I lørdags skrev jeg en Facebook-opdatering, som kun fik lov til at leve i tre minutter. Så gjaldede den 19-årige inde fra stuen: “Mor! Hvad er dét for en opdatering?!? Dét er verden ikke interesseret i!”

Til en calypsofest samme aften – med kort og skråtskåret kjole kombineret med hvid vinterhud, der ikke havde været ude i mange måneder – havde jeg købt et fænomen med et så absurd og fantastisk navn, at jeg slet ikke kunne holde det alene.

Men når store søn siger sådan, skal man høre efter.

Statussen hed: “… har anskaffet noget, der hedder sømløs kontroltrusse. Så kan det ikke gå helt galt.”