Det ville glæde mig at se Skipper Skræk til middag…

Jeg har forsået mig. Mine urtehaveskills er lidt rustne. Den dag i maj virkede det som en god ide at tømme posen med spinatfrø og så to hele rækker. Nu virker det, som om vi er nødt til at udvide vores samling af spinatopskrifter.

For skidtet følges jo ad. Det hele bliver stort på én gang og ikke i trin, uge for uge, som i Føtex. Vi har spist spinatlasagne, og sagt Ih og Næh, det er spinat fra haven, nej, hvor smager det godt! Det smager godt, og det var dengang, spinaten var babyspinat. Vi vil gerne spise det igen, og det vil smage godt igen, også af kæmpespinat.

Men hvad kan vi ellers lave? Vi er nødt til at gøre noget. Der er meget. Og det er jo naturens gaver, vi ikke må lade gå til spilde. Alt vi avler selv er guld.

Forslag, tak.

Det må gerne inkludere velvoksen selvdyrket rucola, som bliver åndet i nakken af stærkt piblende babyrucola!

 

IMG_4066_besk

Forskellen på lytte og høre

Det har taget mig et stykke tid at vænne mig til lydbøger. Tidligere opfattede min hjerne et headset som et signal til at lade tankerne tage på walkabout og slet ikke fokusere på det, der blev læst op. Måske har der også været en ulyst til at slippe kontrollen med verden udenfor, når ørerne er optaget. Jeg har altid villet følge med i alting. Når man sidder med en analog bog, kan man godt nås fra verdens lydtæppe, mens man med en lydbog monteret kun ved, at andre vil en noget, hvis man får øjenkontakt eller de kommer og prikker til en.

Men nu går det rigtig godt, og jeg lytter, når jeg løber eller støvsuger eller laver havearbejde. Jeg er blevet rigtig god til at lade kroppen gøre det, den skal, og så bare være fuldt ud i det rum, bogen skaber. Derfor tør jeg ikke lytte, når jeg kører bil. Kun når jeg ikke skal tage stilling til noget andet. Og så er jeg helt væk.

Lige for tiden hører jeg Anna Grues Et spørgsmål om penge, som P4 forærede væk som sommerlytteratur i starten af måneden.

Og paradokset igen: når jeg lytter, hører jeg ikke noget. Derfor var det godt, det ikke gik værre den aften, Morten rensede tagrender på kolonihavehuset.

Jeg lugede og lyttede og kiggede først op, da han kom luskende med bøjet hoved og hængemule på undskyld-jeg-kunne-ikke-gøre-for-det-måden. Og lidt på av-mit-ben-måden. Han havde stået på havebordet for at nå tagrenden og drejet sig rundt for at gå ned på bænken, og i stedet for at træde ved siden af trådte han igennem. Og knækkede tre planker. Og var ked af det, for det var mit bord. Og fik en stor hudafskrabning på skinnebenet.

Jeg kom til at grine. Over hele sceneriet. Først derefter kom jeg i tanker om at løsrive mig fra de materielle skader og spørge til hans skader. Som heldigvis var begrænsede. Og bordet var gammelt, og det gode er, at jeg endnu ikke havde nået at rense og oliebehandle det.

Bordet kan ikke reddes. Morten kan reddes.

Men tænk nu, hvis det var gået rigtig galt. Så kunne han have ligget der og være rigtigt tilskadekommen, mens jeg havde fiktive døde i ørerne. Må fremover huske at holde mandtal over de levende en gang imellem.

IMG_4062

Buksetal

Jeg har sorteret bukser, og her er juryens resultat:

Antal håbløst for små, og jeg kommer aldrig i dem igen: 3
Antal for små, men købt i dyr mærkevaregenbrugsbutik i Berlin (og derfor ekstra ærgerligt): 1
Antal rigtig størrelse, men i håbløst umoderne snit: 3
Antal kan godt gå, men lidt for meget svaj i benene: 2
Antal kan godt gå, men alligevel lige stramme nok: 1
Antal der passer og er lagt i skabet igen: 2

Jeg hader at købe tøj. Hader. Især bukser. Jeg hader at stå og svede i prøverum og vurdere og prøve igen. Men jeg kan jo ikke gå gennem livet med kun to par bukser, så nu har jeg været af sted.

