kogt) og vi skulle spise, var alt vandet kogt væk, og de nederste kartofler sad fast i bunden af gryden. Der sad faktisk et tykt fastbrændt brunt lag i bunden af gryden. Jeg sukkede og satte gryden i blød til senere udredning, for jeg ved, hvor svært det er at få af. Men: “Put vaskepulver i!”, sagde køkkendoktoren.

Har aldrig hørt om det før. Gjorde det. Vaskepulver og varmt vand. Tre timer senere kunne jeg skubbe det af med en finger. Uden at skrubbe. Det var et køkkenmirakel. Jeg siger det bare. Vaskepulver.

Jeg tror, jeg bare overlader hele ansvaret for madlavning og oprydning til ham. Det er bedst, det er en voksen.

Så vender vi lyset

I dag er årets korteste dag. Eller… jeg har altid været i tvivl om, hvorvidt det er den korteste dag mellem to lange nætter, eller den længste nat mellem to korte dage. Eller om det er lige meget.

I hvert fald: Nu bliver dagene langsomt længere, og midt i januar lægger vi pludselig mærke til, at hov, nu er det ikke helt så mørkt, når vi skal hjemmefra om morgenen, og lidt lysere, når vi skal hjem fra arbejde.

Jeg er også helt sikker på, at der kommer noget om solhverv i aftenens afsnit af Tvillingerne og Julemanden. Det der med ’tvende’, der skal ’lyset vende’. Hvor heldigt, at de lige netop i dag er nået så tæt på gådens løsning!

Ja, jeg ser julekalender. Jeg er tilsyneladende den tætteste på målgruppen i min husstand, og nogen skal gøre det. Den ser jo ikke sig selv.

Jeg glæder mig over at leve i et land, hvor der er så stor forskel på årstiderne, og jeg glæder mig over, at lyset nu igen vender tilbage.

Og til de pessimistiske sjæle, der altid findes, og som nu siger, at “aaaak ja, så er der kun et halvt år, til det går den anden vej igen…”: Hoooold nu kæft!

Jeg må have glemt noget

IMG_5128

Det ser ud, som om jeg går julen i møde med stoisk ro og så godt som uden åndenød og uden en stemme, der er gået en hysterisk oktav op. Det ser ud, som om jeg har købt julegaver i det tempo, der gør, at jeg bliver færdig lige præcis til tiden. Ikke så sent, at jeg er presset på tid og finde-på. Ikke så tidligt, at jeg begynder at købe mere til den ene og så til den anden, og så skal den tredje og fjerde jo også have lidt mere.

Det er meget mærkeligt. Og rart.

Og så er jeg oven i købet så heldig, at jeg ikke skal sørge for julemiddag eller noget. Jeg presser mig stadig ind i min gamle familiejul på fødegården. Jeg er heldig, at jeg kan, og at jeg må. At størstebror og svigerinde åbner arme, døre og hjerter. I år bliver det med mor, brødre, svigerinde, niecer og kæreste. Sidste år – som hvert andet år – var det også med mine børn. De har farjul i år, og det betyder tre sange og salmer mindre. Traditionen er, at alle vælger en sang, startende med den yngste. Jeg er den allermidterste vælger i år, og jeg vælger Julen har bragt velsignet bud, hvis den ikke allerede er taget. Sidste sang skal være Nu er det jul igen, og den er min mor nødt til at vælge. Og så synger vi også de linjer, som er hendes, og som ingen, heller ikke hun selv, ved hvor kommer fra:

Jul er for glade børn,
jul er for glade børn,
men også dejlig for de gamle.
Jul bringer juletræ,
jul bringer juletræ
og godter, lys og leg og gaver.

(eller også kommer de to halvdele omvendt…)

– mens vi pisker prustende rundt om træet hurtigere og hurtigere, skiftevis den ene og den anden vej, inden vi smider os i sofaer og stole og skal have en gang at drikke, inden vi pakker gaver op.

