Min mor delte ud af sine smykker denne jul. Hun kan ikke længere tåle metal mod huden, siger hun. Hun fik samtidig en ny perlekrans i julegave, så helt pyntløs bliver hun ikke.

Hun havde samlet sammen fra gemmerne og fremlagde – ja, jeg er fristet til at sige en perlerække af fine ting, forholdsvis nye og meget gamle. Dog ingen perler. Egentlig synes jeg, at jeg allerede har arvet nogle rigtig fine gamle smykker, som jeg er glad for, og jeg stod ikke lige og manglede noget. Men jeg fik alligevel noget historie og affektionsværdi med hjem.

IMG_5136

Denne ring og armlænke fik min mor i konfirmationsgave i 1940. Hun fik en del smykker til sin konfirmation, og dette sæt er fint, synes jeg. Det har hendes storesøster også syntes, for mor fortalte, at de engang var uenige om et eller andet, og indtil spørgsmålet kunne blive afklaret, mente søsteren, at mor skulle sætte ringen og armbåndet som pant. Smart, søster! Havde mor vundet, kunne hun have fået lov at beholde sine egne smykker. Men lillesøster var også smart og gik ikke med på den deal. Der mangler en lås på armlænken, det får jeg min smykkepusher til at kigge på, og så kan jeg sagtens forestille mig at gå med det.

IMG_5135

Historien om dette armbånd er lidt mere uklar. Mor mener, at det er hendes mormor, altså min oldemor, som var den første ejer. Noget med at have fået det et sted, hvor hun tjente. Jeg kunne sagtens digte en sød historie om et herskab, som var så glad for pigen, at de gav hende et fint smykke i gave, men jeg ved det ærlig talt ikke. Gammelt er det i hvert fald. Og fint. Det er nok lige det armbånd, som skal gå videre til min egen datter engang. Jeg kan ikke helt greje, hvilket metal det er. Det er let rødligt. Det kan min smykkepusher også få lov at kigge på.