Heldige Augusta

Der er kommet en beboer mere i ejendommen. Augusta blev født på valgnatten – eller rettere tidligt næste morgen. Hun er fin og lille og har en masse mørkt hår. Jeg har lige været nedenunder med en barselsgave. Spisebordet var dækket af blomster og lyserødt babytøj, og jeg er egentlig glad for, at jeg valgte en anden vej. Fra os heroppe har hun fået rødvin og chokolade. Hun er en heldig lille pige. Både fordi hun er landet hos netop de forældre, og fordi hun har fået pasningsbilletter til tredje sal, når hendes mor og far trænger til en time uden hende.

IMG_5056

Hot, hot, hot

I betragtning af at jeg for få dage siden insisterede på at være en ignorant i et køkken, virker det fuldkommen utroværdigt nu at flashe en veltillavet kylling.

Men altså. Det er så nemt. Og så godt. Opskriften kommer sikkert fra et dameblad og går ud på at booste forbrændingen. Det er jeg ligeglad med. Jeg synes bare, det er sejt, at jeg næsten havde det hele i huset. Skulle bare købe kyllingen, citronen og lakridspulveret.

IMG_5048

I al sin enkelhed gør man sådan. Bland en marinade af alt det her. Bortset fra oyster saucen, som jeg troede skulle i. Det skal det ikke. Men det skal vanillepulver, som jeg havde glemt i opstillingen. Put marinaden ind under huden på en kylling. Skær to rødløg og to gulerødder i kvarter og læg det i bunden af en römertopf. Dæk det næsten med vand og læg kyllingen ovenpå. Klap låget på og sæt det i en kold ovn. 250° varmluft i 90 minutter. Det bliver så mørt, så mørt, så mørt, så sødt og godt og syrligt.

IMG_5049

Ris eller noget til. Strø saltede peanuts på.

Lasse og jeg sad og sukkede af madglæde, mens vi spiste. I dag spiser vi rester.

Her er opskriften med mængder og tider. Muligvis kan det læses.

Scan 8

Et hjul i Berlin

En fod, hedder det vel. Nej, det er nok snarere kun en tanke endnu.

Jeg har ikke pakket. Kun lagt lidt frem. Der ligger en køkkenrulle, nogle ruller toiletpapir, et gps-løbeur, løbesko, et Berlinkort, en guidebog og en pose nescafe. Og mit pas.

Jeg skal til Berlin i overmorgen.

Da vi var nyvoksne, rejste mine to veninder og jeg en del sammen, blandt andet på to legendariske interrailture. Så blev vi opslugt af mænd og børn og job i nærmest tredive år, men for nogle år siden genoptog vi det. Årlige ture til hvor vi nu har lyst og råd til at tage hen i en forlænget weekend. Rom, København, Bruxelles.

Denne gang har vi lyst til Berlin, og vi har inviteret vores mænd med for en gangs skyld. Der lå helt eksakte krav til tidspunktet: Efter kommunalvalget (to af os er via arbejde dybt involveret), inden julehandlen (en af os har forretning), i en ulige weekend (to af os har delebørn, der er hos den anden forælder i ulige weekender). Derfor bliver det denne weekend.

De, der lige nu knokler i henholdsvis et rådhus og et regionshus nærmest lige indtil afgang, har allerede pakket. Det har jeg for en gangs skyld ikke. Vi skal heller ikke have så meget med. Vi kører alle seks i én bil og har fået besked på at pakke i mindre og formbare enheder, som kan presses i tagboksen. Vi bor i Friedrichshain, og i tre dage ligger alt åbent

Det bliver så brandhyggeligt. Jeg glææææææder mig!

Hvad ER det med mig og madlavning?

Jeg vil hellere surfe på nettet og tegne doodles i kanten af avisen end lave mad. Der er så meget andet, jeg hellere vil. Førhen lagde jeg ikke engang mærke til opskriftsiderne, når jeg bladrede magasiner igennem. Jeg overså dem på samme måde som bilsider. De eksisterede ikke.

Jeg har aldrig lagt skjul på det. I min netdatingprofiltekst stod der helt klart: “Interesserer mig ikke for madlavning; jeg laver mad, fordi jeg har munde at mætte. Og det kan spises; af og til smager det endda godt”. Morten siger jævnligt, at han simpelt hen ikke kan få det til at passe med den mad, vi faktisk spiser her hos os, og at jeg har undersolgt mig selv.

Jeg kan godt. Giv mig en opskrift, og så gør jeg det, der står, jeg skal. Mangler jeg en ingrediens, kan jeg ikke lave den ret. Jeg har ingen trang til at udvikle mine kompetencer i et køkken og jeg hygger mig ikke med det. Jeg vil hellere være fri.

