Nu skal mor og Paul Becker hvile stemmerne

Jeg har været på Fyn og besøge min mor i dag. For en gangs skyld var det kun mig, der var af sted, så der var tid og rum til snak. Snaksnaksnaksnaksnak fra begge sider, tankespring, tangenter, kronologier der skulle opfriskes, naboernes gøren og laden, fortællinger og gennembladning af 248 billeder fra Kreta på iPaden, status på min urtehave og mors stauder. Og alt muligt midt i mellem og ved siden af. Frokost der skulle spises, kaffe der skulle drikkes. Pludselig var der gået fem en halv time, og jeg har også pillet en lampe ned for hende og stillet køkkenuret en time tilbage. Fordi jeg bedre kan nå, og fordi vi har forbudt mor at kravle op på stiger og stole, når der ikke er andre til stede. Sidst på eftermiddagen kørte jeg hjem med et kumquat-træ, som hun ikke havde lyst til at have mere, fordi alle kumquatterne falder af, og verdens fineste polkaprikkede metalmadkasse med tre hylder, som jeg altid har ønsket mig at arve og kan huske, vi har haft smørrebrød med i på udflugter, da jeg var lille.

Se hvor fin den er.

IMG_5000

Der er brugt mange ord i dag. Nu hviler vi ørerne.

Paul Becker skal også hvile stemmen.Han har snakket Jonas Jonassens Den hundredårige som kravlede ud af vinduet og forsvandt ind i mine ører i mere end fire timer i dag.

erdetfredag.dk

Jeg har computer, Candy Crush og Quiz Battle og Wordfeud og syvkabale på iPad, Cirkusrevyen og TV-avisen og vejrudsigten i tv, te og vinsjatter. Det er efterhånden småt med både Oreos og intelligent tankevirksomhed.

Det har været en heftig uge. Vi kom hjem fra efterårsferie klokken 3 natten til mandag. Tre timers søvn og så i skole og på arbejde. Hvor jeg ikke var i tvivl om, at jeg havde været savnet. Allerede efter en time var jeg bagud. Føltes det som. Og det har jeg forsøgt at indhente lige siden. Det har sådan set været okay, det har bare været nogle lange dage. Også med sådan lige at få vasket tøj og få fyldt fødevarelagrene op. Og se de afsnit af Broen, jeg havde misset.

I aften har jeg opklaret, hvorfra den skæve lugt i køleskabet kom, som mødte mig, da jeg åbnede det for at lægge den liter mælk ind, vi købte på en døgnåben tank på vejen hjem fra lufthavnen. På emballagen i grøntsagsskuffen kan jeg se, at det var en halv agurk. Engang.

Ellers har jeg ikke lavet andet end at messe jegskalikkenogetjegskalikkenogetjegskalikkenoget.

Engang skrev jeg en sang til en kærestes fødselsdag på “Det var på Frederiksberg/Husker du vor skoletid”, hvor et af versene startede med disse linjer:

For din sofa elsker dig.
Du kan ikke slippe
fra den, når den byder sig
til med slumretæppe.

Sådan har jeg det i aften.

Heldigvis kan jeg stadig huske og mærke den fede fornemmelse af ferie.

En djævelsk indpakning

IMG_4957

’Kastanjer med børnene’. Det står der i min kalender, men det handler ikke om at rode med syl og tændstikker og bomuldsgarn og flikke skævbenede kastanjedyr og farvestrålende kastanjeedderkopper sammen.

Det handler om ægte kastanjer.

I søndags på vores biltur på Kreta var vejen i den ene side pludselig overstrøet med noget, der lignede søpindsvin. Det var kastanjer. Og vel at mærke ikke hestekastanjer, som kun er til pynt og kastanjedyr og til at gå og nulre i en lomme. Det var ægte kastanjer, som vi ikke har ret mange af herhjemme. Da vi først var opmærksomme på dem, så vi mange træer på vores vej, og vi parkerede og sankede lidt sydlandsk efterår med hjem.

