Og så sender de Broen også…

Jeg tog hjem fra arbejde og lagde det meste af en arbejdsdag oveni, synes jeg. Havde hovedet fuldt af husmorting, der skulle gøres. Det er nattekoldt og tid til at finde vinterdynerne frem, og så kunne jeg jo lige så godt skifte sengetøj på alles senge og vaske det og hænge det til tørre og lære yngsten at lægge betræk på dynen på det-er-da-nemt-nok-måden, og det var også hans maddag i dag, så vi lavede frikadeller og salat og drøftede dagens gang, og jeg rørte dej til boller, og nu har jeg lige puttet de fleste af 48 boller i fryseren, hvor der næsten ikke var plads, fordi der stadig ligger hovedet af en sommerbuk, som venter på at blive kogt og monteret. Jeg bager altid mange boller, for min røremaskine med ottelitersskålen kan ikke lave små portioner, for der skal jo være nok til at nå op til dejkrogen, og mens jeg formede bollerne, ringede jeg til min mor for at høre, om jeg havde væltet hende helt omkuld i går, da jeg gav hende en opsang over alt det, hun synes, hun ikke kan eller ikke vil eller ikke kan overskue, “… og du kan da også bare skyde alting ned, og så kan du da bare blive hjemme og have ondt af dig selv”, sagde jeg vist nok, men så viste det sig, at hun faktisk havde overvejet at ringe til mig i dag og sige, at det var godt, jeg havde sagt sådan, for hun havde slet ikke været så nedtrykt bagefter, som før jeg gjorde det, så nu er vi begge to glade. Og så sender de Broen hver aften som optakt til Broen II, og jeg så det ikke første gang, men nu er jeg kommet til at hænge på, så nu skal jeg også sidde hver aften sent og glemme at trække vejret, fordi det er så spændende, og Saga Norén er så mærkelig og fantastisk, og jeg bliver nødt til at følge med fra på søndag.

Men nu skal jeg i vinterdun med rent linned.

Flidspræmie

I aftes var vi til Sommer- og Præmiefest i haveforeningen. Vi var der nok mest, fordi vi var blevet forhåndsadviseret om, at der var en præmie til os, og man så gerne, at præmiemodtagerne var til stede. Der var fire præmier for fine haver og to flidspræmier, og halvdelen af modtagerne var der ikke i aftes, så beviserne blev bare lagt til side til dem, og det er da rigtigt nok, at det var lidt fesent.

Først var der spisning. Der var dækket op ved fire lange borde med meget blomstrede papirduge. Helt fyldt med blomster og flag var de, så hvis man lagde sine læsebriller fra sig på bordet, kunne det godt være svært at finde dem igen. Til gengæld var det et af de efterhånden sjældne arrangementer, hvor der også var askebægre på bordene. Man måtte gerne ryge indenfor. Det var der mange, som så gjorde.

Der var tre stykker smørrebrød til hver, blev det bekendtgjort. Jeg fik fiskefiletmedremoulade, ægogrejer og roastbeefmedpeberrod. Og så var der fri bar med øl og rødvin.

Så blev præmierne uddelt. Med beviset fulgte en hundredkroneseddel. Tidligere har der været en vandrepokal til de fineste haver, men den løb tør for plads til indgraverede navne sidste år, så det har man ikke mere. Vores havenabo Ejnar fik en mindekop, fordi han var den sidste, som fik sit navn på pokalen.

Derefter var der kaffe med småkager og amerikansk lotteri. Morten var ved at falde ned af stolen, da jeg spurgte ham, hvordan det fungerer, det der amerikansk lotteri. “Du fortæller mig ikke, at du aldrig har spillet amerikansk lotteri?!?” Men jo, det ligger altså ikke lige på rygraden. Men nu kan jeg det. Morten vandt på et af lodderne retten til at tage en blomst fra bordet med hjem.

Meget mindeværdig sammenkomst. Vi skal helt bestemt have lamineret vores diplom og hængt op i havehuset. Nu går der tre år, før vi kan kandidere til priser igen, så næste år skal vi måske noget andet den aften, der er sommerfest.