Med dem er det sådan, at der pakkes én op ad gangen. Når der er beundret og sagt neejjj og iiih, skal den, der fik, hente en pakke under træet og give til den, den nu er stilet til. Det behøver ikke være fra én selv, og sådan fortsætter det. Meget voksent.

Nå, men det er jo først på tirsdag. Inden da mangler jeg at finde på og købe en julegave og hente en anden, der er bestilt, i en butik. Og købe mandelgaven. Og den sidste adventsgave.

Men resten. Det ligger her under sengen og er helt, helt hemmeligt.

IMG_5126

Gammelfar, 5 år

Engang havde vi en kat, der hed Andrea. Den blev mærkelig og forskruet i sit hoved, og vi var allesammen lidt bange for den. Den blev aflivet, og senere flyttede vi i en lejlighed, hvor vi ikke måtte have kat. Så var det godt nok, at vi ikke havde en.

Så fik Lasse akvarium. Der kom en stime neonfisk, et skalarpar og nogle gule småfisk i til at begynde med. Der har været mange forskellige slags fisk gennem tiden, men de har ikke været sådan rigtig holdbare i længden. Der er fyldt neonfisk på flere gange, og vi har haft mange sugemaller, som alle sammen har heddet Hanne. Senest var det Hanne VII og Hanne VIII, men de er også gået tilbage i det store kredsløb. Den eneste oprindelige fisk, som er tilbage, er Gammelfar. Skalarhannen. Da fruen også var der, lagde de tre gange æg på en af vandplanterne, og tre gange åd de afkommet, inden det blev til noget. Yngelpleje gad de åbenbart ikke rode med.

Han er mindst fem år nu, men vi ved det ikke nøjagtigt, så det er ikke noget vi fejrer. Han tusser rundt sammen med de små neonfisk og to orange af forskellig slags og virker frisk og fredelig.

Det her er ikke Gammelfar, men en polsk fisk fra internettet – fiskene havde allerede slukket lyset og sov, da jeg kom ind for at tage et billede. Men det er sådan, Gammelfar ser ud. Han er fin.

Gammelfar_skalar

Jernhelbred og jernurt

De sidste dage har jeg gået og brygget på en hovedpine, og jeg, der ellers aldrig fejler noget og bryster mig af et jernhelbred, tænker straks, at der måske er noget ubelejligt julesyge på vej.

Og så tænker jeg, at det da er NU, mit kretensiske turistkøb skal vise sit værd. På en udflugt op i bjergene købte jeg en pakke teplanter. Jeg kendte ikke planten, men hæftede mig ved, at den angiveligt hjælper mod næsten alt og i særdeleshed mod forkølelse. Tre euro, hva’beha’r? Vi så godt nok en del af den slags planter i vejkanterne sidenhen, og Morten antydede, at jeg måske lige så godt kunne have plukket selv – gratis. Sikke dumt sagt.

Det viser sig at være jernurt, – åbenbart en anerkendt urtete, som gravide endelig ikke må drikke, men den er god til at sætte mælkeproduktionen i gang bagefter. Det håber jeg så ikke sker.

Jeg drikker stort set aldrig urtete og er den personificerede skepsis overfor alt hokus pokus. Men nu er jeg måske forkølet, og jeg giver det et forsøg.

Se selv: Trylledrik!

IMG_5119

Op i Tykke Blå og vand over. (Duskene er bare for at pifte billedet op. Der er selvfølgelig også te inde i kanden! Og det der ser ud som om det kommer ud af tuden er purløg i en krukke ovre ved væggen.)

IMG_5121

Jeg har faktisk et par tekrus, der passer til kanden. Perfekt til jernurtete.

IMG_5122

Pdwah!!

Lidt.

Men jeg slipper garanteret af med alle de dårligdomme, jeg ikke engang vidste, jeg havde! Og de tre euro strækker LANGT.