IMG_4958_sam IMG_4960 IMG_4967

De er virkelig pakket ind en nedrig emballage. Stive skaller med spidse pigge, som en fiks sommersandal ikke uden videre kan træde i stykker. Hestekastanjer er ingenting i sammenligning! Disse her er ikke for sarte fingre.

IMG_4961

Nu har jeg 594 gram guld i min varetægt. Vi skal spise dem, når alle fem rejsekammerater kan samles. Skære et kryds, riste i ovnen og spise med smør. Og rødvin.

Måske kan vi ikke lide dem, men der er noget stort og andægtigt ved at have samlet dem selv ude i verden. Faktisk ved jeg ikke, om jeg har smagt ristede kastanjer før. På min første interrailtur med to veninder prøvede vi egentlig mest at undgå dem, fordi den ene af os havde døjet en hel del med dårlig mave i dagene inden vi kom til Athen, og vi andre forbød hende at købe de kræmmerhuse med ristede kastanjer, som gadesælgerne stod og ristede i deres store sorte tønder. Vi mente, det ikke var godt for hendes mave. Endelig den allersidste dag fik hun lov – og var muggen over alle de kastanjer hun var gået glip af, for de smagte så godt. Men jeg kan slet ikke huske, om jeg selv spiste dem…

Vi finder ud af, om en ny yndling er født, når vi samles og rister os et lille drys ferieminder.

IMG_4995

Kun turisttosser kører dén vej

Vi lejede en bil den sidste dag af vores efterårsferie på Kreta. I store træk ville vi besøge verdens ældste oliventræ, som har stået i Vouves i 4000 år, krydse sydvestover gennem Topoliakløften, bade på den lyserøde strand i Elafonisi og køre op langs vestkysten tilbage til Platanias. I store træk var det også det, vi gjorde, og det var en fantastisk tur, som opfyldte lige præcis det, den skulle, nemlig at den sidste dag ikke bare var en dag i transit, hvor vi ventede på, at vi skulle hjem om aftenen. Og så gav den os en masse fine oplevelser.

IMG_4935

Den hvide Polo bragte os til steder og ad ruter, hvor vi ikke ville være kommet med en turistbus – eller en bus i det hele taget. Det gav mening, at det var en lille bil, de gav os. En stor del af tiden var vi ikke helt klar over, hvor vi var. Kortet var ikke specielt godt, men måske var det i virkeligheden det bedste, der findes. Driver og codriver gjorde et godt stykke arbejde, og vi passerede de fleste af de fixpunkter, vi havde udset os. Men måske var det egentlig slet ikke Topoliakløften, vi ramte. Lige meget, der var smukt, hvor vi kom frem.

På et tidspunkt i en bjerglandsby stoppede Morten bilen uden for tavernaen og sprang ud for at spørge om vej. Egentlig havde vi en ide om, hvor vi ville henad, men de lokale syntes, vi var godt tossede at køre gennem bjergene. De ville have os ned til kysten og tage de store veje. ”Go back”, kaglede ham af dem, som kunne en lille bitte smule engelsk, og pegede den modsatte vej af, hvad vi havde tænkt os. “Go back!”, og så slap hans forklaringsevner op: “And then you must answer again!”

IMG_4949

Vi turde ikke andet end at køre den vej, de gamle var enige om at sende os, men efter en rum tids kørsel passerede vi et skilt, som viste til byen, hvor vi havde spurgt om vej – og det virkede altså som en genvej. Men så skete der da noget ved tavernaen den søndag, og måske snakker de stadig om den lange hvide mand, de reddede fra at køre den tossede vej.

IMG_4961 IMG_4970 IMG_4977

Fredag eftermiddag i Platanias

image image image image image image image image

 

Vi lod alle dem under 20 blive tilbage på hotellet med bøger, sudokuer og film og gik en sen eftermiddagstur op i højderne bag byen. Det var dejligt og dovent, og det var heroppe, på det højeste sted, vi fandt den restaurant, hvor vi tog børnene med op om aftenen og fik feriens hidtil bedste aftensmad. Oven i købet sad vi ude på balkonen med udsigt over byen og et fuldmånebelyst hav.

Men det var senere, og det magter mit kamera ikke. I dagslys kan det fange både frodighed og forfald.