IMG_4631_just

Hvide T holder vejret

Toyotaen er kaldt til syn. Mekanikeren har “haft den oppe” og tjekket den forfra og bagfra og nedefra og indefra. Og fortalt mig, hvor mange penge der skal kastes på den, for at den kan gå igennem. Man-ge pen-ge. Jeg gad godt, jeg ikke var den voksne, som skal tage beslutningen.

Mekanikeren, som efterhånden kender den hvide lige så godt, som jeg gør, siger, at jeg jo for de penge ikke kan få ret meget anden brugt bil af samme kvalitet. Få den synet, siger han, og vær indstillet på, at det måske er sidste gang, og begynd at kigge efter en anden løsning, når de to år inden næste synskontrol er ved at være gået.

Han er ikke i tvivl.

Jeg er i tvivl.

Allerhelst vil jeg tage to år mere med min trofaste følgesvend gennem mange år. Men det er mange penge.

Jeg snakker med folk. Folk synes en masse forskelligt. Hvis det var dem, ville de gøre det ene og det andet og man kan jo få, og hvis det var dem, havde de skiftet for lang tid siden, og man kan jo finansiere sådan og sådan, og har jeg egentlig brug for så stor en bil, og har jeg egentlig brug for en bil, og det er da værd at lytte til mekanikerens vurdering, og Toyota-ejere er de gladeste, og du ved hvad du har, men ikke hvad du får, og… og…

Jeg tænker. Jeg tænker mig en mavepine til.

Imens holder min bil vejret. Jeg gør det også. Men jeg skal huske snart at trække det.

HvideT

Den hvide dame, da hun var ny i trafikken og rejste til udlandet og endnu ikke havde hørt om rust og tærede bremserør.

Spor i historien

foto-3

Nej, det er altså sjovt, det her. Dette billede er taget i sidste uge på mit gamle kollegium i Aarhus. For tredive år siden boede min veninde og jeg i dubletten bag den øverste dør. Mange kollegianere har huseret der siden, og badeværelset er nok ikke længere den fine solgule farve, vi malede det i. Men læg lige mærke til klapbordet på væggen til højre for døren, nedenunder cowboybukserne på tørresnoren. Det bord har jeg lavet! Jeg konstruerede det i huggehuset hjemme på mine forældres gård og malede det i den grønne farve, som alle portene og dørene på staldbygningerne hjemme var; den maling havde far nemlig meget af. Jeg husker ikke, hvem vi fik til at hjælpe os med at sætte det op på væggen, men hvor var det skønt at kunne sidde ude og spise om sommeren.

Det var en enkel konstruktion. Et bræt var skruet på væggen. På det var bordpladen monteret med beslag, og under pladen var et ben skruet på med et beslag. En enkelt krog fra pladen til en øsken på benet holdt det stabilt, når det var slået ud, og samme krog blev sat i en øsken på væggen, når bordet ikke var i brug.

Sådan her:

bord

Det er jo ikke til at vide, om vores efterfølgere har haft glæde af det. Men tænk alligevel, at det sidder der endnu. Der ser ikke ud til at være meget maling tilbage, og kollegiet er under renovation, så det bliver vel fjernet nu.

Men sejt lavet, egentlig.

Hele tre ting

I går skete tre bemærkelsesværdige ting.

1. Vi indrettede datters kollegieværelse, og se! det blev et hjem.

2. Datter viste mig et billede, hun tog forleden på mit gamle kollegium. Mit hjemmesnedkererede altanklapbord, som jeg lavede for tredive år siden, hænger der endnu!

3. Jeg bulede bilen.

Jeg kan ikke bestemme mig for, hvilken begivenhed jeg vil folde ud. Og hvad verden helst vil delagtiggøres i.

Hjælp?

 

Kartoffelcam

I dag var den solskinsdag der skulle bruges til at grave kartofler op. Alle sammen. Hos begge naboerne i haveforeningen har kartoffelstykket været ryddet i et par uger, og vi var bagud fra starten. Nu er vi med. Jeg havde forestillet mig, at høsten var lidt større; Morten synes, den er over forventning, så vi rammer vel et sted lige der, hvor det er passende. Vi kan konstatere, at vi nok under alle omstændigheder er nødt til at supplere med noget fra Føtex for at overleve vinteren.

