Mor #2

Når ens barn er fem-seks år, skal man altså være holdt op med at omtale sig selv som “mor”, når man taler med barnet. “Så kommer mor og henter dig”. “Må mor få en bid?”

Sig “jeg”! Dit barn ved godt, hvem du er. Jeg siger det bare.

Jeg skulle måske også have sagt det til hende, jeg passerede på vej hjem, og som tydeligvis var faldet i fælden engang og ikke selv kunne komme op igen.

Hold hovedet varmt og fødderne kolde

Vi satte hinanden stævne hos min mor i går, størstebror og jeg og vores kone og kæreste. Kummefryseren i skuret var blevet overflødig efter køb af ny skabsfryser, og nu skulle skrumlet ud.

Forinden var vi nødt til at rydde en masse andre ting ud af skuret, som er for lille til, at vi kunne være derinde alle sammen. Vi syntes ikke, min mor skulle stå ude og fryse – eller blande sig i processen, og min kæreste sagde for sjov til hende, at vi hellere måtte få hende sat med fødderne i et fodbad. Det skabte åbenbart et billede i hendes hoved af hende selv siddende med fødderne i vand uden for skuret, for da vi alle sammen havde grinet lidt over, at vi ville forhindre hende i at blande sig, sagde hun “Det ville nu også være for koldt i dag”. Vi fik bragt hende ud af misforståelsen og gjort forståeligt, at det selvfølgelig var for at holde hende inde i huset.

Det var en hyggelig dag. Fryseren kom ud, der blev ny god plads i skuret, min kæreste morede sig kosteligt over størstebrors gamle trailer, som han syntes lignede en sækkevogn med træk, – og jeg øvede mig i at blive en fjumret mor selv engang: Da vi ankom, bøjede jeg mig ned og gav min lille mor et kram og sagde kærligt “Farveeeeeeel”.

I dag ringede jeg til hende. Vi lo igen ad fodbadtanken og andre ting, samtalen var faldet på i går. Og hun rundede af med: “Men det havde nu været for koldt!”

481282_10200420865259493_1104163063_n

Sækkevogn med træk. Synes nogen.

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.

Et sært par

I går, da jeg cyklede hjem fra arbejde, så jeg et ungt par hånd i hånd, hvor min første tanke var “Hvad har de tilfælles?”, og den næste “Hvordan mødte de hinanden?”.

Han: Høj og hærdebred og klædt i blå flyverdragt med velcroen godt strammet til i ærmer og ben.

Hun: Lille og spinkel i kæmpestor sort pels, dyremønstrede leggings og høje støvler (den der type, hvor hele sålen har kontakt med underlaget og er nærmest trekantet, så foden er på vej ned ad bakke… giver det mening?).

Hvis jeg nu havde taget et billede af dem, måtte jeg så egentlig godt offentliggøre det? Det ville være naivt at antage, at de ikke kunne genkende sig selv.

Udgivet i Hørt og set i forbifarten - Tagget med - 3 kommentarer.

Det søde som folk siger

Jeg mødte en tidligere kollega i dag. Det er længe siden, vi har set hinanden, og der var meget, vi lige skulle runde. Også bloggen her, og hun gav udtryk for, at det da var oplagt, at netop jeg skulle blogge … “med dine evner for at skrive”. Så blev jeg glad.

Og beundrede igen inde i mig selv de mennesker, der er så gode til at få det sagt, al rosen.

Det trænger jeg til at øve mig på. Får jeg det endelig sagt, lyder det altid, som om jeg ikke mener det.

Men jeg samler på dem, de søde ting. Den fineste kompliment fik jeg for otte-ni år siden til en fødselsdagsfest hos en anden tidligere kollega. Jeg dansede med hendes eksmand, som jeg vidste var nogle år ældre end hende, og af den grund kom vi til at tale om alder. Jeg fik at vide, hvor gammel han var, og konstaterede, at han holdt sig vældig godt. Så spurgte han om min alder og fik svaret, hvorefter han efter en kort pause sagde: “Du må være lavet af noget godt bindevæv!”.

Han var læge, så han ved den slags!

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.

“Mor!!!!!”

I lørdags skrev jeg en Facebook-opdatering, som kun fik lov til at leve i tre minutter. Så gjaldede den 19-årige inde fra stuen: “Mor! Hvad er dét for en opdatering?!? Dét er verden ikke interesseret i!”

Til en calypsofest samme aften – med kort og skråtskåret kjole kombineret med hvid vinterhud, der ikke havde været ude i mange måneder – havde jeg købt et fænomen med et så absurd og fantastisk navn, at jeg slet ikke kunne holde det alene.

Men når store søn siger sådan, skal man høre efter.

Statussen hed: “… har anskaffet noget, der hedder sømløs kontroltrusse. Så kan det ikke gå helt galt.”

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.