I H&M står der skinny, slim, extra skinny, low waist, shitty slimmy på alle deres bukser, men jeg fandt et par almindeligt strammy, der godt kunne bruges.

I Vero Moda blev jeg hjulpet af ung pige, der kunne sit kram og strøede guldrandede bemærkninger.

“Dem her bruger jeg selv”
”Min mor bruger dem også”
“De giver sig rigtig meget”
“Min mor er rigtig glad for dem”
“Min mor har også store ben. Og en stor numse”

Og den der fik mig til at gå i prøverummet, selv om jeg godt nok syntes, de så smalle ud, bukserne:

“Min mor har altså større lår end dig”

Antal nyindkøbte bukser: 3

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , - 2 kommentarer.

Da jeg smilede hele vejen til Smilets By og hjem igen

Jeg har haft den hyggeligste eftermiddag med alle mine børn. Det er ikke så tit, vi bare er os fire, og jeg nød det fra start til slut.

Anledningen var, at højskolebarnets kunsthold afslutter et forløb med to ugers udstilling på Aarhus Rådhus. Der var fernisering med forstandertale og a cappella-sang i Arne Jacobsen og Erik Møllers fine rådhus.

IMG_4060

IMG_4057

Sådan her fortolkede højskolebarnet emnet Transit. Akryl på lærred, og wirerne er syet på. Jeg kan godt lide det.

Bagefter gik vi en tur i midtbyen. Var hos Kristian F. Møller og i Skumhuset, begge nogle af mine steder, da jeg selv boede i byen i 80’erne. Jeg boede der i ti år – Aarhus er der, hvor jeg var ung – der hvor jeg blev voksen, og jeg er en lille smule misundelig og en hel del vemodig ved tanken om, at højskolebarnet lige om lidt er på vej til at flytte dertil og skal have sin ungdom og sine dannelsesår i mit gamle hood. Og snart følger den 19-årige nok efter.

Vi overvejede et par af de steder, som var hippe i min tid, Drudenfuss og Englen, men valgte alligevel en af de nyere cafeer ved åen, inden vi gik ud og kiggede på alt det nye, der er ved at blive bygget i det område, de har valgt at kalde “De bynære havnearealer” – og på de kraner, hun har malet efter på det blå billede.

Så kørte vi min førstefødte tilbage til de sidste fire højskoledage og fortsatte hjemad. Den 19-årige sad bag rattet og den 16-årige på passagersædet, og jeg kosede mig på bagsædet og lyttede til deres broderlige mundhuggeri og deres pludselige udbrud i sang – Toto’s Africa og Hold The Line, som de egentlig er alt for unge til at kende – og deres sært fantasy-fysik-sammenblandede diskussion om, hvorvidt mennesker kan holde til at flyve på en drage eller om man dør af det, altså på grund af g-kraften… “Lad os sige … den flyver mindst 200 km i timen. Det er jo et stort dyr.”

Der er ikke noget fantasy over min glæde. Det var en stjernedag.

Udgivet i den store bunke, Heldige mig - Tagget med - 2 kommentarer.

Hvad sagde de lige før?

Stykker af samtaler mellem mennesker, hvis veje krydsede vores i splitsekunder i Aarhus i eftermiddag.

Kvinde stopper op på gaden med et forklarelsens udtryk i ansigtet: “Ja!! Den står hjemme på køkkenbordet!”
Ledsagende kvinde: “Aiii, hvor godt!”

Mand på vej ind på café ved åen: “Jeg har det ikke så godt i maven.”

Mand til anden mand i havneområdet: “Hvordan klarede de sig igennem aftenen uden finsk lakrids i går?”