IMG_4623

Her er hvad vi har til forrådskammeret. Men hvordan er det egentlig at være en kartoffel? Er den heldig? Og er der mørkt der, hvor den skal tilbringe de næste måneder, indtil den skal optræde i lækre egnsretter? Det er med stolthed, vi præsenterer Kartoffelcam, som tager os med i flamingobøtten:

 

Mælk og tvebakker – nu med brunsviger

Sommetider er min mor virkelig innovativ. Sommetider er hun bare nærig.

For et stykke tid siden fik hun bagt en brunsviger, som hun slet ikke var tilfreds med. Den hævede enten for lidt eller for meget eller noget andet, i hvert fald var det ikke én, hun ville være bekendt at servere for gæster. Alligevel puttede hun den i fryseren, for hun smider i hvert fald heller ikke noget ud.

Og nu er det så, hun har fornyet den gamle bonderet varm mælk med tvebakker. Hun brækker brunsviger i småstykker og spiser det som dessert med varm mælk på, fortæller hun. Altså, det er jo fin udnyttelse af ressourcer. Jeg kan bare ikke helt få det til at ligge ordentligt i mit hoved.

Min fars yndlingsting til eftermiddagskaffen hen under jul var et stykke franskbrød med smør og brune kager på. Så hvad er forskellen?

En gadget til lygtetændingstiden

Lygtetændingstiden.

Det var det første lange ord, jeg kunne læse. Det stod på den plakat fra Rådet For Større Færdselssikkerhed, som alle på min alder må kunne huske. En tegning af en cykel med angivelse af, hvilke fem ting der skulle være på den. Reflekser, bremser, katteøje, den slags. Og lygter i lygtetændingstiden.

Vi er ved at være derhenne igen. Det er mørkt om aftenen, og jeg vil gerne reklamere for min smarte cykellygte. Remmen er af elastisk silicone og kan lige strippes om styret, og når lygten er ved at løbe tør for strøm, lyser en lille rød lampe. Så tager man den lige med ind, åbner det hemmelige sted, og hey! nu er det en gadget!! Vups, kabel i og lad op fra computeren. Det er smart.

Nej, jeg får ikke noget for at sige det.

IMG_4616_sam

Præmiepræmisser

Forleden blev Morten ringet op af formanden for kolonihaveforeningen. Hun ville forhøre sig, om vi kommer til høstfesten senere i september. Vi modtog for nogle uger siden invitationen i det rør, der hænger på indersiden af alle havelågerne – der er intet digitalt i foreningen, også årskontingentet afleveres hos kassereren i kontanter – og konstaterede, at vi desværre var forhindrede i at deltage. Eller jeg var.

Men det forholdt sig sådan, sagde hun i telefonen, at “I skal jo have en pramje. Ja, pramjen får I jo alligevel, men det vil jo være godt, hvis dem, der skal have en pramje, kommer til festen”.

Morten lovede at vende det med mig og melde tilbage.

Det ender sikkert med, at han tager hen og bonder i fælleshuset og har både øjne og ører på Recording. Vi har ingen anelse om, hvordan sådan noget foregår i vores nye fællesskab, og nysgerrigheden er ganske enkelt for stor. Jeg skal noget andet den aften og kan ikke være med. Måske meget godt, at vi ikke begge sidder der og fristes til at veksle blikke og tilbageholdte fnis.

Hvad skal vi præmieres for? Det fik han ikke spurgt om, så vi ved ikke, om det er for den højeste solsikke eller for den pæneste græsplæne, den mest imponerende haveforvandling eller bare fordi de er glade for at få nogle unge mennesker (det er os!) i foreningen.

Og hvad er præmien? En staude? En gylden rive eller en plakette? Gammel Dansk? Et solur? En regnmåler?

Der er en håndbajer og en havevandring i pramje til den, der gætter rigtigt på både præmis og pris. Det er stort, det her!

IMG_3650

Mon vi skal honoreres for at have kultiveret denne naturgrund?