Min mor havde det på samme måde. Hun ville hellere arbejde i haven eller flytte rundt på møblerne i stuen end lave mad. Men hun var landbokone, så hun skulle. I et helt liv har hendes hovedansvarsområde været et, hun på ingen måde brød sig om. Tænk engang.

Jeg var heldig at være gift med en mand, som godt kunne. Som godt gad. Og som var god til det. I sytten år undgik jeg den daglige madlavning og følte mig priviligeret. Jeg trådte kun frem, når der skulle laves æggekage og pizza og pandekager. Til gengæld var tøjsammenlægning og tjansen med at skifte sengetøj på alle senge helt og aldeles min. Og desserter og bagning har jeg sjovt nok også altid taget til mig, endda med fornøjelse.

Da jeg blev skilt, var mine venners største bekymring nok egentlig, hvordan vores stakkels børn skulle kunne overleve, når de var hos mig. Ville de få mad? Det fik de. Jeg lavede madplan og købte stort ind, så jeg i en eller to uger ikke brugte daglige kræfter på at finde på aftensmad. Jeg skulle bare tage noget ud af fryseren dagen før. Og vi fik masser af lasagne, fiskepinde, frikadeller, suppe, pizza og brød, og vi klarede det godt.

Børnene var kræsne, og vi fik nem (ikke usund) mad, som tilgodeså flest muligt. Senere lavede vi temauger. Vegetarmad, Italiensk mad, Verdensmad (mad fra mange lande), og langsomt blev det lidt sjovere at finde på, også i takt med at kræsenheden aftog.

Nu spiser mine børn alt, og især Lasse har i løbet af ti år udviklet sig fra kun at ville spise bacon, hamburgerryg og smøreost til at være altspisende og en sand fornøjelse at lave mad til og med, fordi han elsker at prøve nye ting og virkelig sætter pris på det meste. Hvis han kun måtte få tre spiser med på en øde ø eller skulle leve af tre ting resten af sit liv, skulle det være chorizo, gedeost og oliven, siger han. Og hvis han så måtte få mozzarella med også, skulle han aldrig plage om mere.

Jeg har igen en kæreste, som kan lave mad. Som godt gider. Og som er god til det. For selv om det kunne se ud, som om jeg interesserer mig for madlavning, er jeg stadig helst fri.

Og engang ude i fremtiden er der også håb for det alleryngste pigebarn, som stadig spiser selektivt. Men noget af min mad har hun faktisk rost.

IMG_5042

I dag har jeg bagt gode boller, inspireret af dem her, og taget et ordentligt svin af en porchetta op fra fryseren; – den skal blive til søndagsmad.

Men tro ikke, at det interesserer mig.

Kære onkel Niels…

Farmor har fået trykt et digt i den lokale avis, fortalte Lasse, og det fik mig til at tænke på lille Birgitte, der også flere gange fik trykt noget i avisen. I 1960’ernes Fyns Tidende var der en børneside, som blev redigeret af onkel Niels. Med voksent og nutidigt vid lyder det faktisk ret børnelokkeragtigt; han kunne lige så godt have kaldt sig Bolsjefar. Men det var ganske harmløst, og de små fynske børn skrev breve og tegnede tegninger, som vi kunne være heldige at få trykt på børnesiden, hvorefter vi blev belønnet med en bog. Det var stort. Min storebror fik i hvert fald én tegning i avisen, af en stubmølle, husker jeg. Jeg selv skrev flere gange og fik spændende bøger som De fem uartige bjørne om et kuld frække bjørneunger, der stak af fra zoologisk have og oplevede sjove ting, Lone og Lasse, en fotodokumentarisk fortælling om to chimpanseungers ankomst til og integration i en zoo, og Da skoene løb med Laura, min yndlings. Bøgerne fra onkel Niels udgjorde størstedelen af min bogsamling. De fleste har mine egne børn fået læst højt hos mormor og morfar, og Da skoene løb… har jeg stadig.

To af brevene har jeg også stadig. Udklippene er temmelig gulnede, men de findes, og det er i sig selv ret fantastisk. De er 47 år gamle, og jeg kan stadig gå ind i den lille pige, der sad og prentede ordene med blyant på den linierede brevblok med blå og hvid forside med franske liljer, som plejede at ligge i fars skrivebordsskuffe. Imens tøjlede mor sin utålmodighed, men gik alligevel i udkanten af min sfære og truede med sengetid.

IMG_5035

Daskoeneløb